Ateist muslim i Danmark

Information har en glimrende artikel om en ung muslimsk pige, Haifa, der mister troen og ender med at leve et dobbeltliv i savn og frygt for sin familie og det muslimske bagland.

En god muslim funderer sit liv på islam og begreber om ære, som danskerne aldrig vil kunne forstå. Jeg følte mig fjern fra alt det, jeg kom fra, da jeg begyndte at tro på videnskaben og stillede spørgsmål til Koranen: Dannes sæd virkeligt i rygsøjlen? Hvorfor er en mands vidneudsagn dobbelt så meget værd som en kvindes? Hvorfor må kvinder ikke deltage ved begravelser, og hvorfor giver koranen mænd lov til at holde slaver?

Alle pigerne i klassen tog tørklæde på, da de blev 12-13 år. Jeg ventede til, jeg var 14. Jeg havde ikke lyst til at gå med tørklæde, men troede, at jeg ville have mere til fælles med pigerne i klassen, hvis jeg tog det på. Alle var så stolte af mig og sagde, at jeg så smuk ud tildækket. Jeg holdt også op med at gå i stramme bukser. Udadtil lignede jeg én, der var sikker i troen, men indeni forsatte tvivlen. Jeg fortalte en veninde om alle de ting, jeg ikke forstod ved islam, og hun gav mig en bog om Koranens videnskabelige mirakler. Det er sådan en, man forærer tvivlere. Jeg havde brug for at tro på det, der stod i den, for frafaldne muslimer er der, hvor jeg kommer fra, ikke noget værd.

Om den sociale kontrol og den medfølgende paranoia

Jeg låner aldrig min computer ud og er normalt meget påpasselig med at slette mine digitale spor. Men en dag, hvor en gammel bekendt var på besøg, og hun ville vise mig noget på internettet, startede computeren op på en engelsk artikel om muslimske afhoppere. Jeg lukkede siden ned og sagde, at jeg ikke havde læst historien, men bare klikket på den, fordi den lå i mit Facebook-feed. Hun sagde ingenting, men gik efterfølgende til mine forældre og spurgte, om jeg havde forladt islam?

Om normaliteten i voldstruslen

I det lokale miljø forsatte rygterne, og mændene krævede, at min far ’handlede’. Det kan enten betyde, at han skal slå hånden af mig eller sætte mig på plads med vold.

Om hvorledes det er et gennemgående træk i muslimsk kultur

Det er svært at være den eneste, der står frem, men hvis vi er flere, kan det være, at det en gang i fremtiden ikke længere vil være farligt at bryde med islam.

Apostasi er forbudt i islam under dødsstraf. Det tages alvorligt af muslimer flest, hvorfor alle overvåger hinanden og fungerer som stikkere. Godt så.

Det medførte en del debat på kommentarsporet, der efterhånden degenererede i en ny-ateistisk dagsorden relativerende for eller imod religion, tro og ateismens indhold. Det sker ofte med den slags debatter; udannede ny-ateister vil gerne demonstrere at de har nærlæst Christoffer Hitchens eller Sam Harris til de rene memer. Det er skam interessant nok i sig selv, men her vil jeg blot vise et uddrag af klassiske relativister og apologeter, som de optrådte imellem også ganske gode kommentarer

Niels-Simon Larsen relativerede som den første

Ateisterne i Danmark er ikke anerkendt som andet, end at vi skal være med til at understøtte folkekirken. Hvilket parti skal man stemme på ud over Enhedslisten? Ingen har en ateistisk profil. De tør ikke, for vælgerne vil gerne have folkekirken og vil ikke skille stat og religion.

Hvor meget er protestanterne i virkeligheden bedre end muslimerne?

Charlotte Krarup Mouritzen fulgte efter

Min største medfølelse til ‘Haifa’.
Måske kan erfaringer fra tidligere Jehovas Vidner bruges af unge tidligere muslimer?

Niels-Simon Larsen, der til slut fik stor succes med at trække diskussionen ned i en begrebsforvirret debat om Guds eksistens relativerede mere uddybende og, imponerende også, både mere verdensfjernt og ganske etnocentrisk

Nogle her vil gerne tydeliggøre afstanden mellem kristendommen og islam i sidstes disfavør, og jeg kan da også godt selv se forskellen, men hvad med lighederne? Mange kristne tror på det evige liv i enten en himmel eller et helvede. Mange tror på, at de engang skal se Gud og være sammen med Jesus m.m. Hvad er så forskellen på at tro på de 70 jomfruer, ja, hvad er forskellen på det kristne paradis og det muslimske?
Jeg synes i høj grad, at vi trænger til at feje for egen dør, inden vi kritiserer andre. Mange går med et kors om halsen. Det er jo en slags nøgle til himlen. De iranske børn, der blev brugt som mineryddere i Iran/Irak krigen havde en plasticnøgle i en snor om halsen, så de selv kunne låse sig ind i paradis. Ja, ja, ja, der er forskel igen, men hvor stor er den?

