“De mejes ned som fluer”, skriver Fathi El-abed i et løgnefyldt indlæg på BT. Som fluer ikke mejes er 93 ud af 112 dræbte Hamas terrorister (resten er grangiveligt glade amatører). Sidste år kunne man i New York Post læse at Hamas brugte halvdelen af den udenlandske støtte til at belønne terrorister. Det er også meget bedre uden en mellemmand, som UNWRA, der spilder for mange penge på potemkin kulissen.

Brendan O’Neill skriver i Spiked Online, at der er en klam symbiose mellem vestlige journalister, ivrige efter en simpel historie mellem gode ofre og onde undertrykkere, og Hamas propaganda. Og det er denne interesse for den gode historie, der er med til at holde konflikten på et unaturligt intenst niveau. Uanset hvor dårligt palæstinenserne ’som folk’ er blevet stillet ved at deres arabiske ledelse ukonstruktive kurs mod den Israels eksistens, belønnes ledelsen selv ved at opvirgle til nye kampe og sammenstød. Hamas får magt ved at levere døde civile til forslugne vestlige medier, konflikten er “a piece of bloody theatre, staged for the benefit of outsiders”

It now seems undeniable that this was no instinctive, grassroots protest, but rather one that was carefully orchestrated by Hamas. As a New York Times reporter described it, after midday prayers clerics and leaders of Hamas ‘urged thousands of worshippers to join the protests’. And Hamas’s urging was littered with false claims. It told people ‘the fence had already been breached’ and Palestinians were ‘flooding into Israel’. This was a lie. A Washington Post reporter details how Hamas’s leaders told people to keep attacking the border fence because ‘Israeli soldiers [are] fleeing their positions’. In truth, as Hamas knew only too well, the IDF was reinforcing its positions.

Israel had made clear, including in an airdrop of leaflets, that anyone who sought to dismantle the fence in Gaza, the de facto border between this part of Palestine and Israel, risked coming to harm. And still Hamas encouraged the protesters to strike at the fence. Still it sought to swell the angry ranks by pleading with people to go from their mosques to the border. Why would it do this? Why would the governing party of a territory knowingly put that territory’s citizens into serious danger?

Hele Behind The Smokescreen. Det er de færreste journalister, der, som Daniel Sugarman, indrømmer at de fejlede ved at kolportere Hamas propaganda. De fortsætter at servere, hvad Hamas kokkerer og offentligheden sluger det. Matthew J Brodsky skrev i The Weekly Standard

For example, there were more than 40 staffers covering Israel and Palestinians, which was more than the AP had in China, Russia, and India combined. The situation was worse along Israel’s periphery. Before the 2011 Arab upheaval, there was a single, permanent, Assad-regime-approved AP reporter in Syria.

As Friedman pointed out, “The volume of press coverage that results, even when little is going on, gives this conflict a prominence compared to which its actual human toll is absurdly small. In all of 2013, for example, the Israeli-Palestinian conflict claimed 42 lives—that is, roughly the monthly homicide rate in the city of Chicago.” It had slightly fewer violent deaths per capita in 2013 than Portland, Oregon.

To fit the pre-designed narrative, the media have distilled the role of Palestinians, scrubbed the inconvenient truths that run contrary to their storyline, and transformed them into reactionary protagonists. Their motivations and messages are then explained away with talking points that lead back to Israel. Cut to a Fatah party member wearing a suit in the West Bank as he repeats the word “occupation,” then add a quotation from the beacon of morality known as the United Nations Security Council, hit save, and send. These stories practically write themselves.

Alligevel har angrebet på Israels grænser ikke skabt voldsom opmærksomhed, som man ellers traditionelt kan forvente. Der tales ind imellem om ‘demonstranter’ i titusindvis - når det går højt til. Men det er ikke særligt mange mennesker når man betænker at ingen af de 1,8 mio. i Gazastriben bor meget mere end et stenkast fra Israels Grænse. Ikke underligt at de fleste foretrækker ramadanhyggens lækkerier fremfor lugten af morgenstundens brændte bildæk og naturreservater. Jovist lyves der stadigt af gammel vane, men medierne anser ikke denne historie for den mest presserende, mere som kævl i sigøjnerlandsbyen.

Det er ikke meget danske medier beskæftiger sig med urolighederne ved Israels grænse. 17 palæstinensere har ellers allerede fået som fortjent om endnu flere er sårede. Således nøgternt indledes en artikel i Arab News(!) under overskriften “Israel threatens to expand response”.

Israel will target “terror organizations” in Gaza if violence along the territory’s border with Israel drags on, the chief military spokesman warned Saturday, a day after thousands of Palestinians staged protests near the border fence.

Brig. Gen. Ronen Manelis, the chief army spokesman, denied allegations of excessive use of force, saying those killed by Israeli troops were men between the ages of 18 and 30 who were involved in violence and belonged to militant factions.

He alleged Gaza health officials exaggerated the number of those wounded, and that several dozen at most were injured by live fire while the rest were merely shaken up by tear gas and other riot dispersal means. Det er altså Israels der svarer igen og Israels synspunkt, der danner det første indtryk for resten af historien.

Tidligere formand for Sinn Fein, kaldte det et “calculated slaughter by Israeli military snipers of unarmed Palestinian protesters” og krævede israelske diplomater udvist fra Irland. Og i samme radikale dur, skrev Morten Østergaard på sin Facebook side

Skarpe skud mod varslet demonstration? Det er jo det rene vanvid. Mere end 700 demonstranter såret af de israelske patroner. Verdenssamfundet må fordømme og kræve fuld undersøgelse, så de ansvarlige kan stilles til regnskab.

Israel må og skal acceptere folkeretten og menneskeretten. I Gaza gør man hverken det ene eller det andet. Her skyder man med skarpt mod demonstranter. Ufatteligt.

“Det er selvfølgelig en fremmed tanke for en radikaler, at se et land forsvare sine grænser” skrev en Peter Andreas Fog. Men østergaard lod sig ikke anfægte og demonstrerede istedet sin indsigt i striden mellem israelerne og deres muslimske bødler in spe

Flere forsøgte at forklare at Israel rent faktisk ikke har besat Gaza, der er omstridt land, da de rykkede ud i 2007, men en jævnlig skylle af missiler fra tid til anden som resultat. Andre at det ikke var en fredelig demonstration, men en koreograferet aktion i flere led, hvor nogle agerede fredelige til ære for fotograferne, mens andre, bevæbnede med skydevåben, forsøgte at engagere israelske sikkerstyrker til kamp og i den situation var der igen andre, der stillede deres, eller nogle andres?, børn i forreste linie kastende sten og afbrændende bildæk, som det er opstandskutyme på de kanter. alt sammen for at fremprovokere så meget balladen og ulykke over sig selv at man kunne paradere offergørelsen for en verden altid mere end villig til at tro det værste, når der er jøder i ligningen.

At det var et regulært stormløb mod Israels grænse understøttedes også af af at, som det blev påpeget af flere, der ikke er ytrings- of forsamlingsfrihed i Gaza, altså en Hamas aktion mod Israel. “Hvis man som politiker vil tages alvorligt, burde man så ikke sætte sig ind i sagerne i stedet for at køre på automatreaktionerne?” spurgte en Morten Margolinsky Østergaard med den implikation, at Østergaards automatreaktion kommer fra et mere brunt sted i hans underbevidsthed.

Den amerikanske præsident Donald Trump mødte voldsom kritik for sin reaktion på gadekampene i Charlottesville mellem en gruppe, der kaldte sig Unite The Right på den ene side og moddemostranter fra fortrinsvis Antifa, Black Lives Matter og forskellige venstrefløjsgrupper. Unite The Right bestod bestod bl.a af Ku Klux Klan, ny-nazister og forskellige grupper for hvidt overherredømme og hvide identarister og Trumps brøde bestod i at han ikke vill fordømme dem entydigt, men istedet sagde at der var fejl på begge sider den forfærdelige dag.

Trump gav efter for kritikken af hans oprindelige fordømmelse af vold på begge sider og fordømte de hvide supremacister, ikke blot for deres voldelige adfærd men også for at være i modstrid med den grundlæggende ide om USA, som han ser binder nationen sammen, nemlig ideen om at alle er skabt lige af Gud og at alle nyder den samme beskyttelse af loven. Dette er statsmanden der taler, som medierne valgte at overhøre, fordi fortællingen om Trumps dans med racisme skal erstatte fortællingen om hans dans med russerne, nu balkortet alligevel ikke indeholder Putins navn.

Men forleden gav Trump pokker i medierne og ville hellere tale om fakta, hvilket der kom en forrygende pressekonference ud af

Med fare for at blive beskyldt for whataboutery, så er det værd at se tilbage på, hvorledes den tidligere præsident Barak Obama reagerede, da en sort racist, ægget af Black Lives Matters inflammatoriske retorik og bekræftet af præsidentens løgne, myrdede 5 betjente i sommeren 2016. Daily Wire skriver

Responding to the outrage over Sterling and Castile, President Obama said their deaths were “not isolated incidents” but were “symptomatic” of a criminal justice system plagued by “racial disparities.” That evening, during a Black Lives Matter rally, Johnson opened fire on Dallas police officers, shooting a dozen officers, five of whom died from their wounds. Before the police were forced to shoot him dead, he told them that he was deliberately targeting “white people, especially white officers” and that the Black Lives Matter movement had inspired his actions.

“The suspect said he was upset about Black Lives Matter; he said he was upset about the recent police shootings. The suspect said he was upset at white people. The suspect stated he wanted to kill white people, especially white officers,” Dallas Police Chief David Brown told reporters.

In his initial response, Obama, like Trump, did not single out black nationalists or the movement associated with the heinous act. Instead, Obama said that he was “horrified” by the “vicious, calculated and despicable attack on law enforcement.”

“There is no possible justification for these kinds of attacks or any violence against law enforcement,” said Obama. “Anyone involved in the senseless murders will be held fully accountable. Justice will be done.”

Obama also used the moment as an opportunity to push for more gun control. “Today is a wrenching reminder of the sacrifices they make for us,” Obama said of police officers. “We also know when people are armed with powerful weapons, unfortunately, it makes attacks like these more deadly and more tragic.”

Året før i 2015 myrdede en hvid racist 9 sorte kirkegængere under en gudstjeneste i byen Charleston. Obama talte hverken om morderens motiv eller ideologiske grundlag, men lagde vægt på generelle racerelationer og slog også her til lyd for en stramning af våbenloven. Der er altså ikke præcedens for at præsidenten skal afsværge den ene part i en konflikt alene på det ideologiske indhold.

Derfor generer det mig at den ellers altid sobre Charles Krauthammers analyse er så glimrende en repræsentant for kritikken af Trump

What Trump is missing here is the uniqueness of white supremacy, KKK, and Nazism. Yes, there were bad guys on both sides. That’s not the point. This was instigated, instituted — the riot began over a Nazi riot, a Nazi rally. And the only killing here occurred by one of the pro-Nazi, pro-KKK people.

USA har ganske rigtigt sin egen unikke historie med hvidt overherredømme og Ku Klux Klan (mens nazismen er en tysk opfindelse med socialistiske rødder). Men USA har også selv for nylig født Black Lives Matter bevægelsen, som Obama har rost og hvis racisme ikke blot ligger implicit i bevægelsens navn, men også udtrykkes ved enhver given lejlighed. Og sammen med de forskellige kommunistiske grupper som ANTIFA er venstrefløjen i USA, og resten af vesten i øvrigt, er denne side af volden i Charlottesville, generelt hævet over kritik.

Black Lives Matter bevægelsen har været en hidtil uset racistisk succes, ikke set siden Ku Klux Klans velmagtsdage i midten af 1920erne. Succesen består djævelsk nok ved, at det er lykkedes BLM at bilde de etablerede medier og de fleste politikere og kommentatorer ind, at dens racisme ikke findes. Måske har det ikke været svært, for som P T Barnum sagde om showbiz, så skal man give folk det de vil have. Og hvad de vil have er en fortælling, hvor end ikke mord på 5 hvide betjente kunne rive blårene fra øjnene. Tværtimod fremturede man med at insistere på at det inkluderende mod-udtryk All Lives Matter var racistisk ved ikke at fremhæve sorte eksplicit.

Trump siger det indlysende når politiske hooligans kommer op at slås, nemlig at de i udgangspunktet er lige gode om det. Når han minder medierne om den politiske vold, der udgår fra venstrefløjen, er reaktionen så hysterisk, som man kan forvente hos personer, der bliver konfronteret med deres fortrængninger. Det fører direkte til Krauthammers anden sætning “That not the point“. Er det ikke? Og ifølge hvem? Ikke præsidentet Trump! Ifølge Krauthammer er der kun en pointe med fordømmelse, hvilket ville negere dens betydning, hans pointe. Alt andet er et moralsk fallit.

Det var den politiske vold som Trump talte om. Ikke om kombatanternes ideologiske bevæggrunde, som Krauthammer og resten af den forargede elite hævder. Det var derfor han kaldte det en horribel dag, fordi han talte om konkrete tidsbundne begivenheder og handlinger. Trump lagde i samme anledning vægt på, at alle er lige for Gud ifølge forfatningen og derfor også lige for loven. Sort eller hvid, ingen har ret til at bruge politisk vold.

Men Trump er leder og han har en anden pointe, der minder om sammenhold. Trump minder om at der i det USA som han har arvet efter Obama, er enorme politiske spændinger, som ikke er blevet helet men uddybet. Sammenrendet af nazister og klansfolk og hvem der ellers morer sig med at lege ‘hvid identitarist’ er et randfænomen i befolkningen og står ikke til at blive commes il faux i den brede offentlighed, som venstrefløjens ditto har været i årtier.

Derfor må Krauthammer også fuske med sprogets logik, når han postulerer “the riot began over a Nazi riot, a Nazi rally”. Ja, rigtig mange, især lokale, blandt mod-demonstranterne kom ikke for at slås, det er klart. Men i begge lejre kom der grupper for at slås. Men hvem startede? At lægge skylden på nazisterne for simpelthen at holde en lovligt anmeldt demonstration, hvad der er den logiske konsekvens af Krauthammers kvababbelse, giver ingen mening. Grupper på begge sider kom for at slås, UTR i håbet om at møde en moddemonstration og moddemonstrationen meldte sig lystigt, fordi det er deres politiske virke.

Det er ikke Trump, der har allieret sig med det yderste højre og deres bøller. Det er mainstream medier og det politiske konsensus, der har allieret sig med det yderste venstre og deres bøller. Det er denne virkelighed, som Trump demaskerer ved at påtale det åbenlyse. Og deraf hysteriet.

I danske medier gengives fra tid til anden påstanden om at sorte amerikanere er mere udsat for politiovergreb end hvide amerikanere. Det er sjældent et egentligt selvstændigt emne, men tages for givet når venstrefløjen og sorte race-baiters hærgen skal bortforklares (det er altid problematisk at blive opfattet som en bølle). Men der er intet belæg for den påstand, hvilket bekræftes i endnu en omfattende undersøgelse begået af to forskere ved College of William and Mary. National Review skriver at undersøgelsen endda viser at “white police officers may be less likely than their black counterparts to use deadly force against black suspects”

The Black Lives Matters movement has staked their claim on the assertion that police “hunt down” black Americans or systematically deprive them of life. Activists have charged that racism led to the deaths of Michael Brown, Philando Castile, and others, but Lott and Moody examined 1,333 more cases than are in the FBI data set and their findings show that white officers’ use of force is generally “race neutral.”

They gathered statistics that expand on the FBI data from the same period, incompleteness of which has limited previous studies, and they provide a more general picture than even Fryer, who studied eleven localities and drew conclusions about officers’ use of lethal force from Houston alone. Those surprised by Fryer’s findings should appreciate the efforts by Lott and Moody to provide data that is more generalizable for the entire country.

Additionally, the fact that body cameras do not appear to affect the use of force undercuts a key point that activists and the media often make, namely that body cameras will deter the current high levels of racial bias. Lott and Moody named body cameras as a “potential deterrent” of discriminatory violence, saying “When a shooting is recorded by a body cam, officers know that it will become a central focus of the public debate.” But their data did not show body cameras having any effect. Again, racism is not showing up as a serious factor in the data.

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

Yderligere 3 amerikanske politibetjente er blevet dræbt af en attentatmand, efter at være blevet lokket i en fælde. Mordene skete i Baton Rouge i Los Angeles. Breitbart skriver at

Sunday on Fox News Channel’s breaking news coverage of the shootings in Baton Rouge, LA that has killed 3 officers and injured 3 more, Cleveland police officer and Police Patrolmen’s Association President Steve Loomis said President Barack Obama had “blood on his hands.”

Loomis said, “The president of the Untied States validated a false narrative and the nonsense that Black Lives Matter and the Media are pressing out to the public — validated with his very divisive statements And now we see an escalation.

I New York råbte demonstranter for et par uger siden “What do we want? Dead Cops!”

Den slags afskrækker ikke venstrefløjenm, de kære mennesker. Sandheden, at sorte ikke har højere tendens til at blive skudt af politifolk end hvide eller andre farver, er ikke en viden de har brug for til at forstyrre deres ‘narrativ’. Og ‘narrativet’ er så godt i sin moralske renhed at man sagtens kan forsvare mord på politifolk, bare sådan i al almindelighed. “De amerikanske demonstrationer mod politifolks drab på sorte nåede i dag Danmark, hvor Rådhuspladsen i København dannede rammen om en solidaritetsdemonstration for bevægelsen ’Black Lives Matter’” skriver Danmarks Radio. Jamen, hvorledes kan det dog rage nogen herhjemme, hvad amerikanerne render rundt og laver, tænker man måske? Så er det fordi man undervurderer venstrefløjens evne til at blande alle deres sorger sammen.

Vi ønsker at vise vores solidaritet og opbakning til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse Blacklivesmatter og vise vores støtte og kærlighed til de myrdedes efterladte.

Vi fordømmer den politisering, kriminalisering og racislisering af PADs (People of Afican Decent) der på globalt plan, dagligt frarøver os vores værdighed og liv, live for rullende kamera.

Lad os med klar røst sige deres navne højt og begribe deres menneskelighed og historie:

Trayvon Martin, Miriam Carey, Tanisha Anderson, Tamir Rice, Eric Garner, Sandra Bland, Alton Sterling and Philando Castile, Emmanuel Chidi Namdi. . . Listen fortsætter og inkluderer skæbner frarøvet på europæisk jord.

Vi fordømmer den raceprofilerende politibrutalitet der i USA placerer sorte mænd i risikozonen : 9 gange større sandsynlighed for at blive dræbt af politiet end en andre amerikanske borgere.

I 2015 mistede 1,134 afro-amerikanere livet i politiets varetægt, 25% af disse var ubevæbnet.

Vi fordømmer den manglende retsforfølgelse og dom af de voldsudøvende og moderiske politimænd.

Vi fordømmer den globale stilhed der lamer i vores øre når 10.000vis af PAD bådflygtningene mister livet på Middelhavet på deres færd mod Europa.

Vi råber den institutionelle og strukturelle racisme op, som forstummer og negligerer vores oplevelser og virkelighed.

Ifølge nogle teorier er vi alle af afrikansk herkomst, altså PADs så der menes vist nok bare negre (eller folk der er ikke er kommet videre om man vil).

Jeg dvælede lidt ved de amerikanske universiteters sørgelige tilstand i et par posteringer universitet i Missouri. Viden og rationalisme er fortrængt af politisk korrekt moralisme, der forudsigeligt er metastaseret ud i absurde selvmodsigelser. Et centralt begreb for denne del af ‘campusradikalismen’ er ideen om et ’safe space’, et rum hvor den studerende ikke konfronteres med ord, ideer, udtryk eller tanker af nogen art, som kan bringe den studerende følelsesmæssigt traumatisk ud af balance, hvilket gælder den verderstyggelige sandhed. Selvfølgelig er det for at bekæmpe et væld af fobier og ismer der er blevet så slemme at man end ikke kan dokumentere dem. Men man ved de er der og med racismen er det blevet så slemt at det krævedes et “black only healing space” som Truth Revolt kunne fortælle

Activist Steve Schmidt tweeted that the militant group Concerned Student 1950 were “asking white allies to leave.”

The Blaze writes, “Prominent Black Lives Matter activist Johnetta Elzie seemingly confirmed those with Caucasian skin were asked to leave the area, tweeting that the group had created a ‘black only healing space for the students to share, decompress, be vulnerable & real.’”

En time i selskab med demonstranter, der med tårer i øjnene og grøde i stemmerne bekræfter hinanden i alvorligheden af den kamp ingen andre kan se. Vanviddet stikker dog klart i øjnene, men sært underholdene er det

Og så er der virkeligheden, som er lige så sørgelig som universiteterne

I Middelalderen grundlagdes universiteterne, som Quora skriver

These new centres of learning took the scholarly framework of the old cathedral schools’ curriculum based on the “seven liberal arts” but combined it with the structure of craft and merchant guilds (which is where the name universitas came from as well).  As in the guilds, students had to choose to work under the guidance of a “Master” and serve a long, structured and scrutinised apprenticeship and then pass a series of tests and oral examinations before being judged a “Master” himself and finally going on to become a “Doctor” or teacher.  This structure, hierarchy and rigorous testing made the Medieval university very different to similar-seeming schools in the Islamic world or the academies of ancient Greece.

The other radical and crucial novelty in the university system was the way advancement and prominence in this system was not gained merely by mastering material from key texts, but by disputation and debate using set rules of formal logic.  Masters and doctors maintained their positions and their reputations (and therefore their incomes from students) by their ability to win debates, often throwing open the floor to all comers.  And brilliant students could rise quickly in reputation and renown by taking on these masters and beating them.  At least twice a year a university would hold a quodlibeta - a multi-day tournament of rigorous logical disputation where anyone could propose and defend any position on any subject at all.  Often highly radical, controversial, paradoxical or even heretical idea were presented and participants had to defend or attack them using logic and reason alone. The idea of a rational free-for-all where the finest minds of the time used reason alone to bat around ideas like “God is in fact evil” or “the universe had no beginning in time” certainly does not fit most people’s ideas of the Middle Ages, yet this was a regular event in Medieval universities.

I det miljø ‘opfandt’ Benediktinermunken Roger Bacon den moderne videnskab og Guillaume de Conches hypotiserede darwinistisk at alt levende opstod fra ursuppen og udviklede sig over til det det er i dag - på Guds initiativ. Det er lang tid siden at man beflittede sig med rationalisme på universiterne og de fleste andre læreanstalter. Atlantic beskriver den sørgelige sag, da et akademiker-ægtepar sagtmodigt frasagde sig at rådgive de studerende om Halloween-kostymer og blev mødt med krav om bortvisning for deres manglende forebyggelse af potentiel krænkelse. Daily Caller ridser det sørgelige optrin op, hvis man ikke har hjerte til at se den lille video nedenunder

The conversation is at first tense but calm, but it escalates rapidly after a student accuses Christakis of creating an “unsafe space” at Yale.

“I did not-,” Christakis attempts to reply, but a student aggressively interjects.

“Be quiet!,” she screams. Then, voice quavering with emotion, she continues. “[In] your position as headmaster, it is your job to create a place of comfort and home for the students who live in Silliman.”

Christakis attempts to dissent, saying “No, I don’t agree with that,” unleashing a torrent of shrieks from the student.

“Then why the fuck did you accept the position? Who the fuck hired you?,” she cries, drowning out any attempt by Christakis to explain himself (Christakis never raises his voice, except to be heard by the crowd).

“You should step down! If that is what you think of being headmaster, you should step down! It is not about creating an intellectual space! It is not!”

Another student, a male, joins in, shouting “You’re supposed to be our advocate!”

The student continues the attack, saying that students will transfer out of Yale because of its failure to be a “safe space” for them. As she continues, one passing student yells out “Retweet!,” apparently to endorse her attacks.

“You should not sleep at night!,” she says to finish the verbal assault. “You’re disgusting!”

Som man kan se er konflikter nogle gange sort/hvide. Den unge dames hysteri udgør et studie i sig selv. Selvretfærdigheden, berettigelsen, selvoptagetheden, aggressionen, den manglende empati for andre mennesker, manglende selvrefleksion og den grundløse foragt for andre meninger. Og ingen sans for værdighed. Som et udtryk for venstrefløjen er der kun emotioner, et mentalt barn forkælet til den rene narcissisme. Men det får vente, for her er endnu et eksempel på venstrefløjs ideologiske emotioner fra Missouri State universitetet, hvor nogen demonstrerer imod noget strukturelt undertrykkende noget

After desperately trying to gin up media coverage of student protests at the University of Missouri, one of the school’s media professors is now furiously trying to “muscle” the press off campus to prevent them from covering student protests that rapidly spiraled out of control Monday.

Mizzou president Timothy Wolfe announced his resignation on Monday after members of the school’s 4-5 football team announced they would boycott team activities unless the school acceded to certain demands surrounding racial equality. Unsurprisingly, Wolfe’s resignation did little to quell the mob.

On Monday afternoon, activists who had demanded Wolfe’s resignation abruptly demanded that media stop covering their activities on the public campus of the taxpayer-funded university. At the center of those demands was Melissa Click, an assistant professor of mass media within Mizzou’s communications department.

In the video below, you can see Click ask for “muscle” to help her bully a Mizzou student into not covering the ongoing mob protests:

Det kræver en beundringsværdig mangel på ironis sans at holde en demonstration inden i et ’safe space’. En god ven spåede at professor Clicks bemærkning “I need some muscle over here!” kan blive en ikonisk kommentar; “Al safe/inclusive/cis/gyn/LGBT/postmodernisme-BS er hermed udstillet og demaskeret”. Det er sandt for dyden en stjerneparade i eksempler på venstrefløjens selvforståelse. Journalistens argument om de grundlovssikrede rettigheder, der beskytter ikke blot ham men også demonstranterne, hvorfor de ikke kan tvinge ham væk,, som han ikke kan tvinge dem, verfes af med “Forget a law. How about for humanity?”. Eller sætningen “Sir, I’m sorry, these are people too. You need to back off!”, som virkeligt kræver en indforstået præmis om moralsk overrettighed for at give mening. Og så er der unødvendige journalister, som der er unødvendige mennesker…

Breitbart ridser tendensen på amerikanske universiteter, der også mærkes i resten af den vestlige verden, op, for som venstrefløjens børn tydeligvis ikke kan rumme den virkelighed, som venstrefløjen har beredt dem, så kan venstrefløjen heller ikke rumme sine egne børn

Similar incidents have happened before, on other campuses. Oberlin College was recently the scene of astonishing protests at the visit of former philosophy professor Christina Hoff Sommers, who was deemed to be too “triggering” for some students. But it is deeply worrying to see this happen at Yale, where undergraduates typically go on to become business leaders, senators and even Presidents.

The footage was published by Greg Lukianoff, the President of the Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), one of the organisations that monitors and seeks to address the disturbing rise of intolerance on U.S. campuses. Lukianoff recently co-authored an influential essay, The Coddling of the American Mind, which describes the disturbing rise of campus zealots like the ones in this video.

Students of history will notice an alarming similarity in the video above to the “struggle sessions” of Maoist China, a form of public shaming in which perceived enemies of the Party would be surrounded in a public place by Red Guards, Mao’s most zealous supporters. The Red Guards would hurl abuse at their target until they confessed to their crimes.

Uninformed critics might argue that the Red Guards were a weapon of the Communist state, and not a genuine grassroots movement, but they’d be wrong: the Red Guards started out as a student movement, on Chinese campuses. Afraid yet?

College staff finally are. Earlier this year, Vox published an essay from a liberal professor who confessed that the zealotry of his own students frightened him. Earlier this month, Salon published an article from a black feminist film studies lecturer, describing her “disastrous” attempt to accommodate her students’ strangely aggressive emotional fragility. It seems the left, and especially the academic left, has finally woken up to the Frankenstein’s monster that they’ve constructed.

Daniel Greenfield ser også parallelen til rødgardisterne, men trøster sig med at i de frie lande har flertallet stadig noget at skulle have sagt og unge mennesker er generelt ikke så rædselsfulde

These aren’t an entire generation. They’re trained radical left-wing activists who have been encouraged to emote, to act out and throw tantrums as activism. It’s not unique.

(…)

What is happening now is a perfect storm with several causes, one of the biggest of these is the Obama era in which major social transformation and the craziest campus stuff have backing from the White House.

There are assorted generalizations about millennials in the workplace. But your typical campus screamer won’t be working a real job. They’ll be in academia, diversity consulting or something even dumber and more useless. Millennials serve in the military and members of that generation have won the Medal of Honor.

Washington Posts Wendy Kaminer går nogle årtier tilbage

You can credit — or blame — progressives for this enthusiastic embrace of censorship. It reflects, in part, the influence of three popular movements dating back decades: the feminist anti-porn crusades, the pop-psychology recovery movement and the emergence of multiculturalism on college campuses.

In the 1980s, law professor Catharine MacKinnon and writer Andrea Dworkin showed the way, popularizing a view of free speech as a barrier to equality. These two impassioned feminists framed pornography — its production, distribution and consumption — as an assault on women. They devised a novel definition of pornography as a violation of women’s civil rights, and championed a model anti-porn ordinance that would authorize civil actions by any woman “aggrieved” by pornography. In 1984, the city of Indianapolis adopted the measure, defining pornography as a “discriminatory practice,” but it was quickly struck down in federal court as unconstitutional. “Indianapolis justifies the ordinance on the ground that pornography affects thoughts,” the court noted. “This is thought control.”

So MacKinnnon and Dworkin lost that battle, but their successors are winning the war. Their view of allegedly offensive or demeaning speech as a civil rights violation, and their conflation of words and actions, have helped shape campus speech and harassment codes and nurtured progressive hostility toward free speech.

The recovery movement, which flourished in the late ’80s and early ’90s, adopted a similarly dire view of unwelcome speech. Words wound, anti-porn feminists and recovering co-dependents agreed. Self-appointed recovery experts, such as the best-selling author John Bradshaw, promoted the belief that most of us are victims of abuse, in one form or another. They broadened the definition of abuse to include a range of common, normal childhood experiences, including being chastised or ignored by your parents on occasion. From this perspective, we are all fragile and easily damaged by presumptively hurtful speech, and censorship looks like a moral necessity.