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i Haifas grusomme situation, selvom jeg ikke har været i hendes sko. Man kan læse om masser af den slags. Og husk så lige på, at 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og disse 80 procent bakker op om militæret og kongehuset. Det hele dybt godnat. Det er os, der skal gå foran med at skippe trossystemerne, så kommer de andre nok bagefter, for alle vil leve frie liv og kærlige liv.

Peter Jensen har ikke læst hvor udbredt og intens overvågningen er i det muslimske miljø og sætter Information på listen over islamfjendtlige medier

“I håb om, at det en dag holder op med at være et tabu at forlade islam, fortæller hun her sin historie”

Illustrerer artiklen ikke at der findes rig variation indenfor islam-praksis? Hendes kæreste kommer selv fra et ‘muslimsk’ miljø - og kan, så vidt artiklen, sekularisere sig uden de store problemer. I øvrigt har jeg vanskeligt ved at finde religioner, som ikke tabuiserer - eller minimum problematiserer (og så er tvangen allerede i gang) brud med menigheden.

Men gryden skal jo holdes i kog.
De kære medier, de kære magthavere, de villige afmægtige.

Leo Nygaard opfordrer de ateistiske muslimer til at forlade landet. Ja, De læste rigtigt, de korantro kan blive

Denne beskrivelse af et enkelt menneskes liv i religiøs/kulturel konflikt er et billede af hele samfundet. Splittesen i Heifas hoved er splittelsen i samfundet.
Nogen foreslår et brud - rejs væk Heifa.
Hævet til det øverste niveau : Rejs væk I muslimer, der ikke kan leve med det samfund, i er en del af.
Som Heifa, der ikke kan leve med dette dobbeltliv.

Lennart Kampmann taler om ateisters særlige indsigt, diagnosticerer teister som sindssyge og kolporterer myten om at man har troet at Jorden var flad

På samme måde som kristendommen er blevet tæmmet og overflødiggjort i Danmark står andre religioner overfor samme skæbne. Det er et spørgsmål om tid. Tanken om en skabende gud fornærmer vores intellekt, men det varer jo noget før effekten af vores indsigt har forplantet sig til alle. En gang troede man at jorden var flad. Med tiden forsvandt denne tro, og i dag er den tegn på galskab.

Også emil groth finder at Information forfølger islam

Jeg gir øl den dag en anderledes avis tør, at skrive en possitiv beretning om islam.

John Victor Lorck mener at muslimsk forfølgelse af apostater er gældende for alle religioner

Tak til “Haifa” for hendes modige åbenhed. Og hvor er det sørgelig læsning. Religon er i sandhed formørkelse og intolerance. Hvilket umenneskelig sitution at være i, for man elsker jo dog sine forældre og søskende. Men er der en anden udvej end at forlade familien ?

Ole Hansen mener Haifas historie også er typisk for danske piger

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_faith_(existentialism)

Dansk kultur er ikke et hak bedre! Hvorfor har danskerne så svært ved at se på dem selv? Hvorfor antid andre - specielt muslimerne? Er danskerne frie????? omg!

Tilsyneladende er han nemlig selv truet af sin voldelige famile, eller hvem det nu er

Jeg skal også altid være klar med en løgn - der er jo zero frihed til at være sig selv, i Danmark! Diskriminationen, selvcensuren er absolut, her i landet.

Niels-Simon Larsen ved ikke at den danske Folkekirke er Luthersk evangelisk

Prøv til en begyndelse at få en dansk præst til at sige, at helvede ikke eksisterer og det samme med dødsriget.

Claus E. Petersen har heller ikke opdaget at Haifas dobbeltliv netop forudsætter en kulturel normalitet

Et eller andet sted er det vel et enkeltstående tilfælde, som bør udløse kritik af de manglende ressourcer til fremme af integration.

Som alle ved, er dialog vejen frem til partnerskab.

Den meget aktive Niels-Simon Larsen kan ikke se Haifas specielle fortælling om islam er særligt knyttet til islam, føler sig truet til at handle i Bilka og fortæller at der er meget stor forskel på hans opførsel på Informations debatfora og når han er sammen med muslimer - klogeligt

Jeg kan ikke lide fordømmelsen af islam og synes hellere, vi skal feje for egen dør. Hvor mange gange om dagen ligger vi ikke ‘med røven i vejret og beder til’ materialismen, som er den mest ødelæggende tendens i verden? Jeg har tilbragt en del tid sammen med muslimer og oplevet dem fra den menneskelige side. Selvfølgelig sagde jeg ikke i tide og utide, at jeg var ateist, men det gør jeg heller ikke her.

Robert Ørsted-Jensen vil også gerne relativere

Simon - jeg er ganske enig i at fundamentalt et er islam ikke værre end så mange andre religioner.