These ideas were readily absorbed on college campuses embarking on a commendable drive for diversity. Multiculturalists sought to protect historically disadvantaged students from speech considered racist, sexist, homophobic or otherwise discriminatory. Like abuse, oppression was defined broadly. I remember the first time, in the early ’90s, that I heard a Harvard student describe herself as oppressed, as a woman of color. She hadn’t been systematically deprived of fundamental rights and liberties. After all, she’d been admitted to Harvard. But she had been offended and unsettled by certain attitudes and remarks. Did she have good reason to take offense? That was an irrelevant question. Popular therapeutic culture defined verbal “assaults” and other forms of discrimination by the subjective, emotional responses of self-proclaimed victims.

This reliance on subjectivity, in the interest of equality, is a recipe for arbitrary, discriminatory enforcement practices, with far-reaching effects on individual liberty. The tendency to take subjective allegations of victimization at face value — instrumental in contemporary censorship campaigns — also leads to the presumption of guilt and disregard for due process in the progressive approach to alleged sexual assaults on campus.

Universiteterne var måske en religiøs opfindelse, til at begribe Gud og forstå hans skaberværk. Måske fordi Gud er ubegribelig, kunne et studievære en søgen, mens uden Ham, kan vi kun prøve at begribe os selv og vores selvretfærdighed? Hvem ved, denne ateist er ikke mindre rådvild, når teisme ligner det bedste værn mod religiøs dogmatik.

At det danske politi konfiskerede tibetanske flag fra danske demonstranter i København i forbindelse med statsbesøg fra Kinas daværende præsident, Hu Jintao, i 2012 er ved at udvikle sig til en større politisk skandale mener Enhedslisten ifølge Danmarks Radio

Her fik flere demonstranter frataget Tibet-flag, og det er nu kommet frem, at politiets ledelse gav en såkaldt operationsbefaling om, at ”demonstranter” og ”objekter” skulle fjernes fra den kinesiske eskorte, så kineserne ”ikke taber ansigt”.

- Det er en meget alvorlig sag, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).

- Der er jo tale om brud på grundlovssikrede rettigheder, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Det har der været dækket over i tre år, siger Pernille Skipper.

Fordømmer altid magtmisbrug, men de flagviftende demonstranter er hverken kunstnere eller politiske modstandere, men narer.

Ligesom Jyllands-Posten aldrig skulle have trykt tegninger af Muhammed så skulle demonstranterne heller ikke vifte med tibetanske flag. Kineserne, der ikke - og endda med nogen ret - anerkender Tibet som andet end en del af Kina bliver lige så krænkede over at se danskere plædere for at skære Kina i stykker, som muslimer bliver af at se deres forestilling om et perfekt menneske afbildet af urene vantro. Vi har måske ytringsfrihed, desværre, men ikke ytringspligt.

Vi må forstå, som politiet og den tidligere regering gjorde med rettidigt omhu, at vi lever i en global verden og det er et udtryk for manglende udsyn fanatisk at klamre sig til Grundloven. Især i en tid hvor grænser er forældede.

Vi har heller ikke råd til den frihed, den koster arbejdspladser. Ganske vist kostede det faktisk ikke noget under Muhammedkrisen, fordi araberne ikke har råd til eller fantasi til andet end at købe vantro ko-feta og derfor blot ompakkede den i symbolsk spiselig embalage. Og fordi de heller ikke rigtig havde lyst til at boykotte livsvigtig insulin. Men med kinøjserne er det anderledes og her koster ytringsfrihed altså penge, mange penge. Og det hensyn er vægtigere end en samling kældermenneskers hadviftende ret til at trampe på og håne, ydmyge og latterligøre fremmede folkeslags kulturer med anden etnisk hudfarve, for kun at fremme en dem-mod-os dagsorden.

Og tænk på vores anseelse i udlandet, eller den del af udlandet, der vil eller sympatiserer med de der vil indskrænke vores vulgærforlorne frihed, den vil lide skade. De, der ikke vil os det godt, vil nu også tænke ilde om os og det vil være pinligt at rejse dertil, hvad vi pludselig har lyst til og endog pludseligt allerede har gjort i mange år, og sige at man er fra Danmark. Jeg skulle fanme ikke, føj for satan siger jeg bare, nu er den del af mit liv ødelagt. Og det er Nordkaperen også.

Autonome var i weekenden igen i kamp med politiet og deres umiddelbare omgivelser, nemlig Nørrebro. “molotovcocktails, kanonslag, sten og flasker” blev kastet og butiksruder knust, skrev Local Eyes

Ud over politimuseet fik fire ejendomshandlere også smadret deres butiksruder. En Danske Bank blev udsat for omfattende hærværk, hvor en hæve automat bla blev ødelagt. Inde i flere af de smadrede butikker lå der brosten blandt glasskårene.

Hvorfor går venstrefløjen hele tiden amok? Ifølge Erik Storrud, der selv var venstreekstrem indtil kastearmen tvang ham ud som “blogger på det venstreorienterede debatsite Modkraft.dk.” handler det om hævn over “den islamkritiske, højreradikale bevægelse Pegida“, som han fortæller BT

Ifølge Erik Storrud har politiet slået særdeles hårdt og aggressivt ned på de venstreorienterede moddemonstrationer ved bl.a. at give præventive bøder og bruge mere rå magtmidler.

»Det virker, som om politiet har straffet den ene part rigtig hårdt, mens de har ladet den anden part være i fred, og mange føler, at de har brugt unødig vold og magt. Der har været tilfælde, hvor mod-demonstranter har sat sig i vejen for at forhindre Pegida i at marchere, men er blevet slået med knipler af politiet.«

Hvis nogen ikke vidste, hvad Reclaim the Streets betød så er vold og hærværk er en “anti-kapitalistisk protestform”, “med hårde gadekampe, hvor man skal vise politiet, hvem der bestemmer”. Men også “Rune Eltard-Sørensen har et bud på, hvad frustrationerne blandt demonstranterne udspringer af”. Til TV2 siger han at “det langt hen ad vejen var en fest”

- Justitsministeren og politiformanden udlægger det som simpel kriminalitet. Sådan tolker jeg det ikke. Jeg tolker det som en protestdemonstration mod byudviklingen, som mange i den her gruppe finder ekskluderende, og mod det kapitalistiske samfund, siger Rune Eltard-Sørensen og fortsætter:

- Det er jo et tema, som er konstant. Der har været et regeringsskifte og en skuffelse på venstrefløjen over valget, og det har nok aktualiseret noget protestvilje. Og i forhold til modviljen mod politiet, så handler det om, at man i stigende grad løser samfundsmæssige problematikker ved at sætte politiet ind. Det skaber et øget had hos nogle imod politiet.

(…)

- Det er blevet sværere at være fattig. Det er sværere at komme ind på boligmarkedet, hvorfor der også var nogle ejendomsmæglere, der blev ramt. Og i forhold til bankerne, så er det en institution, der af nogle bliver set som en institution, der har en uforholdsmæssig stor magt i samfundet, siger Rune Eltard-Sørensen.

Her er det altså blandt andet en festlig vrede over Folketingsvalget og gennem vold og hærværk vil man så ‘reclaime‘ magten. Selvfølgelig er kapitalisme, der bl.a.ødelægger byudviklingen en del af det hele, som det altid er en del af alting. Volden til festen, forklarer Eltard, “vil mange nok se som uproportionel, men (…) det afspejler en vrede”. For venstrefløjen er alting i balance når volden er proportionel med vreden. Så meget for ekspertisen.

Men vi er så heldige at vi kan få det afgjort fra hestens egen mule, nemlig “Nørrebros ungdom”, der i deres voldsbegrundelse på netop Modkraft bl.a påstår at de “bliver flere og flere“. Ifølge denne ungdom selv var der ganske vist tale om “ophobede frustrationer” over kapitalismen og byudviklingen ikke mindst udtrykt i den kreative klasse, der køber lejligheder til deres børn og “Ejendomsmæglere, banker og smarte kæder har aldrig haft interesse for os og vores velbehag”. Volden og hærværket havde rod i finanskrisen også, selvfølgelig, “men også af en utrolig kreativitet og lyst til at skabe noget mere inkluderende end den sociale udrensning, der er godt i gang”

Vi vil genskabe et Nørrebro, hvor der er plads til forskelligheder og skæve eksistenser, et Nørrebro hvor vi selv bestemmer, og hvor profit ikke dikterer vores fælles retning.

Markedets ubønhørlige logik, mennesker handler selv med hinanden, hvilket betyder at “VI” i forståelsen ‘Nørrebros ungdom’ ikke bestemmer “vores fælles retning”. Hvis man vil bo blandt de funky koster det penge for de funky har penge til at bo sammen med hinanden. Det har de dels fordi de funky er gode til at skabe værdi ved deres funkyhed og dels fordi man bliver mere funky af at have en god indkomst frem for en ikke så god indkomst. Om det er retfærdigt? Hvad er alternativet? Lodtrækning? Staten der udvælger hvor folk skal bo mod deres vilje ud fra en eller anden algoritme? Ved det ikke, men venstrefløjens alternativ til at mennesker selv finder ud af hvor de vil bo gennem gensidige handler er åbenbart at afgøre det ved gadekamp, hvor de voldelige har retten på deres side qua deres voldelighed. Vold skal være proportionel med vrede og vrede er retfærdighed. Ikke imponerende kreativt tænkt, men meget i ånden af Reclaim the Streets - og andres boliger vel også?

Men er det nu også rigtigt? Er det svært at bo på Nørrebro for skæve eksistenser? Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har det aldrig været lettere at bo på Nørrebro som skæv eksistens og det ser ud til at blive lettere

Nørrebro er det laveste indkomstniveau i Hovedstaden, og den gennemsnitlige disponible indkomst er på 173.200 kr. Det er 100.000 kr.mindre end den gennemsnitlige indkomst på Frederiksberg C.

Det svarer til, at indkomsten på Frederiksberg C er 1,6 gange så stor som indkomsten på Nørrebro. I 1985 var indkomsten på Frederiksberg 1,3 gange så stor som på Nørrebro. Det er bemærkelsesværdigt, at indkomstforskellen er så stor, selvom de to områder geografisk grænser op til hinanden.

Ja, de fattige flokkes til trendy Nørrebro som aldrig før. Men, det skal siges, den kreative overklasse har ganske vist haft deres claim på Nørrebro. Det var således Klaus Bondam, der omformede Nørrebrogade, sit ‘hood’, som han kaldte det i Berlingske Tidende, i sit eget spejlbillede, hvor man, fri for ‘overtraffikering’, kunne promenere med sine bøssevenner og shoppe i de mange shawarmabarer og kiosker. Klaus Bondams bilfri hood. Men allerede dengang viste konflikten sig mellem Nørrebros ungdom, der, skønt de færreste vil erkende det, bliver flere og flere og den kreative Bondamklasse

Men selvom Klaus Bondam elsker sit kvarter og alle de facetter, det byder på, så har Nørrebro også vist sig fra sin grimme side. Han husker alt for tydeligt 2001, hvor han var formand for den homoseksuelle hyldestparade – Copenhagen Pride. Arrangementet blev kæmpestort det år, men glæden over de mange deltagende varede kort. Lige pludselig, mens festkaravanen var godt i gang med turen gennem byen, blev flere af deltagerne ramt af stenbyger fra unge, og det hele kulminerede på Nørrebrogade:

»Det gjorde et dybt indtryk på mig. Der viste København sig virkelig fra sin værste side og gjorde det tydeligt, at vi ikke altid formår at skabe plads til tolerance, frihed og mangfoldighed i byen. Det var første gang, det gik op for mig, at der er nogle alvorlige gnidninger i København.«

Nørrebrogade blev aldrig stedet for bøssepromenader og shopping. Nørrebros unge kunne åbenbart ikke tolerere eksistenser så skæve som bøsser. Men den blev brugt som gågade af andre der claimer the street og de bliver virkeligt flere og flere

s

Men er det så sandheden? Er kapitalisme, gentrificering, finanskrise, social udstødelse, Folket der ikke arter sig efter Nørrebros ungdoms claims osv. grunden til venstrefløjens kreative destruktion? Nej, det handler ikke om hvem der er inviteret med til bolig-/job-/krea-festen ifølge Nørrebros ungdom, der indrømmer

Det skal ikke være sådan at vi ikke længere har råd til at bo her, at vi ingen indflydelse har på vores hverdag, og at overskuddet fra vores gadefester skal gå til profitmagere hos Red Bull, Royal Beer eller andre virksomheder.

Rune Eltard havde næsten ret: Det handlede blot om, hvem der er inviteret med til fest for de funky.

Komikeren Amer Rahman udlægger har sin forståelse af, hvilke racismeprivilegier alle ikke-hvide har fået af den hvide mands århundrede lange undertrykkelse.

Men intet er så bizart at det ikke kan være en akademisk disciplin. Aeman Ansari forklarer Huffington Posts læsere, hvorfor farvede har brug for ’sikre rum’, hvor hvide er forment adgang.

It’s not just important, but it’s essential, for marginalized groups to have safe spaces on campus to engage with people who understand what they go through. Though this group is funded by Ryerson’s student union, it works to serve a particular group and a particular purpose. Many students at Ryerson have encountered racism in their life that is impossible to forget and many are exposed to discrimination on a daily basis. This group and these sort of events allow people of colour to lay bare their experiences and to collectively combat this societal ailment. These spaces are rare places in the world not controlled by individuals who have power, who have privilege.
These spaces, which are forums where minority groups are protected from mainstream stereotypes and marginalization, are crucial to resistance of oppression and we, as a school and as a society, need to respect them.
(…)
Segregation was imposed on people of colour by people of privilege, not the other way around. The very fact that individuals organizing to help each other get through social barriers and injustices are being attacked and questioned for their peaceful assembly is proof that they were right to exclude those students.
Racialized people experience systemic discrimination on a daily basis, on many levels, and in ways that white people may never encounter. The whole point of these safe spaces is to remove that power dynamic. That’s partly what makes them spaces for healing.
(…)
The West has a history of oppressing people of colour: from Africans who were enslaved and brought to the New World, to native people whose land was stolen by Europeans. This kind of oppression is still witnessed today, in the way the black community is treated in the United States, in the state of African nations trying to recover from the collapse of the previous colonial rule, and in the continuing struggles of indigenous peoples.

Man kunne argumentere for at der var en sammenblanding af det offentlige rum og det private. Men nok om semantik; Baltimores borgmester Stephanie Rawlings-Blake tror nemlig også på at sorte skal have et ’sikre rum’ fra hvide. Tilsyneladende under samme opfattelse som football spilleren Richard Sherman af at bølle og nigger er et og det samme bad hun, ifølge Daily Caller, derfor politiet (’whithey’, ‘the man’, eller måske ‘da man’) om at sikre et rum til de demonstranter, der var kede af en narkokriminels utidige død og som havde lyst til at hærge nabolaget

I’ve made it very clear that I work with the police, and instructed them to do everything that they could to make sure that the protesters could exercise their right to free speech. It’s a very delicate balancing act because while we tried to make sure they were protected from the cars and the other things that were going on, we gave those who wished to destroy space to do that, as well. And we worked very hard to keep that balance and to put ourselves in the best position to deescalate. And that’s what you saw.

Måske de lokale føler sig en kende svigtet? Men, viser det sig, Baltimore faktisk er et rimeligt sikkert rum for farvede, skriver Daniel Greenfield for Frontpage Magazine

Baltimore has the fifth highest big city murder rate in the country. The four cities ahead of it are Detroit, New Orleans, Newark and St. Louis. All these cities have something in common. Not racism, but race.

The killers and the dead are black.

The murder rate in Baltimore stood at 37.4 to 100,000 people. There have already been 63 murders this year. Fifty-six of the victims were black. Of the 16 murders in the last 30 days, 14 of the victims were black.

(…)

Baltimore’s peaceful protests were marred by smashing cars, smashing windows, throwing rocks and assaulting random people still showing their white faces in the city. The police tried to stay out of it giving the protesters and their supporters what they really wanted; the opportunity to commit crimes without being held accountable.

(…)

Baltimore has a black mayor, a black police commissioner and a majority non-white police force. Driving out the remaining white police officers will just eliminate the race card excuse for future riots.

Studies have shown that black officers are harder on black suspects and that cops already hesitate more before shooting black suspects than white suspects. The Detroit police force is 63% black. Federal oversight over it ended only recently. The Philadelphia police force has more blacks on it than any other racial group; it also has a high rate of police shootings and was targeted by the Justice Department.

(…)

In 2013, 2,245 black people were killed by other black people. Only 189 were killed by whites. In 2012, 2,412 black people were killed by other black people. That’s tens of thousands dead over a decade.

There have been genocides with lower death tolls.

Måske er hvidt selskab det sikreste rum for en neger.

To politibetjente i den amerikanske by Ferguson er blevet skudt skriver Daily Mail

Two police officers have been shot outside the police headquarters in Ferguson where the shooting of a black teenager by a white officer sparked a wave of angry protests across the U.S. last year.

Gunfire erupted during protests following the resignation of Ferguson Police Chief Thomas Jackson late last night as angry scuffles broke out between officers and the public.

A 32-year-old officer from nearby Webster Groves was shot in the face and a 41-year-old officer from St Louis County was shot in the shoulder, St Louis County Police Chief Jon Belmar said.

Both were taken to hospital, where Belmar said they were conscious, but described their injuries as ’serious’ without giving further details.

‘These police officers were standing there and they were shot, just because they were police officers, he added.

A few dozen demonstrators fled following the gunfire, with some screaming that ‘they hit a cop’ around midnight, a photographer with Reuters said.

Nu venter vi på at Obama fordømmer attentatet, men udviser sin forståelse for vreden. Og måske tillige betror os at det kunne være hans egen søn der skød? Vinklen i medierne kører over en bred karm på netop den pointe, den retfærdige vrede mod et racistiske politi. Og de kan bakke påstanden op med en undersøgelse fra Department of Justice, der blev udgivet tidligere på måneden. Information kaldte det en chock-rapport

Statistikken taler sit tydelige sprog. I Ferguson er 67 pct. af befolkningen sort, men i perioden 2012-14 var hele 85 pct. af bilerne, der blev stoppet af politiet, ejet af afroamerikanere. Sorte udgjorde 88 pct. af dem, der blev udsat for politivold og 93 pct. af de arresterede i 2012-14 var sorte.

Så tydeligt taler statistikken dog ikke. Kriminelle bliver oftere uretmæssigt stoppet en lovlydige borgere (i en blanding af almindelig fremtoning og genkendelse ved gengangere) og sorte er blot mere kriminelle end ikke-sorte - af forskellige årsager, grangiveligt. Men der er mistanke om et mafiøst system, da kommunen er tilskyndet til at balancere sine budgetter, gennem bøder fortæller Information videre

Bag tallene skjuler sig et hvidt magtsystem, der ikke alene forskelsbehandler sorte. I Ferguson og – hævder sorte amerikanske ledere – i andre byer landet rundt med afroamerikanske beboere anvender politi og civile myndighedspersoner loven til at udbytte den fattige og sårbare del af befolkningen økonomisk.

I Ferguson giver det sig udslag i åbenlys pengeafpresning af sagesløse borgere med det ene formål at inddrive så store indtægter som muligt til dækning af de relativt høje lønninger, som politi, dommere, embedsmænd og kommunalpolitikere får.

I dette mafiøse magtsystem præmieres politibetjente af kommunalpolitikere for at pålægge borgerne så mange og så store bøder som muligt for alle mulige forseelser, der ofte – ifølge rapporten – er uberettigede og i alle tilfælde intet har at gøre med politiets hovedopgave: at beskytte borgerne.

Retten er underlagt politimesteren, hvorfor det står dommerne frit at afvise anker og fordoble og tredoble bøder, hvis ’synderen’ betaler for sent eller ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale det fulde beløb. Domstolen sender jævnligt skyldnere i fængsel. Alene i 2014 var 9.000 af de omkring 21.000 borgere i Ferguson en kort tur bag tremmer. 95 pct. af disse var sorte.

Igen, racisme antages at ligge til grund, når systemet måske blot er udgjort af almindeligt dumme svin. Think Progress har samlet nogle eksempler på racisme, eller i hvert fald på sorte der er blevet behandlet skandaløst. Men når man smider Oscars efter Selma som kompensation for de penge negertragedien ikke kunne indtjene selv så er det fordi jorden for længst er gødet. Hollywwod elsker racisme meget mere end amerikanerne gider praktisere den. Samuel L Jackson ville have sine medcelebriteter til at synge om de racistiske politi, Charlie Shee

Så der kan være andre grunde end indebrændt vrede over at blive undertrykt som forklaring på attentatet på de to betjente. Demontranter i Ferguson krævede Darren Wilson dræbt og mente at USA var racistisk på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik igennem andre byer. I New York krævede demonstranter højlydt død over politibetjente og to beskikkede forsvarere deltog i en rap med samme død-over-politiet tema. Og Ferguson kunne endda bruges til angreb på Israel og jøder - hvad kan ikke det?

Darren Wilson blev frikendt i en omstridt høring. Omstridt ikke fordi den rent juridisk var unødvendig, da der ikke eksisterede grund til at rejse tiltale mod Wilson og dermed ingen grund til en høring. Men omstridt fordi anklageren, der gav efter for ballademagernes trusler om vold i gaderne, prøvede at dele sol og vind lige, ved at lade Wilson føre et forsvar, hvad der ikke er en hørings formål.

På Think Progress fandt man ligheder med en anden selvforsvarssag mistænkelig. Her mente man, at den hvide politimand Darren Wilsons forklaring lignede George Zimmermann, den jødiske hispanic, der i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin, ubehageligt meget

The description is eerily similar to another lethal confrontation with an unarmed black teen in broad daylight: the death of Trayvon Martin in Sanford, Florida. George Zimmerman, the man who shot and killed Martin, told police that the teen “jumped out from the bushes” and punched him in the face, knocking him down. “I started screaming for help. I couldn’t see. I couldn’t breathe,” he said. “He grabbed my head and started hitting it into the sidewalk. My head felt like it was going to explode.”

Zimmerman also claimed Martin put his hand over Zimmerman’s mouth and nose and told him, “You’re going to die tonight.”

Both Zimmerman and Darren Wilson told officials that the young men they killed had their hands in their waistbands—suggesting they feared the presence of a weapon when there was none.

Throughout his testimony, Wilson repeatedly referenced Brown’s size, calling him “really big,” “obviously bigger than I was,” and saying he felt “like a five-year-old holding onto Hulk Hogan,” though the two men were about the same height.

Later, describing the moment right after he first fired the first bullet, he said Brown “looked up at me and had the most intense aggressive face. The only way I can describe it, it looks like a demon.” In other places, he describes Brown in animalistic terms (“he made like a grunting, like aggravated sound”) and supernatural ones (“it looked like he was almost bulking up to run through the shots”).

Zimmerman offered a vaguer physical description, telling a 911 dispatcher that Martin looked like “real suspicious guy” and saying: “This guy looks like he’s up to no good, or he’s on drugs or something.”

Both Zimmerman and Wilson are free men today, in part because of these accounts and descriptions provided to law enforcement and the courts. Though the public may never know exactly what happened on those days, research shows that hidden biases often lead people to see African Americans as aggressive, superhuman and less vulnerable to pain.

At store bøller er store bøller og derfor beskrives som store bøller (pyha, der undgik jeg at skrive at alle niggere er ens) var typisk hvad der undslap mediernes dækning. Den var fokuseret på fortællinger om virkeligheden udenb at tage virkeligheden i betragtning. For at hamre deres pointe hjem så viste Think Progress, som snart sagt alle andre medier et billede af the gentle giant Darren Brown med studenterhue ved siden af et børnebillede af Trayvon Martin

Hvad der dog især lignede hinanden ved fortællingerne var mediernes heksejagt. Breitbart skrev

New York Times had no qualms whatsoever about publishing almost all the information needed for Officer Darren Wilson’s enemies to track him and his wife down at home:

Officer Wilson and [his wife] own a home together on XXXXXXX Lane in XXXXXXXXXX, Mo., a St. Louis suburb about a half-hour drive from Ferguson.

This malicious move by the New York Times has not gone unnoticed by Ferguson’s protesters:

But printing his street name in the nation’s most influential newspaper on the day the grand jury is expected to hand up a decision on the indictment could reignite interest in — and awareness of — the location, and some critics worry that it could result in protesters descending on his home. Slate even went a step further than the Times, publishing an article featuring a photo of the modest, red-brick house on Monday.

A number of Twitter users — some of whom have identified themselves as planning to protest the grand jury decision — have tweeted the location of Wilson’s home as they gear up for rallies. The house number was not printed in the Times, but the street in the St. Louis suburb of Crestwood where it sits is only about two blocks long, and the house number can be easily located via online sources using only the street name and Wilson’s name.

This type of behavior is nothing new from our elite media. When the media was pulling out the stops to electronically lynch George Zimmerman like they are Wilson, CNNbroadcast Zimmerman’s Social Security number to the world.

Thomas Sowell beskrev ligeledes mediernes samspil med pøblen. Og medierne havde deres historie. Jonah Goldberg skrev dengang

Brown wasn’t a person who allegedly robbed a convenience store. He was a stand-in for racial injustice. That’s what was so powerful about Brown’s (probably mythological) “hands up” gesture.

The outrage that followed when the convenience store robbery video was released and details from the grand jury were leaked was at least in part fury at having the narrative muddied. No one likes to see fresh gospel fact-checked. No one wants to hear that their martyr was in fact no angel. And, in the case of Wilson, no one wants to see their demon humanized.

Jesper Steinmetz rapporterede for TV2 News samme dag kendelsen faldt at også sortejede butikker blev stukket i brand, hvilket for ham viste, at der var elementer blandt demonstranterne, der slet ikke respekterer det lille by-samfund. Den indre racisme i den logik var tabt for den samlede presses dækning. Andre grunde til at nogle butikker gik fri skyldtes dog det frie initiativ

Den sorte kultur har kørt sig selv ned i en selvretfærdig skruestik af offergørelse. Og fortællingen er så sexet af løsningens banaliteter virker komiske

Denne er vist lidt gammel, men Monokultur var også repræsenteret på ‘Team-Urias’ tur til Dresden for med egne øjne at opleve fænomenet PEGIDA demonstrationer fast hver mandag. Eller det vil sige at det viste sig at være den sidste PEGIDA i Dresden, da demonstrationerne er blevet forbud af politiets efter alvorlige mordtrusler, skrev Jyllands-Posten

Modstandere af muslimsk indvandring i Dresden må mandag blive hjemme, efter at den efterhånden traditionelle demonstration, sammenkaldt af den såkaldte Pegida-bevægelse, er aflyst på grund af frygt for et attentat.

Politiet meddelte søndag, at man havde forbudt alle forsamlinger – også demonstrationer mod Pegida. Myndighederne vurderer, at demonstrationer er for farlige efter tegn på, at attentatmænd er blevet opfordret til at myrde et medlem af Pegidas ledelse.

Det oplyses ikke, hvor et mordforsøg skulle komme fra, eller hvem man ville søge at ramme. Men politiet meddeler, at en tweet-meddelelse på arabisk har udpeget Pegida som »en fjende af islam«.

Voldsmandens veto således knæsat. Men den fredag var der fred og ingen fare da Politiet endnu beskyttede de fredelige borgere mod de trusler der regnede ned over dem fra venstreradikale med en samtykkende Kansler Merkel i ryggen. To ringe havde Politiet slået om centrum og alle sidegader dækket af.

Som de fleste konservative går jeg meget sjældent i demonstration. Ja, man skyr vel ligefrem det at gå på gaden fordi man efterlever. At politikere er valgt til at føre politik indtil vi skifter dem ud med det vi finder er bedre alternativer. Og i mellemtiden fører vi andre debat, der kort sagt er fællesskabets reflektion, der skal sikre overensstemmelse mellem folk og regering. Men politiske partier og medier har det med at smelte sammen i det vi herhjemme optimistisk kalder det samarbejdende folkestyre og et stykke af vejen blive en regerende klasse.

Med indvandringen fra den muslimske verden, som med dyrkelsen af landsskadelige konventioner forholder det sig helt klart således, både herhjemme og i Tyskland. At ændre et lands demografiske sammensætning med en forskydning væk fra nationen burde mindst kalde på en folkeafstemning (så kan man ikke sige det mere underspillet). Der er trods alt tale om suverænitetsafgivelse, hvis vi skal blive i det kliniske politikersprog. Men det har ingen haft interesse i og Radikale venstre især har gjort indvandring til en del af de kortsigtede politiske studehandler. I bytte har de udstyret borgerlige og socialdemokratiske politikere med det bedre menneskesyns vokabular til udskamning af konkurrenter og politiske opkomlinge. For Reagan var nationen “et folk, der har en stat, ikke en stat der har et folk”. For Radikale Venstre gælder det modsat, nemlig “holdningsbearbejdning”.

Ligeledes forholder det sig i Tyskland, hvor det politiske konsensus ved Merkel ikke blot påstod at islam hører hjemme i Tyskland (en drøm Hitler flirtede med, nu vi skal til tilsviningerne), men endda gik arm i arm med andre europæiske ledere og forbrydere fra den 3. Verden i sympatidemonstration med den muslimske befolkning som folk uforskammet tænkte ilde om. Der er noget lattervækkende i at se den regerende klasse også indtage gaden i protest, som var de afmægtige eller umyndiggjorte. Så her gik de afmægtige statsledere, ikke blot direkte sammen med muslimske organisationer, venstreradikale, diktatorer og fagforeninger, men også i hjertet. Og således kom de venstreradikale moddemonstranter mod PEGIDA til at agere på vegne af Merkel, hendes egne små Basij. Kun Politiet afholdt det fra at blive helt svensk.

Fjordman beskriver min oplevelse på Snaphanen

The largest number of participants were undoubtedly local residents of Dresden or Saxony. However, there were also visitors from other parts of Germany and a few international visitors who came specifically to take part in the PEGIDA rally. I was one of them.