Og han følger op

den eneste virkelige forskel på islam og de andre judæiske religioner er at dele af islam stadig sidder fast i fortidens idioti og har svært ved at komme vider

Siden forfaldt debatten er verbose indlæg, hvor ateister prøvede at meme sig til en højere indsigt. Men skønt Information ikke er islamkritikkens højborg, som flere af læserne synes at mene, så er den i det mindste slået ind på en kurs, hvor mere nuancerede fortællinger om muslimsk hverdagsliv, end de gængse offer- og succeshistorier. Blandt andet en om æresdrab og venstrefløjens svigt

I dag har norske Deeyah Khan droppet sangkarrieren. Otte år efter at hun måtte flygte fra London og for anden gang i sit liv søge ly i et fremmed land, har hun i stedet dedikeret sin tid til at tale på vegne af kvinder, der er ofre for såkaldt æresrelateret vold. Kvinder som dem, hun kender fra sin opvækst i Oslos pakistanske miljø og gennem sit ngo-arbejde: »Kvinder, som ikke blot flygter fra voldelige ægtemænd, men fra hele deres omgangskreds, fra hele deres liv,« som den nu 37-årige instruktør og kvinderettighedsforkæmper selv formulerer det over for Information.

Hendes Emmy-vindende dokumentarfilm fra 2012 om Banaz Mahmod – en pige med kurdiske rødder, der med sin families vidende og accept blev voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert i en baghave i 2006 – var et forsøg på at synliggøre problemet.

»Dengang jeg selv blev udsat for overgreb, turde jeg ikke protestere. Jeg var bange for, at mine ord ville blive misbrugt til at generalisere og stigmatisere etniske minoriteter. Men det gik op for mig, at min tavshed bidrog til kvinder som Banaz’ lidelse og død,« siger Deeyah Khan.

Men venstrefløjen og kvindebevægelsen er stadig tavs, mener hun.

»Frygten for at blive beskyldt for racisme får dem, der burde tale kvindernes sag, til at se den anden vej. Kvinderne bliver glemt og ignoreret, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som de drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror.«

(…)

I det multikulturelle London forsøgte Deeyah Khan at starte på en frisk. Hun fik en stor pladekontrakt og relancerede sig selv som ’Den muslimske Madonna’. Med hvad Nick Cohen beskriver som en »rørende naivitet«, troede hun, at Storbritannien ville være et mere sikkert sted end Norge. Men snart efter måtte den unge sangerinde hyre bodyguards, da hun blev spyttet på på gaden og opsøgt på sin adresse og truet på livet.

(…)

»Æresdrab sker kun i de mest ekstreme tilfælde, men tusindvis af kvinder lever et liv under total kontrol. De kan ikke gemme sig, fordi taxachauffører og folk, som arbejder for politiet og i jobcentre, rapporterer tilbage til familierne,« siger Deeyah Khan.

Kommentarerne her var væsentligt mere afdæmpede.

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Overraskelser?

Diverse — Drokles on December 28, 2010 at 8:08 am

Wikileaks overrasker endnu engang med hemmeligheder alle kendte til i forvejen. Fra Politiken

Regimet i Syrien støttede angrebet på Danmarks ambassade i 2006 i forbindelse med karikaturkrisen.

Det viser amerikanske dokumenter, som i dag er lækket af hjemmesiden WikiLeaks og offentliggjort af den norske avis Aftenposten.

Flere folketingspolitikere fra hele det politiske spektrum har udtrykt overraskelse og chok over de nye oplysninger. Fra udenrigsminister Lene Espersen lød reaktionen:

»Det er naturligvis bekymrende oplysninger, der nu viderebringes – dem tager jeg meget alvorligt. Vi vil nu i Udenrigsministeriet undersøge oplysningerne nærmere, og jeg vil herefter drøfte sagen med Folketingets partier i det førstkommende møde i Udenrigspolitisk Nævn«.

»Utænkeligt uden regimets velsigelse«
Men ifølge syrienekspert Søren Schmidt, ekstern lektor på Internationale Udviklingsstudier ved RUC, er det eneste overraskende ved sagen, at folk er overraskede.

»Det er ikke spor overraskende. Syrien er en politistat, og det er simpelthen utænkeligt, at der skulle kunne foregå sådanne ting, uden at regimet har styr på det«, siger Søren Schmidt.

Det har eksperten vel ret i. Mere overraskende for det politiske system og systemet Politiken er dog omfanget af social svindel

Pensionsstyrelsens forsøgsordning med lufthavnskontroller har i 2010 har afsløret et overraskende højt antal sociale bedragere.

I 12 kontroller har man fået 425 bedragere i nettet, viser nye tal fra Pensionsstyrelsen ifølge Ekstra Bladet.

Størst gevinst har der været på fly fra Mellemøsten, hvor helt op til hver fjerde passager, der typisk selv har mellemøstlig baggrund, er røget i fælden. Sagerne drejer sig ofte om personer på dagpenge eller kontanthjælp, der eksempelvis er rejst udenlands, selv om de ifølge loven skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kontrol var kun tænkt som testforsøg
Kontorchef i Pensionsstyrelsen Peter Andersen Hove, der har ledet kontrollerne, er overrasket over det høje antal.

Men hvorfor kommer det egentligt bag på dem?

Moralisternes vagtparade II

Diverse — Drokles on September 15, 2009 at 9:28 pm

Jeg er langt fra den eneste og langt fra den første og langt fra den skarpeste, der har harceleret over de afsindige forslag om kriminalisering af købesex. I det lys er det ekstra sørgeligt at jeg kan få ret når jeg i Moralisternes Vagtparade argumenterede overfor Mikkel Warming og Anne Vang

En forudsigelig konsekvens af forslaget er at Warmings markedsanalyse holder halvdelen af vejen. Der vil være en stor del af køberne der bliver væk og således skrumper markedet. Hvis Vangs forudsætning, der trods selvmodsigelsen vel også er Warmins motiv, om at de prostituerede ikke er i situation hvor de har et frit valg kan man ikke forvente at de prostituerede forlader branchen alene fordi indtjeningen daler.

Det eneste det betyder er at de i forvejen deaparate prostituerede nu er fanget i købers marked. De prostituerede vil jo stadigvæk stå i en situation hvor de skal hente penge hjem og i den intensiverede konkurence må de derfor arbejde hårdere for det og samtidig underbyde hinanden. Det vil ske i at tilbyde ydelser de ellers anså for grænseoverskridende eller under vilkår hvor de ikke længere kan føle sig sikre (f.eks. stige ind i en bil med en fremmed eller uden kondom).

Og hvilke købere bliver tilbage og hvilke bliver væk? De der bliver væk fra de prostituerede vil vel være alle dem, der på den ene eller anden måde grundlæggende respekterer loven, vel først og fremmest den gennemsnitlige familiefar rundet af samfundets normalitet. De der bliver tilbage som kunder vil følgelig næppe have de samme forbehold overfor normaliteten og man kan jo frygte hvilke andre skrupler de også mangler. Man vil altså med dette forslag flytte de prostitueredes liv fra en kummerlig tilværelse på livets skyggeside over i en lovløs og mørk verden, hvor depraveringen ikke hæmmes af normaliteten. Moralisterne marcherer.

Ræsonnementet er simpelt og selvindlysende, hvorfor en middelmådig intelligens, som jeg kunne foretage det fra sofaen. Forleden kunne man så læse på 180 Grader

I januar blev sexkøb kriminaliseret af den rødgrønne regering, og siden har de prostituerede fået det væsentlig værre. Det viser en ny rapport, hvis resultater understøttes af norske politifolk og flere eksperter, oplyser det danske Seksualpolitisk Forum i en pressemeddelelse.

Utrygheden er steget, stressniveauet er højere, omfanget af prostitution er ikke faldet og tilliden til politiet er svækket. Meningen var, at loven skulle beskytte sexarbejderne, men den har haft den stik modsatte effekt, konkluderer en ny undersøgelse foretaget af Utekontakten i Bergen.

“Kvinderne føler i høj grad, at de er blevet mere stressede, blandt andet som følge af faldende priser. Det har ført til behov for flere kunder for at sikre deres indtægt. Kvinderne oplever desuden et stærkere pres for seksuelle ydelser uden kondom,” står der blandt andet i rapporten, som også lægger vægt på at sexarbejdernes tillid til politiet nu er væsentligt forringet.

For nylig beskyldte jeg på samme konto Peter Humlegaard Thomsen for at være farisær. Det skrækkelige er at det selvindlysende bliver ignoreret til fordel for det selvbefamlende. De mennesker de gode påstår at ville redde er de på ingen må interesseret i. De bruger dem blot, som et billede på nød og elendighed til at tilrane sig lidt mere politisk magt og besmykke sig med godhed. De ofrer ingen tid og energi på at sætte sig ind i andre menneskers vilkår for det er slet ikke, hvad det drejer sig om når de skal have suset af bedrehed. De goder sig ud af virkeligheden og lader hånt om den ulykke de foresager.

Sverige i nød

Akademia, islam — Drokles on January 24, 2009 at 5:59 pm

Svenskerne har i høj grad forladt deres skæbne på akademiske eksperter. Hvis man vil have en forklaring på de svenske tilstande er det derfor værd at se lidt på disse eksperters tankegods og det kunne man få en lille smagsprøve på i forrige nummer af Weekendavisen, hvor den norske religionshistoriker Anne Sofie Roald fra Malmö Högskola og den svenske journalist Bjarne Stenquist docerer virkeligheden gennem svenske, åh så svenske briller.

I de vestlige lande var det protestantismen, som banede vejen for mere verdsligt prægede indstillinger. I lande med muslimsk majoritets-befolkning er det, måske lidt overraskende, islamismen og dens klare politiske dagsorden, som synes at spille en tilsvarende rolle. I centrum for denne udvikling står Det muslimske Broderskab, en organisation der virker i hele den muslimske verden.

I lande som Egypten og Jordan kan man se, hvordan Broderskabet »sekulariseres«. Alment gyldige menneskerettigheder såsom rettigheder for religiøse minoriteter og kvinder, får stadig større plads i kommunikationen udadtil.

I Egypten er denne proces delvis et resultat af Mubarak-regimets voksende politiske undertrykkelse for at gøde jorden for et »Mubarak-dynasti«, hvor sønnen Gamal efterfølger sin far som landets præsident. Modstanden mod denne udvikling bæres af især to bevægelser; en løst organiseret »bloggosfære« i alliance med liberale kræfter og så Det muslimske Broderskab. Ved parlamentsvalget i 2005, hvor Broderskabet opstillede »uafhængige« kandidater, blev organisationens stemmetal fordoblet til 19 procent. Da den kendte blogger Kareem Amer for tre år siden blev idømt fængselsstraf for at have »smædet islam« fik han støtte af Broderskabets unge bloggere, som også slås for ytringsfrihed.