I talked to some friends from Denmark afterwards. It is noteworthy that so many people displayed the German national flag, openly and with pride. This would have been taboo some years earlier. Germans were then still too weighed down by guilt from the Second World War. For historical reasons, neighboring countries which have been invaded by Germany in the past view their large neighbor with some suspicion. Despite this, my Danish friends concluded that they were fine with what they had seen in Dresden.

PEGIDA is not about aggressive German nationalism. It is about the normalization of Germany. Germans should not invade Poland or other countries for Lebensraum. However, they have the perfect right to reject Arabs, Turks or others from expanding their own Lebensraum in Germany.

I had a good look at thousands of people. There were hardly any skinheads present. I saw more grandmothers. The people who participated in this peaceful demo were simply normal, concerned citizens, many of them well-dressed. The only tensions I registered were triggered by some rather few left-wing counter-demonstrators who shouted senseless slogans.

While looking at the different slogans and banners, many of them were indeed related to Islam and Islamization. However, some people in the PEGIDA demo carried posters denouncing biased mass media or the EU. PEGIDA is anti-Islamic, but it is also anti-totalitarian, anti-establishment and in favor of traditional European culture.

One of the reasons why other Europeans who participated found it natural to support PEGIDA is that we realized that we have largely the same cause. These Germans are not our enemies. They are rather our allies in the battle against Islamization, mass immigration, lying media and hostile EU elites.

Så jeg var taget med til Tyskland dog ikke så meget for at min støtte kunne forsvinde i menneskehavet, som for med egne øjne at se de mennesker uden om mediernes tvivlsomme prisme. De mennesker Merkel mente havde had i deres hjerter. De mennesker som Uffe Ellemann beskrev som ekstremister, der går terroristernes vegne ved at sige det som terroristerne, som Merkel og Ellemann, ikke kan lide at høre. Og jeg befandt mig umiddelbart dårligt i demonstrationen, mistede hurtigt orienteringen og blev væk fra mine danske venner. Tyskere lyder som om deres modersmål er et andetsprog de mestrer perfekt. Men alle virkede søde og venlige og glade over et dansk indslag og klappede høfligt at de venstreradikales hadefulde tilråb

Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

(…)

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

Så meget for had i hjertet. Halvvejs på turen løb Merkel dog tør for venstreradikale.

Kim Møller og Uve Max Jensen nach Dresden.

Et par gode danskere

sikkerhedsopbuddet var massivt med to ringe af indsatsvogne omkring indre by, hvor PEGIDA demonstrationen foregik

Jeg prøvede at fotografere moddemonstranterne, men så meget som de ville høres, ville de ikke ses. Det stærke lys i midten fulgte ethvert kamera, som en bordlampe under en afhøring.

Skaterbanen havde fået sine budskaber

Den danske blogger Kim Møller dagen derpå.

Den tyske arkitekt Gottfried Semper

Dresdens politis passende adresse.

Stemninger fra Brühlsche Terrasse.

Den protestantiske Frauenkirche.

Retning mod Katolske Hofkirche og Gottfrieds Semperoper.

Grüne Gewölbe bag Hofkirche.

Konfronteret med salat er Møller fortabt.

Den palæstinensiske politiker Ziad Abu Ein, der har myrdet to teenagere, fik et hjerteanfald under en protestdemonstration imod Israel. Da israelske redningsfolk ilede til hans hjælp, blev de holdt væk af palæstinensere, der istedet for jødiske læger valgte at køre Ziad Abu Ein til et palæstinensisk hospital i stedet skriver Algemeiner

A British television news reporter has revealed that Palestinian demonstrators near the West Bank village of Turmusaya prevented an Israeli medic from providing aid to a Palestinian Authority official who collapsed after he shoved and verbally abused Israeli officers on the scene.

In a live report for the UK’s Sky News broadcaster, Middle East correspondent Tom Rayner reported that Ziad Abu Ein, a convicted terrorist who was appointed by the PA to organize campaigns against Jewish settlements in the West Bank, was lying on the ground “unconscious” after the clash – although separate footage shot by Kremlin broadcaster RT displayed Abu Ein conscious and sitting up after his altercation with the IDF officers.

“When he’s on the floor, an Israeli medic does come up to him, she tries to clear an area around him, but Palestinians pick him up and take him straight to a vehicle,” Rayner said, in footage viewed by The Algemeiner. The medic was “not able to deliver any first aid,” Rayner continued, and Abu Ein was “declared dead when he got to a hospital in Ramallah.”

(…)

Abu Ein’s death marks the second time in less than a month that the PA has accused Israel of murdering a Palestinian without establishing the facts. In November, the PA accused “six Jewish men” of having lynched a Palestinian bus driver in eastern Jerusalem. An autopsy ruled out “foul play” as the cause of the death, concluding that the driver likely committed suicide.

Virkeligheden generer ikke Fathi El-Abed der på Facebook skrev

Et drab på en palæstinensisk minister

Den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein døde for et par timer siden. Kort tid efter han blev overfaldet og slået voldsomt fra de israelske besættelsessoldater.

En israelsk soldat slog ham så voldsomt på brystkassen med hjelmen at han faldt om. Mens han lå på den jord han sammen med hundredvis af andre palæstinensere var i gang med at plante oliventræer i området omkring den smukke landsby Termisaya (efter at mere end 140 oliven træer var blevet ødelagt og brændt af en bosætterbande for 10 dage siden)…så kastede de israelske besættelsessoldater en voldsom stor mængde tåregas og forhindrede andre at fjerne ham fra den kvælende situation.

Jeg sad med Ziad Abu Ein for nogle måneder siden i Budapest til en konference om de palæstinensiske fanger. Og mødte ham igen mens i Palæstina i september/oktober måned. Han er noget af det mest sympatiske mennesker jeg har mødt. En simpel mand der var elsket af alle og gik altid i front når der blev demonstreret mod den israelske besættelse, undertrykkelse og landtyveri.

Israel er ude med endnu en løgn om endnu et drab: Abu Ein døde af at hjerteanflad!
Efter drabet på Abu Ein i dag…så vil alt forandre sig.

En ny tid venter forud for det hårdtprøvede palæstinensiske folk. Forhåbentlig mod det bedre.

Må Ziad Abu Ein - og alle dem der dræbes nærmest dagligt af den israelske besættelsesmagt - hvile i fred.

Frihed til palæstinenserne

Frihed til Palæstina

En Mia Nielsen er enig med Fathi “på mange områder, alle religiøse jøder er nogle møgsvin” og senere præciserer at hun “…foragter alle religiøse mennesker jøder, muslimer kristne”, men synes han overdriver og henviser til en RT-artikel, der ligesom Algemeiner afdramatiserer hændelsen. El-Abed er urokkelig, poster nogle billeder som understående, som dokumentation fordi et billede siger bare så meget mere end levende billeder og vidneberetninger.

Og El-Abed henviser til TV2, hvor der hedder

En palæstinensisk sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau, at ministeren blev banket med geværskæfter og hjelme under protestdemonstrationen.

Det er nu ikke nok for Mia Nielsen, hvilket får Fathi til at protestere mod hendes “beskyldninger UDEN - igen igen - mod min person” og spydigt slutter af med “Men godt du har dine venner i Israel til at fortælle dig endnu en gang om “sandheden”". Heller ikke det overbeviser Mia, der herefter smides af Fathis debat med opfordringen “at finde et andet sted end her hos mig med dine anti jødiske og muslimske meninger og ytringer”. Et overbevisende udtryk for hvor meget Fathi El-Abed gør for at holde sin sti ren for hadefulde og racistiske ytringer.

Og sådan fortsætter debatten. Nogle forholder sig sagligt til at både videodokumentationen og pressefolk, der ikke er palæstinensiske repræsentanter fortæller om et hjerteanfald uden tilknytning til skubberiet minutter forinden. Andre støtter Al-Abeds historie, som en Rey Mazen der kalder skeptiske debattører for “små zionistiske sataner“, som Karina Reither, der skriver “for helvede da nogle svin” efterfulgt af Søren Hansens - hvis profilbillede iøvrigt er en fuckfinger - ”Fucking zionister! De er nogle svin!” og Danny Jensen mente at vide at israelske soldater er “psykopater“. Og da der er værnepligt for alle israelere… uha!

Skønt præsenteret for den rette sammenhæng flere gange i kommentarsporet skriver Fathi alligevel nogle timer senere

Drab på en palæstinensisk minister (se min første opdatering om drabet tidligere på dagen)

I morgen vil obduktions rapporten efter drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein blive offentliggjort under en storstillet pressekonference i Ramallah.

MEN allerede nu og fra flere kilder – palæstinensiske og internationale – ved vi at først blev han og de andre fredelige demonstranter overfaldet med skub, spark og tæsk og efterfølgende tåregas i overvældende og overdrevende mængde.
Abu Ein og andre fik det dårligt af.

Men efter at han rejste sig og protesterede over for verdens pressen så blev han isoleret af en gruppe besættelsessoldater og omringet. Alle andre end ham blev skubbet væk…og endnu længere væk.

Abu Ein prøver at rejse sig op og andre palæstinensere forsøger at komme ham til undsætning hvorpå en israelsk besættelsessoldat tager kvælertag på Abu Ein og slog ham hårdt på brystet med hjelmen og en anden besættelsessoldat fortsætter med 2 slag med sit geværkolbe mod Abu Eins brystkasse og skulder!

Abu Ein og hundredvis af palæstinensere var i gang med at plante oliventræer for TREDJE gang på under 1½ måned som følge af overgreb og hærværk fra en gruppe bosætterbande med fuld beskyttelse fra de israelske besættelsessoldater.
Drabet på Abu Ein er nr. 2265 drab på palæstinenserne ALENE i år!

SE følgende video der fortæller lidt om hvad der foregik tidligere i dag. (og inden Israels få desperate: se HELE videoen inden I kommer for godt i gang. TAK)

Under først kommentar ses et nyt billede med en besættelsessodat der tager kvælertag på Abu Ein.

https://www.youtube.com/watch?v=IBVal2YFI-k

Den efterfølgende debat fulgte i samme spor med selvretfærdigt hysteri imødegået af enkelte, der henviste til virkelighedens verden. El-Abed vaklede dog ikke og i tråd med Carsten Holbeck og Amine Amine, der begge mener at danske medier både lyver og er pro-zionistiske, søger han proaktivt at rette på den skævhed

Tidligere i dag (i en MEGET kort version)

Mig: Hej

TV2 News redaktion: Hej

Mig: de sidste par timer (siden kl. 18.00) har I bragt noget nyt på banen ifm. drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein tidligere i dag…om at han blev slået på brystet af en israelsk soldat MEN at han havde helbredsproblemer og at det måske var medvirkende til at han døde. Hvor har I det fra? Eftersom I nævner INGEN kilder.

TV2 News redaktion: det har vi ikke gjort. Men det har Nyhederne på TV2 og de har en anden redaktion!

Mig: Tak. Jeg ringer til søsterkanalen.

Mig: Hej

TV2/Kvægtorvet i Odense: Hej hvad kan jeg gøre for dig?

Mig: de sidste par timer (siden kl. 18.00) har I bragt noget nyt på banen ifm. drabet på den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein tidligere i dag…om at han blev slået på brystet af en israelsk soldat MEN at han havde helbredsproblemer og at det måske var medvirkende til at han døde. Hvor har I det fra? Eftersom I nævner INGEN kilder.

Tv2/Kvægtorvet: har vi det?

Mig: Ja, det har jeg set og hørt både kl. 18.00 og kl. 19.00 men INTET om Abu
Eins ”helbredsproblemer” i løbet af dagen. Hvor har I det fra med hans ”helbredsproblemer”?

Tv2/Kvægtorvet: ja, det kender jeg ikke noget til…og hvorfor er det så vigtigt? Kan du tale lidt højere?

Mig: ja, jeg kan sagtens tale højere. Det er vigtigt fordi det har ikke været nævnt i nyhederne tidligere i dag og hverken News eller andre har nævnt det. KUN israelerne. Og I nævner INGEN kilder på den del af historien kl. 18.00 og kl. 19.00! Og i øvrigt jeg VED at Abu Ein var alene sukkersyg, havde fodsvamp og hud udslæt på albuerne…men INGEN hjerteproblemer!

TV2/Kvægtorvet: Ok..ham der sidder med udlandsredaktion er taget hjem for i dag. Men jeg skal nok bringe det videre!

Jeg skal måske nævne at INTET tydede på at vedkommende ville gå videre med det eller overhovedet mente at det var relevant!

SÅDAN. Så er Israel fri for endnu et mord – fordi TV2 nyhederne har deres egne ”kilder” der mener at den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein er død fordi han var ”syg”!

Så hold øje med TV2 Nyhederne om den historie bliver bedre eller….

Det burde vel få TV2 til at overveje, hvor meget de vil bruge Fathi El-Abed fremover. Samme debat fulgte. Ahmed M Hamze kaldte f.eks en Elisheva Ela Kandelker Chievitz for et “lille zionistiske dyr”, som skal “fis[e] ud af denne tråd.. ingen plads til zionistiske svin som dig” fordi hun igen dokumenterede El-Abeds løsagtige omgang med sandheden. Og sådan fortsatte debatten. To eksempler vil jeg lige give for stemningens skyld. Henning Prins skriver

Nu er det altså sådan, at man er komplet idiot, hvis man tror en pind på nogetsomhelst, der bliver bragt i TV2-NEWS. Forøvrigt viste en undersøgelse i slutningen af 80′erne, at hver tredie journalist var agent, især for USA. Det har nok udviklet sig siden, så nu er det nok hver anden!

Nemlig, det ved enhver. Og det blev umiddelbart efterfulgt af Faruk Kozan

medier verden over er ejet af jøderne, nu skal de prøve at vaske hitlerland rene, i hitlerland (israel) konkurrer ministerne om hvor mange palæstinensere de kan slå ihjel i den periode de sidder som minister, alle minister i hitlerland har medvirket til drab på civile, det er en skam for danmark og vesten at de ikke engang kan tage afstand eller fordømme det.

Klart. Og El-Abed lod sig derfor heller ikke rokke i sin tro og torsdag slog han fast

Den palæstinensiske minister Abu Ein BLEV myrdet

Obduktionsrapporten er nu offentliggjort:

Ziad Abu Ein døde som følge af kraftige slag på brystkassen der førte til alvorlige skader på lungerne og især Mebranen/Mellemgulvet (på engelsk Diaphragm)…OG ikke mindst indånding af tåregas.

Obduktionen blev foretaget af en palæstinensisk læge, 2 jordanske OG en israelsk læge.

Den israelske læge anerkendte rapporten men ville IKKE skrive under!
Endnu et mord på endnu en prominent palæstinenser og politiker mens Israel gør ALT for at sløre sandheden.

Retfærdighed og frihed til Palæstina

Alle kommentarer er copy-pastet tidligt natten til fredag 12/12, så Fathi El-Abed har redigeret de kommentarer han har ment gik over en streg.

Jyllands-Posten har denne lille beskrivelse af en reaktion efter politibetjenten Darren Wilson undgik at der blev rejst tiltale mod ham

I videoen, der blandt andet kan ses på New Yorks Times’ hjemmeside, kan man se Michael Browns mor tale til demonstranterne. Stærkt bevæget siger hun til demonstranterne, at hun har boet i Ferguson i hele sit og aldrig gjort nogen noget, inden hun bryder sammen i gråd.

Hun trøstes af de omkringværende familiemedlemmer, men pludselig kommer Michael Browns stedfar op til hende knuser hende, inden han vender sig om og råber “brænd stedet ned” flere gange.

Og det gjorde de, brændte alt muligt ned, inklusiv familien Browns kirke. Det venstredrejede Think Progress har en forstemmende men fin lille serie billeder om ødelæggelserne

Og Think Progress har også talt mod nogle indbyggere. De vidner om politibrutalitet

Winfield explained that the decision to set fire to certain stores along W. Florissant Avenue was strategic. Protesters targeted stores they felt were allied with the community, like the beauty store that was torched, citing mistreatment of local residents by business owners.

But Winfield says that the tragic situation has yielded some positive outcomes. “I think it’s been good for the community; it put a light on us.” He alluded to the people he would never have encountered if Mike Brown had not lost his life. “I’m glad that it brought the people together.”

(…)

Her husband, David Whitt, who started the local Cop Watch chapter in Ferguson to film police activity, felt similarly, and talked about the way racial tensions in Ferguson have affected the black community. “They train us to hate ourselves. When I was in Berkeley with people who started Cop Watch, I told them that when you talk about coming to Ferguson to help, [they] have to understand that these are freed Americans that are still treated like slaves and are mentally still enslaved. ”

Men Viral Buzz minder sobert om de mennesker der får brændt deres forretninger af

These are not rich people with overseas bank accounts, these are the real people of Ferguson, MO who have taken risks, opened businesses, and go to work every day to provide for their family. These are the people who create jobs and paychecks and contribute to the well-being of everyone in the community; productive members of the Ferguson community who are having their lives destroyed in the name of justice.

(…)

The now famous footage of Michael Brown robbing Ferguson Market and pushing the owner out of the way as he steals cigars from his store only minutes before being shot.

Now we see the aftermath of the looting that took place as rioters destroyed their own town in response to the death of Michael Brown.

The man surveying the wreckage of the store who s the owner of Ferguson Market and Liquor. The now-famous owner who attempted to stop Michael Brown from robbing his store but was pushed away by the much larger Brown.

I Sverige har man jo som sikkert bekendt fængslet gadekunstneren Dan Park for billeder som disse (fra Uwe Max Jensens Den Frie, der har lidt baggrund og analyse om ‘værket’, men alle de forbudte kan ses og købes her http://www.entartetekunst.dk/)

Dan Parks kunst er ren modsigelse at enhver herskende ideologiens indre modsigelser, for nu at tale marxistisk og i Sverige er den altså multikulturelisme. Park er blevet anholdt og dømt flere gange for sin kunst, som myndighederne anser som racistisk eller had mod mindretal eller hvad den slags hedder på ny-juridisk. Park blev senest anholdt efter en galleriudstilling og fængslet i 6 måneder og hans kunst blev konfiskeret. Men inden da, samledes en hob sig foran galleriet med kravet om at Park skulle væk et vist sted.

“FN drukner i kriser” hedder en artikel bag en betalingsmur på JP Premium. “Islamisk Stat, klimaændringerne, den dødsensfarlige ebolavirus, Ukraine, Irans atomprogram og fattigdom er blot nogle af emnerne på FN’s generalforsamling i denne uge”. Så nu må man altså prioritere.

Er det en krise at russerne tager lidt mere land? Ikke mere alvorlig end, hvad vi gør den til. Den er uæstetisk, javist, men vi har i Vesten allerede banet vejen med Kosovo affæren.

Ebola? Njah, hvor godt kan vi lukke grænserne? I den proces er FN jo modspilleren. Og vi kan i hvert fald ikke problematisere overbefolkning samtidig! Husk, at når Gud lukker en dør, åbner han et vindue.

Irans Atomprogram er et reelt problem, men vi trøster os med at det er Israel der står først for skud og så forekommer truslen mere som en mulighed. Måske derfor at Israelfordømmelse ikke bliver nævnt i denne omgang, men så er det jo godt at man altid har de Radikale og deres heroiske kamp for boykot og sanktioner mod den snart eneste stat i Mellemøsten der ikke er hensunket i vold og kaos.

Så tilbage står alle tiders store pseudoproblem, klimaet. Det koster ingen ting at sige der er noget galt med vejret, og hvis nogen mener der skal gøres noget er det ikke sværere end at pålægge produktionen nogle afgifter så den rykker til Kina i stedet. Det gør ingen reel forskel andet end at der bliver lidt flere bureaukrater og lidt færre arbejdere. Information forklarer om baggrunden for “People’s Climate March”

Efter de mørke og deprimerende decemberdage i Bella Center vendte mange FN-processen ryggen. De etablerede miljøorganisationer slikkede sårene og fokuserede på mere konkrete sager og kampagner, centrale skikkelser søgte helt bort fra den opslidende kamp, og mange af dem, der bidrog som aktivister eller gik med i de store klimademonstrationer, sagde: ’Det her er for hårdt, for surt og for udsigtsløst. Politikerne tror vi ikke længere på, nu må vi selv prøve at realisere løsningerne, selv skabe det bedre, bæredygtige liv’.

Ikke mindst Dan vi-har fem-år-til-at-redde-verden Jørgensen der nu er hensunket til mismod over danskernes spisevaner foran TV’et. Men den kreative inertis triumf er et minde blot og nu mobiliserer den kreative idioti nok engang masserne

Ud af dette voksede dagens mangfoldige, grænseoverskridende netværk af konkrete initiativer. Alle de fremadrettede projekter med at gøre byerne grønnere og mere klimavenlige, de lokale, økologiske fødevareproduktioner, eksperimenterne med bytte-, dele- og genbrugsøkonomier, de nye bofællesskaber med egen vedvarende energiforsyning, bestræbelserne på at formulere rammerne for en ny cirkulær økonomi etc.

Parallelt med disse eksperimenter i en bred, ny omstillingsbevægelse, er stærke kampagner mod klimaødelæggelsen vokset frem. Kampagnerne fra USA til Vendsyssel mod skifergas og ’fracking’, protesterne mod Keystone XL-rørledningen fra de canadiske tjæresandsforekomster, presset på pensionskasser og andre internationale investorer for at droppe fossile investeringer, kampagner mod olieudvinding i Arktis og mod nye kulkraftværker.

Og ud af dette brogede katalog af både skabende og protesterende initiativer synes nu at vokse en erkendelse af såvel nyt momentum for klimabevægelsen i bred forstand som af behovet for at påvirke det politiske niveau, hvor de overordnede rammer for udviklingen defineres.

I søndags gik så 400.000 mennesker på gaden verden over i protest mod alt muligt mere eller mindre klimarelateret. 100.000 i New York, med deltagelse af selveste Ban Ki-moon. Det venstredrejede Think Progress har samlet en billedserie, der ikke er i ond tro.

Det er desværre netop i forarbejdning af blandt andet vores mad at vi bruger energi, der får vores planet til at koge. Måske skulle man i stedet have skrevet ‘Don’t cook and keep cool!’

Det giver en særlig videnskabelig aura med sådan en hvid kittel, som foregik klimavidenskab i sterile laboratorier. Men hey, når man taler til fordomme… Som man kan se erklæres debatten ovre med en graf der viser en eksplosion af CO2 indholdet i atmosfæren samtidig med at alle bemærker ingen forskel. Det kan jeg skrive under på.

En vred 10-årig  med et underfundigt smil er bare svær at stå for. Men det er ikke blot de 10 årige der er fyldt med vrede kan The Committee For A Constructive Tomorrow supplere

Jamen dog, de bliver ikke mildere med alderen. Det lidt mere højredrejede Reason satte stemmer på billederne

Men det er ikke kun små piger og gamle damer, der er vrede og rasende, der er en nedgroet del af venstrefløjens sentiment, skriver Modkraft

I en fælles udtalelse, der blev offentliggjort den 16. september, protesterer den internationale bondebevægelse La Via Campesina, franske ATTAC, amerikanske Grassroots Global Justice Alliance og 330 andre græsrodsorganisationer rundt om i verden mod de store selskabers indtog i klimaforhandlingerne og de initiativer baseret på offentlig-private partnerskaber og markedsmekanismer, som er på dagsordenen i New York.

I en fælles udtalelse plæderer de for systemforandring og foreslår 10 konkrete indsatsområder for at undgå klimakaos, herunder bindende krav for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader.

Ifølge Geneviève Azam, talsperson for ATTAC i Frankrig »er klimaforhandlingerne domineret af uansvarlige stater, forurenere og selskaber, der kun er optagede af deres egne interesser, hvad enten det er ny udvinding af fossile brændsler, nye CO₂-markeder eller andre falske løsninger såsom industrielle agrobrændstoffer, som ødelægger skove, jordbund, vådområder, floder, mangrover og have«.

»Klimatopmødet i New York er stort opreklameret, men byder ikke på noget reelt, sammenhængende alternativ,« siger Carlos Marentes fra La Via Campesina. »Tværtimod fremmer det en række falske løsninger under etiketten ‘grøn økonomi’, f.eks. farlige teknovidenskabelige indgreb eller markedsmekanismer, der gør større skade end gavn.

The Committee For A Constructive Tomorrow (CFACT) brugte dagen på at håne demonstranterne ved at flyve et banner med ‘Ingen global opvarmning i 17 år‘ over byen.

Hard facts and science have been sadly missing from this week’s New York global warming extravaganza. CFACT flew a needed reminder over New York that attributing natural weather events to climate change is pure propaganda.  Temperature data assembled by NASA, NOAA, the Met Office and others shows no meaningful warming since the nineties and very little before that.

Global warming is mainly a construct of climate computer models and those models consistently call for warming which has not occurred. Take a look at this comparison between the temperatures computer models project, and real world temperature data.  As Dr. Roy Spencer of the University of Alabama at Huntsville who works with NASA’s temperature satellite program, wrote, climate campaigners, “miss the most important point: the climate models that governments base policy decisions on have failed miserably.”

Dagen efter indledte  Occupy Wall Street aktion “Flood Wall Street” i  et forsøg på at sikre lidt ’klima-retfærdighed’, skriver Modkraft

Op mod 3.000 mennesker demonstrerer mandag i finansdistriktet Wall Street i New York med et budsskab om at kapitalismen er den egentlige årsag til klimakrisen.

Demonstranterne ønskede, at skabe et ’menneskehav’ til at ’oversvømme’ området, har parolen #FloodWallStreet, og finder sted dagen inden FN-repræsentanter og politiske ledere fra hele verden mødes til topmøde i byen.

“I København deltog omkring 1.000 mennesker søndag i en støtte-demonstration på Nytorv indkaldt af Avaaz – mange klædt i grønt.”

Jeg har undgået at høre de sædvanlige forklaringer på, hvorfor unge mænd (muslimer) fra Vesten drages af ekstremisme (islam) og kan finde på at drage i hellig krig (jihad) i Syrien og Irak. Det afhænger ikke af sociale eller uddannelsesmæssige forhold, ej heller af niveauet af muslimskhed i opvæksten. Det handler blot om at være muslim og kæmpe for islam, som man kan læse ud af en rimeligt serøs artikel (fra fremtiden) i Economist

Western fighters often seem to jump at the chance to take part in a fight or help build a new Islamic state. The Soufan Group, a New York-based intelligence outfit, reckons that by the end of May as many as 12,000 fighters from 81 nations had joined the fray, among them some 3,000 from the West (see chart). The number today is likely to be a lot higher. Since IS declared a caliphate on June 29th, recruitment has surged. Syria has drawn in fighters faster than in any past conflict, including the Afghan war in the 1980s or Iraq after the Americans invaded in 2003.

The beheading on or around August 19th of James Foley, an American journalist, by a hooded fighter with a London accent, has put a spotlight on Britain. In the 1990s London was a refuge for many extremists, including many Muslim ones. Radical preachers were free to spout hate. Britain remains in many ways the centre of gravity for European jihadist networks, says Thomas Hegghammer of the Norwegian Defence Research Establishment. “The radical community in Britain is still exporting ideas and methods.”

While the overwhelming majority of foreign fighters in Syria are Arabs, Britons make up one of the biggest groups of Western fighters. But Belgians, Danes and others have a higher rate per person (see left-hand chart above). France, which has tighter laws against extremism, has also seen more of its citizens go off to wage jihad.

(…)

IS is not the only group Westerners join, but it is the most appealing thanks to its global outlook, which includes spreading the caliphate across the world, to its attempts to implement immediate sharia law—and to the glow of its military success.

(…)

Those who talked of defending Syrians now deny that the land belongs to the locals, says Shiraz Maher of ICSR. “Bilad al-Sham”, or Greater Syria, has a special status in Islam because it appears in end-of-time prophecies. It belongs to Allah, fighters declare. But what if Syrians do not want Islamic law? “It’s not up to them, because it’s for Islam to implement Islamic rule,” says the European fighter who says he left his home country because it was not Islamic enough. He says he wants to “educate rather than behead Syrians”.

(…)

Most of IS’s ideas and all of its gorier methods are rejected by most Muslims, who see the group simply as criminal. But it does draw on Islamic theology, arguing—for instance—that non-Muslims should pay jizya, a special tax.

Hvad muslimer tænker (eller, hvad journalisten ønsker de tænker) er som sagt uden betydning: “It’s not up to them, because it’s for Islam to implement Islamic rule”.

Many say they feel more comfortable in a country where the way of life is Islamic—even if not yet Islamic enough—and have no plans to leave or carry out attacks elsewhere. “I am much happier here—got peace of mind,” says the European fighter.

But others who have gone to Syria to battle against Mr Assad have become disillusioned, says Mr Neumann. They worry about infighting and about killing other Muslims. “This is not what we came for,” they tell him.

Der er selvfølgelig variationer i antallet af muslimer fra forskellige lande og retninger og etniciteter som der også er det i bevæggrundende. Og det er hvad der er tale om, variationer, som der altid vil være når der er tale om mennesker. Men variationerne er over et tema, islam, og trenden er klar. Det er en folkelig bevægelse. Man har råbt ad fontes og uagtet hvad en spinkelt flertal måtte mene er almindelig fornuft, som Vesten har inspireret til så er islam islam og man må tage hele pakken - det er ikke op til en selv.

Men variationerne vil være halmstrå til allehånde bortforklaringer om at det intet har med islam at gøre (som jeg lige hørte David Cameron gentage i TV - forstår politikerne vitterligt ikke at de udhuler deres påstand når de tvinges til at slå den fast igen og igen og igen?), at vi har en ansvar og derfor også evnen til at ændre, hvad der ikke behøver at være sådan. Det er ikke monstre, der tager kravet om jihad alvorligt, det er almindelige mennesker, der er muslimer. Som regnvejr reducerer antallet af demonstranter, således betyder faciliteterne også noget for, hvilke kampe man vælger at tage

But junk food is in ample supply, tweets a Swedish fighter, more happily. And there is a lot of time, sometimes days on end, for “chilling”, says the European fighter on Kik, a smartphone messaging app. That is when he makes “a normal-life day: washing clothes, cleaning the house, training, buying stuff”. Thanks to satellite internet connections, the continuing flow of goods into the country and the relatively decent level of development compared with elsewhere in the region, Syria is a long way from the hardship of Afghanistan’s mountains. Last year, to attract others to come, jihadists tweeted pictures with the hashtag “FiveStarJihad”.