Og så går det over stok og sten med eksempler på Broderskabets normalisering baseret på følgende type bevisførelse

I Jordan kan vi beskrive denne udvikling via en række interviews, som Anne Sofie Roald lavede med ledende medlemmer af Det muslimske Broderskab under forskningsrejser i 1991, 1995 og 2007. Interviewene handlede om organisationens forhold til demokrati, til grundlæggelsen af en islamisk stat og til kvindernes rolle som ledere af politiske og religiøse institutioner.

Da Broderskabet gjorde sin politiske entré i det jordanske parlament i 1989, var partilinjen, at politiske partier var et »uislamisk« påfund. Islamister skulle ikke samarbejde med regeringer, som ikke havde en islamisk orientering. Interview-svarene gik ud på, at Broderskabet var imod »vestligt demokrati« med flerpartisystem, men for et islamisk demokratisk system bygget på »shura« (samråd), et begreb fra Koranen.

“Alt ordner sig” nåede Hans-Christian Varnæs at sige til bogholder Stein i sekunderne inden konen ringede fordi hun havde få indsigt i hans udenomsægteskabelige aktiviteter. I stedet for at spørge de magtsøgende grupperinger om deres hensigter kunne man jo se på deres målsætning og holde det op mod den erfaring man allerede har; at skille mål fra midler. For Broderskabet, som andre lignende bevægelser har nemlig den islamiske stat, som mål en stat, der ikke er defineret i verden, som den tager sig ud i dag, men som det ideal, der er beskrevet i de hellige tekster. Heldigvis behøver man ikke andet end selv samme Weekendavis for at få en ide om den svenske fejlslutning. Martin Krasnik skriver i Weekendavisen om udviklingen blandt de engang så sekulariserede palæstinensere

Islamiseringen sker i tre bevægelser:
Den første er en eksplosiv stigning i støtten til Hizb ut-Tahrir på Vestbredden. »De er nu i stand til at arrangere store demonstrationer i især Hebron, Ramallah og Jerusalem. Hizb ut-Tahrir spillede en vigtig rolle i protesterne mod de danske Muhammed-tegninger,« siger Jonathan Spyer, en britisk forsker på Global Research in International Affairs Center i Haifa og ekspert i palæstinensisk politik.

»Fatah opfatter med rette partiet som en stor trussel. Jo mere håbløsheden breder sig, desto mere støtter unge palæstinensere deres abstrakte forestillinger om en islamisk utopi. De har truet kristne palæstinensere og alle, der ikke støtter deres religiøse ideer. For dem er kampen mod Israel rent religiøs.«

Den anden bevægelse er stigende opbakning til andre salafistiske grupper blandt palæstinenserne. På Vestbredden er det en mildere udgave end i Gaza, hvor støtten til denne ekstreme og saudiske al-Qaeda-islam vokser - også internt i Hamas. I Gaza står selvbestaltet salafistisk moralpoliti bag mange »æresdrab« og angreb på »u-islamiske« steder som for eksempel internetcafeer. Og da Fatah på Vestbredden fjernede imamer, der støttede Hamas, i mange hundrede moskeer, åbnede man døren for en strøm af salafistiske prædikanter.

»På Vestbredden er der opstået en uhellig alliance mellem Fatah og disse nye salafistiske grupper,« siger en amerikansk diplomat i Jerusalem. »Det sker for at bekæmpe Hamas, men resultatet er endnu mere uforsonlighed.« Diplomaten siger, at de salafistiske grupper er støttet af organisationer og individer i Golfen og Saudi Arabien, og at de sætter sig på stadig flere moskeer, hvor der prædikes konservativ islam og modstand mod Israel. Det er med til at gøre konflikten mod Israel stadig mere religiøs.«

Den sidste bevægelse i radikaliseringen kommer fra Libanon og Iran. Støtten til det shiamuslimske Hizbollah er vokset markant på den ellers sunnimuslimske Vestbred og i Østjerusalem. »Vi er sikre på, at Hizbollah har stor indflydelse i de palæstinensiske skoler. Der foregår en massiv indoktrinering. Det er umuligt at være skolelærer på Vestbredden og kritisere væbnet kamp og ideologi à la Hizbollah,« siger en tysk diplomat i Ramallah.

Moralpoliti
Islamiseringen på Vestbredden sker ikke bare i begrænsede lommer, men overalt i samfundet, også internt i det såkaldt sekulære Fatah. Sidste år dannede Selvstyret en politistyrke, der skulle sikre respekt for Ramadanen, og i de store byer arresterede politifolk med røde armbind med påskriften moralpoliti folk, der brød fasten. I Nablus var der eksempler på, at folk, der spiste eller drak om dagen, blev gennembanket. På gaden i Ramallah er langt de fleste kvinder i dag tilslørede, selv på Birzeit-universitetet lidt uden for byen. Sådan var det bestemt ikke for et par år siden.

»Det er ikke, fordi folk er blevet mere religiøse,« siger Nancy Sadiq, »men fordi de ønsker at blive accepteret socialt. Hamas og andre grupper bruger moskeerne til at styrke deres sociale dagsorden. De fleste lokale byråd er styret af Hamas, og hvis man ønsker noget som helst, kan man ikke være imod dem. Så må man gå ind på deres islamiske levevis.«

Hun siger, at det bliver stadig mere udbredt, at store familier eller hele kvarterer i byerne pludselig bliver meget religiøse. »Det begynder at være ligesom i de områder i Libanon, der styres af Hizbollah. Hvis man bryder deres religiøse kode, bliver man et socialt udskud. De gamle sekulære politikere har ikke længere en chance for at bryde igennem i offentligheden, især ikke kvinderne.«

Nancy Sadiq ser den religiøse dagsorden »som en stor personlig trussel«: »Jeg er totalt uenig i deres dagsorden om religion, kvinder, uddannelse og sociale forhold,« siger hun. Hun peger på, at Hamas i Gaza i slutningen af december, lige før våbenhvilens udløb, vedtog en række sharialove, der betyder, at domstolene kan idømme forbrydere fysisk afstraffelse, inklusive piskeslag, for besiddelse af alkohol og håndsafhuggelse for tyveri. Lovene er refereret i det arabiske dagblad Al Hayat i London. I princippet skal præsident Abbas godkende loven, hvilket viser det pres, Fatah på Vestbredden er under.

Men ved palæstinenserne da ikke, at netop den slags love er konsekvensen af deres støtte til Hamas?

»Jo,« siger Nancy Sadiq, »men de ser kun modstanden mod Israel. Min far, der er kommunist, har opgivet sin modstand mod Hamas. Selv min fætter, der overhovedet ikke er religiøs, støtter Hamas. ‘Lad dem ordne Israel’, siger han. De ignorerer den religiøse dagsorden.«

Ingen tvivl om at jøderne får skylden for den udvikling uden hvis eksistens Palæstina havde været et økonomisk Hong Kong med San Fransiscos frisind. I samme avis har Pernille Bramming og Hussein Ferdowsipour et interview med den iranske flygtning Reza Toghyani

»Jeg vil nødigt lyde som en revolutionsromantiker, men Pernille, du må forstå, det var fantastisk, det var en rus, vi hadede pahlavierne så meget. På en måde var alle enige om, at ayatollah Khomeini skulle være leder. Hvis man ikke var decideret for Khomeini, var man heller ikke imod ham. Khomeini talte ikke om at oprette en islamisk stat. Han talte om demokrati og frihed og lighed.«

Nogle måneder efter revolutionen i februar 1979 flyttede Reza til Teheran og blev aktivist for den største politiske bevægelse i Iran på den tid: Folkets Mujahedin (Mujahedin e-Khalq, MKO).

»Jeg havde ikke været i direkte forbindelse med Mujahedin inden revolutionen, kun indirekte via min storebror, som sad i fængsel, fordi han var Mujahedin-sympatisør.«

Mujahedin talte om demokrati. Om jord til bønderne, arbejde til arbejderne, lighed mellem mænd og kvinder. Om at gøre hæren til en folkehær, afsløre SAVAK-folk og løse alle problemer i fællesskab i rådsforsamlinger. Muslimske marxister havde shahen kaldt dem. Ayatollah Khomeini begyndte snart at kalde dem for »monafeqin«: de, der splitter. Den enorme støtte til ham blev nemlig i revolutionens første år forvandlet til had, efterhånden som det stod klart, at mullaherne ikke ville dele magten med nogen, og at Hizbollah og revolutionsgarden var blevet de nye undertrykkere.

Mujahedin kritiserede den manglende frihed. Der var ikke ytringsfrihed eller frihed til at stifte politiske partier, oppositionelle blev fyret fra deres arbejde, landreformen blev ikke gennemført, SAVAK blev ikke optrevlet, der kom ingen retssikkerhed, Hizbollah kunne skalte og valte, som de ville.

»Jeg følte, at revolutionen ikke var fuldført, og derfor tilsluttede jeg mig Mujahedin,« forklarer Reza.

Mujahedin
Magtkampen bølgede frem og tilbage, og Mujahedin-bevægelsen voksede sig så stor, at den uden videre kunne mobilisere en halv million demonstranter. Reza fik arbejde på en fabrik og var med til at organisere strejker og demonstrationer. Han solgte Mujahedins avis og sloges med Hizbollah-folk, som angreb dem. Han blev arresteret og fængslet, men Khomeini-regimet havde endnu ikke fået rigtigt fat i magten, så modstanderne blev hurtigt løsladt igen.

I de kurdiske områder var der decideret borgerkrig, og også i Khuzistan i det sydvestlige Iran havde det nye styre kæmpe problemer med at håndhæve sin autoritet. Men i juni 1981 kunne ayatollah Khomeini afsætte den folkevalgte præsident, Bani Sadr, og derefter gik regimet for alvor i gang med at nedkæmpe Mujahedin-oppositionen.