Kedsomhed nævnes også som en del af forklaringen, men det kan kun påvirke variationen (hvorfor keder muslimer sig så ekstremt?)

More plausible explanations are the desire to escape the ennui of home and to find an identity. “Some individuals are drawn out there because there is not a lot going on in their own lives,” says Raffaello Pantucci, an analyst at the Royal United Services Institute, a London think-tank. Images of combatants playing snooker, eating sweets and splashing in swimming pools have sometimes suggested that jihad was not unlike a student holiday, without the booze. For young men working in dead-end jobs in drab towns, the brotherhood, glory and guns seem thrilling. Many of Belgium’s fighters come from the dullest of cities, where radicals have concentrated their efforts to get recruits.

I sidste uge kunne man i Telegraph læse lidt nærmere om det sørgelige muslimske sind.

Choudhury, 31, who once ran a Muslim youth group, has been accused of being the ringleader, blamed for recruiting his friends. Others suggest he was simply a willing volunteer, a married father with two children, aged five and two, who was disaffected with life in Britain and desperate for a change of scene.

He had worked for an insurance company and then his local council as a racial awareness officer. But he was also a con artist, who had tricked his own family out of tens of thousands of pounds.

In 2010, he conned them out of £25,000, under the false pretence of needing treatment for cancer, to go to Singapore, not once but twice for surgery.

Once there, Choudhury, who was in perfect health, spent the money on prostitutes costing £200 a night, his penchant for young women revealed in text messages discovered by police.

Back in Portsmouth, he resumed the habit. He went on what he called “lads’ holidays” to Morocco three times and twice more to Singapore in 2011 and 2012, while at the same time downloading lectures by extremist preachers, extolling the virtues of an Islamic caliphate. To atone for his sins, Choudhury decided to embark on a holy war.

(…)

Jaman, a former worker in a Sky customer service call centre, whose parents owned an Indian takeaway restaurant in Portsmouth. He had studied at an Islamic boarding school in London, but life in a call centre proved boring and un-demanding. In May last year, he went to Syria and began recruiting his eager friends. In messages posted on Twitter and other internet sites, he painted a romanticised version of life on the front line, boasting of a “five star jihad”.

A month before he went, Choudhury asked Jaman what kind of gun he could buy for £50. “I had a hand gun but it’s not a great one. I bought it [for] $30,” replied Jaman in messages seized by British police while building up their case against Choudhury.

(…)

Once the men landed in Turkey, they were met by an intermediary who took them overland to the Syrian border. From there, they crossed the border easily and were driven straight to an abandoned hospital in Aleppo, Syria’s second largest city, and scene of ferocious fighting.

“You could tell it was an abandoned building with broken pipes and wires,” Choudhury said at his trial at Kingston Crown Court. “No one spoke English. We had a meal of pasta and whilst eating, the table was shaking from the shelling.”

He said he was made to do the cooking and washing and look after children in a makeshift nursery. He had gone with grand ambitions.

In a series of tweets on September 16 and 17 last year, he wrote: “Leaving wife & kids behind for Jihad… All my life I strived to be something, someone, but isn’t being a Muslim something, someone. Isn’t being a Muslim the best thing ever?… The life of this world is nothing but a sweet poison that quenches the thirst of desire and drags the ungrateful soul deeper into Hell!” But in Syria he had become quickly disaffected.

Triste skæbner, nogle dør, andre kan ikke klare og nogle bliver sat til at skure lokummer. Og så vil man hellere bruge 2000 kroner på en luder men kun 500 kroner på et våben når man skal i krig. Men kedsomhed? Kone og børn og et produktivt liv tilfredsstiller ikke muslimen? Hvorfor?

Drømmen om jihad er depraveret ifølge Firatnews, der har set en dokumentar med det passende navn “Gang of Degenerates” (der skal tages forbehold for sandhedsværdien af det følgende, men måske er det historier om hvad man hygger sig med på en sådan “jihad student holiday” der drager?)

Attention was drawn in the documentary to the fact ISIS’s most effective weapon is its ability to create fear and terror by means of its methods, such as random killings regardless of gender, age, religion or ethnicity, its decapitations, rapes and burying people alive. The gangs do not feel a need to conceal what they have perpetrated, on the contrary they publish their atrocities so that more people can see them.

(…)

The most lurid part of the documentary was the part in which gang members gave their ‘marriage’ numbers in addition to their names and ISIS membership numbers. For instance, Cinêd Cemîl Silêman said his membership number was 333, while his marriage number was 583.

Mihemed Sebah Hebe? said his membership number was 500, and his marriage number was 400.

The ISIS members admitted that what they called ‘marriage’ was in fact rape. They said that every new member of the organisation was raped. The footage of the rape would be used as blackmail in the event of the new recruit refusing to participate in actions.

20-year-old Ferhan Salim Unûf Safên said he had been abducted by Silêman Kohnê, Ebû Qûteybe and Cinêd Cemîl and suffered multiple rapes. “I fainted. When I came round they told me: ‘you are now with ISIS in Jazaa.’ They told me to join. I said it was not possible. They did terrible thiungs to me. Things even the Americans didn’t do in Abu Graib. Things even the Israelis haven’t done to the Palestinians. I’m ashamed to explain them. There were 6 or 7 of them. Their faces were covered. They ‘married me’ about ten times!”

Ebdulkerîm Îbrahîm Bazo said ‘marriage’ was a rule in order to be a member of the organisation. Bazo said the ‘wedding’ was carried out like a ceremony, adding: “those who did it to me said I had gained morale and strength to fight.”

(…)

Bazo added that the footage recorded was used as blackmail. He said: “Silêman Kohnê took me to a village, where my ‘marriage’ was performed by Hecî Newaf Mele Mehmûd. They blindfolded me and carried out the wedding. About a fortnight later they came and said I had to participate in the organisation. I didn’t want to. But they had the footage. They threatened to show it to my family.”

Ehmed Hisên explained horrifying incidents; “I’m from the Sharbaniyan tribe in Malikiyê (Derik). Silêman Kohnê proposed that I join ISIS some time ago. But I told him I was newly married and did not want to be involved in such things. I was then abducted and drugged. When I came to I was in a room which stank terribly. They wouldn’t let me leave the room. Five people came in and told me I should join the organisation, I refused. Then they tortured me. They extinguished cigarettes on my body. Such things were not done to Iraqis at Guantanamo. You would think I was an infidel. They blindfolded and stripped me. They ‘married’ me 15 times. Then they washed my head and put cologne on me. They told me no one could join ISIS without being married. Then they recited very strange verses of the Quran. As they spoke I imagined images of severed heads. They spoke academic Arabic.”

Måske optræder serierøvpuling ikke ved ISIS jobsamtaler, men groteskheder er der nok af

Når man læser Fatih El-Abeds Facebook profil er det som at læse komiske Ali. 14. juli skriver han: “”Iron – Dome” og det store israelske bedrag” og fortsætter ufrivilligt med at uddybe, hvorfor Israel alligevel skal føle sin sikkerhed truet af Hamas raketter

Det mest pinlige kom til udtryk for et par dage siden da raketter fra Gaza mod den israelske hovedstad Tel Aviv blev vist LIVE på samtlige israelske TV kanaler.

Her kunne et samlet sikkerhedskommentator korps konstatere følgende: jamen det virker jo IKKE og det hele er tilsyneladende et stort cirkus der alene har til hensigt ikke alene at give falsk tryghed til det israelske publikum fra Netanyahu og den rabiate regering han står i spidsen for.

Denne omvende logik optræder jævnligt, som da han dagen før gjorde følgende status: “1320 israelske bombetogter over Gaza….171 dræbte palæstinensere…over 1050 sårede” uden at tænke på at de tal udhuler hans konstante påstande om massakrer, krigsforbrydelser og uhørt brutalitet. Men det er rollen som komiske Ali jeg skal bruge til at spinde en ende over.

17. Juli tolker han indsættelsen af landtropper således:

NU har Israels opgivet.

Efter 10 dages lange og massive bomberdement fra land, vand og luften af den smalle, belejret og gennem bombede Gaza stribe UDEN at knække palæstinenserne…så går den israelske besættelseshær til fase 2..

En landoffensiv

22. juli skriver han: “En israelsk soldat er taget til fange” og fortsætter hoverende

Ydmygelsen er total for den arrogante og brutale israelske besættelseshær og nu kan forhåbentlig flere tusinde palæstinensiske fanger i de israelske fængsler gøre sig håb om at se friheds lys inden længe.

Og i samme ånd fejrede Hamas det således

Ja, det er vel så funky de bliver. Samme dag havde han talt paranoidt om at “Go ´morgen Danmark begik en “KÆMPE fejl”" ved at lade Yahaya Hassan tale om Gaza i stedet for det planlagte knækprosa manden ellers har skabt sig et navn på.

23. Juli skriver han: “Endnu et historisk nederlag for Israel” og uddyber at “Israel [har] tabt. STORT.

“I disse timer forsøger Israel at skabe sig en ”sejr” på papiret eftersom det historiske nederlag på slagmarken Gaza er en realitet…

I disse timer forsøger Israel at skabe sig en ”sejre” ved at bombe løs mens palæstinenserne hverken er knækket, blevet trætte eller har opgivet…og faktisk tværtimod

I disse timer forsøger Israel at skabe sig en ”sejr” ved at bilde sin offentlighed i at den massive kritik fra de israelske mediere og kommentatorer for dette ugennemtænkte militære eventyr mod den forarmet og smalle Gaza Stribe er alene udtryk for partipolitiske ”fnid og fnadder”…

Ja, Israel har allerede tabt…”

25. Juli skriver han: “Israels nederlag er en kendsgerning men overgrebet fortsætter og intensiveres.”

Men Israel ser ikke ud til at være knækket, i krise eller på sammenbruddets rand. Forleden kunne fredsfløjen kun samle få tusinde demonstranter og de måtte endda afbryde deres demonstration på grund af Hamas raket angreb.

I stedet viser Hamas tegn på stress, som Avi Issacharoff skriver i Times of Israel

A statement Sunday by Hamas spokesman Sami Abu Zuhri accepting a 24-hour humanitarian truce marks the first indication that Hamas is starting to break. There’s no surrender and white-flag-waving, but the message is a sign of significant distress.

Contrary to what Israel has been trying to argue for 20 days, Hamas has not shown any signs of real weakness until now. The organization has continued firing rockets at Israel and has relentlessly tried to carry out attacks on Israeli soil.

But something has changed over the last few days. The group’s political leaders sound different, less decisive, less fiery. On Wednesday, politburo chief Khaled Mashaal said (from Qatar) that he would rather die than have the blockade continue, but the very next day, he changed his tune when it came to American assurances. And on Sunday, all this reached a tipping point.

(…)

Given the dire situation on the ground when Israel offered to extend Saturday’s humanitarian truce through Sunday, it’s safe to deduce that too many Palestinians did not like the organization’s initial negative reaction.

The cracks in Hamas’s stance are not coincidental or surprising. It’s a process that took a few days — more or less since Israel’s massive attack on Gaza City’s Shejaiya neighborhood.

The heavy strikes on the homes in the Hamas stronghold raised support for Hamas to a peak, but it could only go downhill from there. The group, despite its promises, did not have any extraordinary military achievements to champion amid the destruction.

One of its dramatic failures, from its point of view, was the whole affair with the supposedly kidnapped soldier Oron Shaul, who was formally declared by the IDF dead late last week.

Et andet tegn er henrettelser af deres egne, som Aaron Klein skriver i WND (via Elder of Ziyon)

The sources, close to both Hamas and the Islamic Jihad groups, told WND that most of the extra-judicial killings of suspected collaborators took place during a brief “humanitarian” cease-fire four days ago.

The so-called collaborators were accused of leading Israeli troops to smuggling tunnels and providing intelligence on Hamas’ infrastructure inside Gazan cities.

The sources said Hamas publicly blamed the killings of the Palestinian suspects on Israel, claiming the civilians were murdered Sunday during an Israel Defense Forces “massacre” in the Shujaiyeh neighborhood of the Gaza Strip.

The sources further said the civilian suspects murdered by Hamas were publicly celebrated by Hamas as martyrs killed by the Jewish state.

“En chokerende rejse - Hannah Ziadeh og det arabiske efterår” hedder en dansk dokumentarfilm fra 2013, som Danmarks Radio har haft liggende på deres hjemmeside og som de nu af mærkværdige grunde fjerner igen, skønt den allerede er betalt af alle licensbetalerne. Det er synd, filmen kan ellers anbefales også for små billeder af filmisk symbolik, som kameramanden fanger. I programomtalen hedder det

Mere end to år efter det arabiske forår i Mellemøsten begyndte er regionen stadig præget af uroligheder. Vi følger aktivisten Hanna Ziadeh og hans kamp for menneskerettigheder i gaderne i Cairo og Beirut, hvor mindretal kæmper en daglig kamp mod undertrykkelse. Hanna er homoseksuel, halvt libaneser, halvt palæstinenser, ateist - men af kristen afstamning og ved derfor alt om at tilhøre en minoritet. Hans tilgang til den arabiske verden er hårrejsende ærlig. Vi kommer helt tæt på fra svindlere, korrupte hjælpeorganisationer, professorer, eksministre og afstikkere fra Det Islamiske Broderskab til demonstranter, menneske- og våbensmuglere og oprørere i Aleppo, som alle har en afgørende rolle i krigen. Alle med et håb om, at drømmen om frihed bliver en realitet, og magten i sidste ende falder i de rette hænder. Instruktion: Theis Molin

Efter en indledende vignet af stemninger fra den film vi skal til at se, hvor vi hører en kriger i Syrien sige “Vi vil ikke have medicin eller våben. Vi vil bare have våben.“, en taxachauffør i Ægypten sige “This revolution, I think it’s bullshit!” og en ældre korpulent kvindelig kulturpersonlighed i Libanon råbe “Fuck you and your lessons!” ind i hovedet på en forbløffet Ziadeh, som er krydsklippet med Ziadeh pakke sin kuffert hjemme i sin stue i Danmark, hente post i Center For Menneskerettigheder og høre ham komme med et par godtkøbs betragtninger om at menneskerettigheder er ganske virkelige for mennesker ude i verden skønt de forekommer abstrakte i Danmark havner vi i første scene på gaden i Kairo. Ziadeh er taget til en demonstration, der dels er en mindehøjtidelighed for en muslimsk massakre på koptere (de kristne i Ægypten), dels er en demonstration mod den siddende præsident, der på det tidspunkt stadig hed Morsi.

“Vi har fået nok af undertrykkelse” og “Hver kugle gør os stærkere” råber demonstranterne med en mund. Henunder aften forsøger Ziadeh at tale med en demonstrant, men en anden demonstrant blander sig straks og siger til den første “Jeg fortæller dig, hvad du skal sige“. De får fat i en kvinde uden tørklæde og Ziadeh spørger ”Hvad synes du om de kristnes situation og den massakre, som blev gennemført mod dem for et år siden?” Den kvindelig demonstrant svarer “Kopterne har det ikke dårligt. Jeg siger det af erfaring og på basis af mit samvær med mange kristne“. En lille ældre mand, der står i den forsamling, der altid opstår blander sig: “Hvad mener du med at situationen ikke er dårlig? Situationen er dårlig!” Der diskuteres ivrigt på arabisk og kvinden spørger den lille mand “Demonstrerer du mod hvad der skete for et år siden eller mod præsidenten?” - “Jeg demonstrerer mod begge dele svarer han!“. Der er en let agiteret stemning, som skal blive værre.