At præstestyret havde vokset sig så magtfuldt, skyldtes ikke mindst, at det havde fået en hjælpende hånd udefra: Saddam Hussein angreb Iran i august 1980. Pludselig kunne enhver kritik anses for at være forræderi. »Denne krig var en stor nåde,« erklærede ayatollah Khomeini sidenhen.

»Det er rigtigt. De kunne nedkæmpe hele den iranske opposition i krigens navn,« siger Reza.

En anden faktor var afmagtsfølelsen: Hvis der var 10 ud af 100, der støttede præstestyret, og 5 ud af 100, der støttede Mujahedin, så var der 85, der bare var trætte og politik og forholdt sig passive.

»I dag kan jeg se, at vores liv var blevet reduceret til slagord, som vi ikke engang forstod: ‘Død over imperalismen og dens lakajer’, ‘Demokratisk centralisme’. Dengang troede vi, at hvis vi bare besluttede os for væbnet kamp, så ville folk slutte sig til os, og 24 timer efter ville præstestyret være væltet. Vi var meget umodne. Mujahedin gav os ordrer, og vi fulgte dem.«

For at ødelægge mit forkromede koncept med en ren reference til Weekendavisens forrige nummer vil jeg lige indskyde en anden beskrivelse af udviklingen i Broderskabets hjemland Egypten fra en tidligere postering på baggrund af P1 programmet Panorama

….der er en ting der har ændret sig og det er kvinderne; Det er nærmest umuligt at se en kvinde uden slør.

En gåtur gennem gaderne i Kairo bekræfter min første antagelse. De fleste kvinder har valgt at gemmen håret væk bag et tørklæde

(…)

De fleste kvinder går med hijab, det traditionelle sl’ør der dækker håret og det meste af kroppen og som hverken afslører form eller figur. Endelig er der dem der er gået et skridt videre og har iført sig niqab. En sort klædedragt, der kun overlader beskueren med en smal sprække med et par øjne bag. Resten af kvinden fremtræder sort, selv hænderne, der er gemt i et par handsker. I Egypten er det ikke som i Saudiarabien og Iran lovpligtigt at være tildækket. Men tørklædet er gennem de senere par år kotyme for den egyptiske kvinde. Idag går omkring 8 ud af ti kvinder med slør, hvor det for 10-15 år siden var en fjerdedel. Og hvis man går endnu længere tilbage i historien var tørklædet et særsyn. Dengang var Egypten et foregangsland for resten af Mellemøsten.

Så hvordan kommer man så til at være så naiv som vores to svenskere? Ganske simpelt ved mangel på almen dannelse. For det er ikke nok at henvise til diverse skribenters konklusioner og så rette bager for smed. Forskellige religioner og ideologier og andre værdisystemer har selvfølgelig forskellige konklusioner og konsekvenser. Det var således ikke ligemeget om nazisterne eller socialdemokraterne kom til magten i 33′ selv om de begge er politiske partier. Så lad os vende tilbage til den indledende sammenligning mellem Broderskabet, protestantismen og det sekulerende.

Udviklingen i Broderskabet giver anledning til interessante sammenligninger med sekularismens frembrud i den kristne verden. Ifølge flere sekulariseringsteoretikere, blandt andre sociologerne Peter Berger og Steve Bruce, begyndte sekulariseringsprocessen i de vestlige lande allerede ved reformationen. Protestantismen var første skridt i nedbrydningen af den monolitiska og af paven styrede form for kristendom.

Næste skridt kom med vækkelsesbevægelsen, som bredte sig i Europa og USA i 1700- og 1800-tallet. Den svenske pædagog Per-Johan Ødman hævder, at denne vækkelse var afgørende for den fortsatte sekularisering af det svenske samfund. Vækkelsesbevægelsen satte på ny spørgsmålstegn ved det kirkelige hegemoni og i oplysningens kølvand kunne almindelige mennesker selv læse og tolke de hellige skrifter. De religiøse autoriteters ufejlbarlighed blev dermed erstattet af en subjektiv, reflekterende og individualiseret tro.

Det to forfattere begår en klassisk fejl når de anser islams evne til at sækularisere samfundet, som kristendommen i sin protestantiske udgave. Protestantismen handler ikke om at se bort fra visse dele af Jesu liv fordi det står i vejen for et ordenligt samfund. Protestantismen er som en hver anden religion den direkte konsekvens af en tekst, som man med tiden er kommet til at forstå, hvad en fortæller os og ikke, hvad vi vil have den skal fortælle. Demokratiet i vores verden er ikke fremkommet som et selvbærende ideal, men som en konsekvens af den protestantiske tankegang der har præget vores kultur. I et samfund, hvor ideen om menneskets ligestilling overfor Gud og dets unikke ukrænkelighed på jord med egen vilje er det svært grænsende til det umulige at opretholde et formynderi. Protestantismen er ikke en religiøs læsning, hvor man ser bort fra dele af Jesus ord for at få den til at virke mindre dum i forhold til det liv man allerede ved, hvordan man skal leve og efter hvilke værdier. Den er ikke tolket ind i verden i et forsøg på tilpasning, men danner udgangspunkt for den indretning af individdets liv, der fik den kolossale betydning for samfundet. Alle religiøse tekster hævder en sandhed og dette ophæves i samme øjeblik man søger at tilpasse teksten, for sandheden kan ikke tilpasses. Og da slet ikke en sandhed, der hævdes at være Guds egne og uforfalskede ord.