Ziadeh spørger endnu en demonstrant, en ældre herre “Foregår der en systematisk forfølgelse af de kristne i Ægypten?“. “Det gør der fra bestemte grupper.” svarer han. “Hvilke grupper?” spørger Ziadeh og den ældre herre svarer “Fra de herskende grupper, de stærkt religiøse muslimske grupper.” (…) “Det er fundamentalisterne der skaber problemerne“. Der klippes igen til stemningen under interviewet der er blevet ganske agiteret og en mandlig demonstrant kræver “Sluk for kameraet!“.

Senere følger nolge ældre hijabklædte kvinder, den ene med en megafon i favnen, efter Ziadeh og spørger “Hvorfor giver I et dårligt billede af vores land? Vi muslimer og kristne står sammen“. “Alt hvad jeg har gjort er at stille et spørgsmål.” forsvarer Ziadeh sig “Bliver de kristne forfulgt?“.

“Det er jo mærkeligt,” siger Ziadeh lettere ophidset til kameraet da de er kommet væk fra demonstranterne “vi deltager i en demonstration som viser solidaritet med de kristne der bliver slagtet fordi de er kristne, men så bliver jeg forfulgt.” En ny demonstrant kommer hen og Ziadeh vil vide, hvad der nu er problemet. “Du må ikke filme!“. “Hvem er du? Hvorfor er du her?” forlanger demonstranten at vide, mens han skubber til kameraet og Ziadeh spørger “Hvad har jeg gjort galt?“. “Vil du følge med til en betjent og forklare, hvem du er?” fortsætter demonstranten ophidset.

Der klippes igen og Ziadeh taler igen til kameraet med forskellige demonstranter i nærheden “Det her kan hurtigt udvikle sig til tumult.“. Tilbageklip til slutningerne på de samtaler Ziadeh forsøgte at få med demonstranter, hvor de skændes højlydt indbyrdes med agiteret gestik. Klip igen til Ziadeh, der løber gennem trafikken, ud og ind mellem biler indtil kameramanden forpustet spørger “Hvad fanden skete der?” og Ziadeh svarer “Jeg ved det ikke. Det var fordi jeg stillede det der forbandede spørgsmål.” mens han ser sig hektisk omkring. “Det er dem der kommer dernede, er det ikke det?” siger kameramanden og nyt klip til løberi, mens de to råber efter en taxi, som de får fat i.

Taxichaufføren, der har boet i USA, siger de skal være forsigtige “Det her land er sindsygt [fucking crazy], Det er langt ude.“. Det er denne chauffør, der kalder revolutionen bull-shit og han forklarer at der er nogen bag den siddende præsident, der er den egentlige magt.

Senere mødes Ziadeh på hotelværelset med en solid islamist, der forklarer ham hvorfor en kristen mand ikke kan gifte sig med en muslimsk kvinde og samtidig også grundpræmissen for det Arabiske Forårs problemer “Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere“. Det er en scene, der er set så mange gange og eksperterne lader sig altid forbløffe over at islamisterne er konsistente i at Allah’s lov trumfer alt i enhver detalje og tilskriver denne konsistens en form for fejl. “Sådan er islams natur. islam hersker over alle og ingen hersker over den!” slår islamisten fast sikker i sin logik om at det er uantageligt for mennesket at stille spørgsmålstegn ved Allahs intelligens og indsigt.

“Hele det offentlige rum i Ægypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det.  Alt er islamificeret” fortæller Ziadeh kameraen mens han passerer et spejl, hvori han kan få et glimt af sig selv i sin nye indsigt.

Ziadeh er nu i Libanon og fortæller kameraet at han “tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne er stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen.”

Ziadeh taler med en forsker, et dannet menneske viser det sig, ved navn Mammuth Shureikh, mens de spadserer ned af gaderne i Libanon

Mammuth Shureikh: “Landene i den arabiske verden blev uafhængige i 1940′erne. Nogle lande blev uafhængige i 1960′erne, andre i 1970′erne. Uafhængighed er et nyt begreb her. Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber.Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.”

Hannah Ziadeh: “Vi har en Tariq Ramadan og Muhamad Sarhan og islamisterne, der taler til hovedløse masser”

Mammuth Shureikh: “Ingen har endnu skrevet om omfattende filosofi ud fra en solidt funderet analyse, som tager den social dimension i betragtning. Spørgsmålet er ikke kun det politiske”

Mens der tales om Rosseau og Kirkegaards Vesten og Østens Tariq Rammadan og hovedløse masser passerer Ziadeh og Mammuth Shureikh en burkaklædt kvinde der står kigger ind af et tøjbutiksvindue hvor tre mannequiner poserer i afslappet vestligt tøj.

Det er uklart om de intellektuelt optagede herrer ser ironien, men kameramanden fanger den og panorerer ud for at holde den dagdrømmene burka i billedet. Et sørgeligt billede, der gemmer sig et menneske bag formummelsen.

Ziadeh taler dernæst med den kristne libaneser Nedal Achqar, teaterchef og tidligere minister med en stori indflydelse på den offentlige debat får vi at vide.

Nedal Achqar: “Vi drømte om at den arabiske verden omsider slap af med sine diktatorer. Vi ønskede ikke islamiske love, eller at broderskabet fik magten. Men så opdagede vi, at i Tunesien, Ægypten Marokko og Algeriet… De sidder ikke endegyldigt på magten, men det er indlysende at det Muslimske Broderskab har organiseret sig i de sidste 50 år.”

(…)

Nedal Achqar: “I Frankrig var det hele planlagt. Der var alle de intellektuelle og Voltaire, der skrev før revolutionen. De visdste hvad de ville have. I Rusland vidste de, hvad de ville have. Alle de andre revolutioner… det var det samme i Spanien. Så det, der skete i den arabiske verden, var et stort rod. Hvis vi vender blikket mod Syrien… Syrien er noget helt andet.”

(…)

Nedal Achqar: “I Syrien havde de den politik at bekæmpe Israel. (…) Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen.”

Ziadeh på den anden side af skrivebordet, blottet midt i rummet.

Nedal Achqar: “Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger.”

(…)

Nedal Achqar: “Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.”

Ziadeh: “Så det retfærdigør alting?”

Nedal Achqar: “Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville andda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden”

Nedal Achqar: “Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.”

(…)

Ziadeh: “Vi to burde være på folkets side.”

Nedal Achqar: “Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige meningen foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger”

(…)

Nedal Achqar: “Alle i Vesten var meget glade for Det Arabiske Forår, men se, hvad det har ført med sig i hele den arabiske verden. They’ve made a mess”

Udenfor taler Ziadeh igen til kameraet om sin oplevelse af Nedal Achqar

Hun kan tillade sig at bryde enhver høflighedsnorm. Det kan hun når hun taler om den store fjende: Israel og Vesten. (…) Det er jo derfor at konflikten om Israel er så central. Fordi den har været brugt systematisk for at terrorisere interne nytænkere og det ægte krav om demokrati of for at legitimere diktaturerne. Først var de sekulære diktature og nu er de ved at få islamiske diktaturer. Det er utroligt.

Der følger en del stemningsbilleder fra Ziadehs liv som foredragsholder og panel debatør ude, som hjemme, hans samtaler med sin bekymrede mor, hans brokkerier over TV formatets alt for hurtige og overfladiske form (DR i dette tilfælde), Jacob Skovgaard Petersen der ved en talefejl opfinder et nyt ord “de islamante” og Jens Nauntofte der synes det er en god ide at Ziadeh vil tage ulovligt ind i Syrien. Ziadeh begiver sig først til Tyrkiet, hvor han vil købe noget medicin og hvorfra han vil bevæge sig ind i Syrien. Her udspiller der sig nogle bizarre scener.

En “superaktivist” i Tyrkiet tager Ziadeh hen til et nødhjælpscenter for at købe blood clot, der meget praktisk i en krig, kan standse blødninger hurtigt. Men på nødhjælpscentret kan man modsat, hvad superaktivisten har fortalt Ziadeh alligevel intet købe. Ziadeh konfronterer dem og siger at han har hørt at de får tilsendt masser af medicin, som ikke bliver sendt videre til Syrien. “Det er ikke sandt.” lyder det rolige svar og så “Hvordan kan det være at i filmer når i ikke har fået lov?“ Alle Ziadeh kommer i kontakt med i Mellemøsten får et eller andet problem med kameraet, med det dokumenterende, hvis man ellers fraregner den lettere verdensfjerne forsker som var velbevandret i europæisk idehistorie og den opulente . Ziadeh går på det sorte marked, hvor al nødhjælp ifølge ham ender og køber for 1.000 dollars amerikansk militær medicin han mener er smuglet ind fra Irak af en mand der slet ikke lader sig filme.

Med sin medicin organiseret gør Ziadeh de sidste forberedelser med den menneske- og våbensmugler, der skal tage ham ind i Syrien til oprørerne. Hans mareridtsscenarie er at menneskesmugleren er regimets mand da der så næppe er returbillet. Men det er heller ikke let, hvis smugleren viser sig at være den han giver sig ud for, fortæller Ziadeh til kameraet.

Jeg har været i kontakt med ham i over et år og jeg har bemærket at han er blevet mere og mere islamistisk. Også på hans Facebook kunne jeg mærke at alt hvad han foretager sig er blevet mere islamistisk.

Ziadeh skal ikke have noget af at fortælle smugleren om sin homosexualitet. På en restaurant vil Ziadeh have klare linier

Ziadeh: “Mit liv er i dine hænder. Min mor har fået advarsler om at de radikale islamister bare venter på at få fat i en kristen som mig  for at partere ham i småstykker. Alle advarer mig, men jeg stoler på dig.”

Smugleren: “Bare rolig, de beskylder mig for at være sekulær.”

Ziadeh: “Hvis du betragtes som sekulær har vi intet håb. Hvad skal du gøre for at være islamist nok i deres øjne? Skal du slagte folk?”

Smugleren: “De vil have at jeg kun giver våben til islamisterne så de kan kontrollere befolkningen”

Kun beskyttet af sine menneskerettigheder, der garanterer hans bøssekristne ateisme er Ziadeh fanget mellem dem han vil bekæmpe og dem han vil hjælpe. Alle parter vil slå ham ihjel, hvis de vidste hvem han er. Regeringen fordi han er udlænding, islamisterne fordi han er kristen og muligvis også smugleren hvis han vidste at han var bøsse. Ziadeh er vikeligt en minoritet af en minoritet, som han beskriver sine egne følelser tidligere i filmen. Men her, hvor der er brug for menneskerettigheder, har han ingen, og der hvor han kan udleve dem er det overflødig og abstrakt.

Ziadeh kommer ind i Syrien og møder oprørere, der fortæller at de ikke forstår hvorfor de andre arabiske lande ikke hjælper dem. De håber på et frit Syrien uden sekterisme (multikultur) hvor anstændige menneske kan leve i fred med hinanden uden tyranni. Ziadeh drager videre og hører senere at stedet de lige havde opholdt sig blev bombet at regeringshæren. Ziadeh er tydeligt påvirket og spekulerer i om nogen følger hans færden og at han således er medskyldig i at pådrage sine omgivelse unødig opmærksomhed.

Fremme ved Aleppo efter at have droppet nogle våben af på vejen, som Ziadeh ikke mente var med i aftalen, overdrager Ziadeh sine medbragte lægemidler til en oprører, der står bøjet over en såret kammerat. Oprøreren pakker den flade grønlige pakke op og konstaterer at det kun er gazebind med desinficerende sprit. Ziadeh er rystet, en oprører konstaterer roligt at han er blevet snydt og tilføjer “De er nogle tyvknægte“, måske også for at give et trøstens ord til Ziadeh i deres fælles bitterhed. Det er en tragisk scene af svigt, som har afholdt mig fra en del hoverende vinkler over godhedsindustriens møde med deres sammenbrudte Arabiske Forår. Tre sårede oprørere, der lå i det lille feltlazaret dør i løbet af natten og blodet skylles og svabres ned af trapperne i, hvad der er dokumentarens absolut mest skuffende symbolske billede, rammende som det ellers er. Til gengæld fanger kameramanden Ziadeh stående ved siden af en næsten tom svømmepøl, mens han taler om mangler og som han håb og kræfter rinder ud.

Ziadeh er en ærlig mand, der bedre end de fleste kender den arabiske mentalitet. Han siger i de indledende minutter af udsendelsen at “Vi i danmark har svært ved at gennemskue, hvad der foregår i Mellemøsten“: Så sandt, men det er ironisk at de, der er bedst til det, tager mest fejl. Hvor de fleste danskere forholdt sig skeptisk til kynisk til det Arabiske forår optrådte eksperterne euforiske for siden at falde sammen i bortforklarende fornægtelse indtil det revisionistiske eller som Ziadeh kæmpende med sin afmægtighed. Ziadeh vil have at deres gøres noget for at hjælpe den ulykkelige situation, men han magter end ikke selv at have den rette medicin med til oprørende. Omvendt var hans nytteløse tilstedeværelse måske skyld i at regeringen fik ram på nogle af de oprørere han ville hjælpe. Ziadeh slutter programmet med at konstatere

“Det er endnu en bristet arabisk drøm. Det er endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning, som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller Yemen. Især ikke i Ægypten og heller ikke i Libyen og bestemt ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.“

For os kynikere er det ikke så overraskende. Vi bekræftes i vores opfattelse af den arabiske mentalitet og det muslimske snæversyn i at der ikke er basis for fremgang blot fordi nogle demonstranter råber “Demokrati” eller “Frihed!”. Den arabiske stemning på gaden, hvor spørgsmål udløser vrede og mistænksomhed, hvor den hovedløse masse altid bisser, hvor meninger ikke er private, hvor der altid er en dagsorden af os mod dem, hvor alle altid er krænkede og den hovedløse masses vold lurer under overfladen, hvor alt foregår via mellemmænd og med andre bag magten, der konstant ændrer spillereglerne og hvor kameraets dokumenterende kvalitet er suspekt. En en-dimensionel verden af snæversyn og paranoia, hvor der er ingen fred, kun våbenstilstand, hvor man snyder selv de døende for en risikabel profit. En verden hensunket under så megen selvmedlidenhed, virkelighedsfornægtelse og paranoia at de end ikke selv forstår hvorfor de ikke får hjælp fra deres brødre. Det gør vi.

Ziadeh, som er en af de lødige naivister har modigt skabt denne film, med sig selv som indsats. Tak for det. Han bruger langt tid på at forstå, hvor det går galt i Det Arabiske Forår. Det behøver vi andre ikke. Billedet af burkaen, der er fanget midt i moderniteten og ikke kan befri sig men kun drømme er dokumentation nok, der er mareridtet, indgroet i muslimsk og arabisk mentalitet. Vi kender det herhjemme fra.