Hvis man ser bort fra Guds egne bogstavelige ord underminerer man på enhver tænkelig måde Gud. Enten ved at Gud tager fejl eller vrøvler eller forældes, hvilket alt sammen er utænkeligt i forhold til det omnipotente væsen. Eller også ved at så tvivl om kildens guddommelighed, som Guds ord, hvilket igen har to fundamentale problemer. Logisk kan man ikke stole på noget som helst i og med at hvis noget kan være falsk kan, hvad som helst være falsk. Det andet er det utænkelige i det scenarie at Gud har tilladt sine ord at blive udsat for forfalskning og således tabt til Fanden. I filmen Exorcisten fra 1973 siger Fader Merrin (Max von Sydow) at Djævlens kendetegn netop er sammenblandingen af sandhed og løgn fordi løgnen forurener sandheden så alt bliver løgn. Denne logik er lige til benet og hvad, der også var den bærende anklage mod Salman Rushdies Sataniske Vers. Indlæsningen af noget som helst og især demokrati i Koranen er altså på alle måder blasfemisk og derfor urealistisk for den religøse at godtage. Demokrati og Islam vil altid være modsætninger.

Denne fejllæsning af religionernes indhold og den historiske udvikling leder de to “svenskere” til denne absurde slutning

Men det paradoksale er, at islamisterne, gennem deres mange og forskellige tolkninger, bidrager til en nedbrydning af det »religiøse hegemoni« og åbner for en bredere diskussion af religionens indhold. Tilsammen med bedre uddannelsesmuligheder, globalisering af medier samt at islams kilder er tilgængelige på cd og på internettet har »folkelig uddannelse« fået stor gennemslagskraft på kort tid. De kilder, der tidligere var forbeholdt den religiøse elite, står nu til rådighed for et voksende antal mennesker. Da bliver tolkningsmulighederne flere, og positionen som enevældig »religiøs autoritet« bliver sværere at opretholde, uanset hvem der ønsker at indtage den.

(…)

Som udviklingen i Det muslimske Broderskab viser, findes der også tendenser til, at forøget aktivitet på den politiske arena medfører, at man i stigende grad tager den sekulære verden og demokratiet til sig, herunder menneskerettigheder og ligestilling, ganske enkelt for at appellere til nye vælgergrupper.

På lang sigt er alt dette en udvikling, der kan føre til en adskillelse mellem den religiøse og den samfundsmæssige sfære og dermed til en privatisering af religionen i lande med muslimsk majoritetsbefolkning.

En af Jørgen Bæk Simonsen og mange islameksperter, som ham mener omvendt at netop tabet af det “religiøse hegemoni” er skyld i den megen vold og terror (noget som Vesten i sidste ende er skyld, men det får være…) fordi islam netop er en hegemoni og ikke et personligt anliggende. Her er argumentationen at Osama Bin Ladens konklusioner ikke repræsenterer islams væsen fordi islams tekster skal læses med traditionens forståelse. Islam er i sit væsen farisærernes religion, der udlægger den rette mening for det enkelte menneske der kan og højst sandsynligt vil misforstå budskabet. Det kan man forvisse sig om her og her.

Det vi ser er derfor ikke en demokratiseringsproces i den islamiske verden, men derimod en islamificeringsproces, hvor de forskellige islamiske grupper i et oprør mod ulemaens tolerence med dekadente og vestligt inspirerede diktatorer og samfundsinstitutioner griber ned i Koranens og Profetens univers af vold og underkastelse og dyrkelse af massesugesion. Der eksisterer nemlig ikke en individualisering af den muslimske tro, som der gør i den kristne, hvor Gud elsker alle sine børn, hvilket er en fordring og ikke en nedfældet lov om handling. Debatten i den islamiske verden referer til islams essens eller om man vil sandheden om Guds ord og så længe den er fælles reference vil islam være præmissen. I den islamiske verden sker med indtagelsen det offentlige rum med den traditionelle symboldyrkelse, der i sidste ende tyranniserer alle til underkastelse for de religiøse og ganske anti-sekulære kræfter. En proces vi også kender i vores egen del af verden.
De totalitære bevægelser har alle en entydighed, om det er proletariatets diktatur, Føreren eller, som i dette tilfælde indførelsen af Kalifatet og man skal ikke regne med at de mange fraktioner vil holde hinanden skak i en evig pluralisme i hvis kølvand den frie meningsudveksling trives. Nøjagtig, som man så det med de modernistiske ideologier i Tyskland, Rusland, Kina, Cuba osv. er netop det fænomen at Broderskabet og dets mange konkurrenters udgangspunkt er ens jo betyde at de kun er variationer over det samme tema. Derfor vil vi se den ene fraktion opsluge, udkonkurrere eller udslette den anden indtil en vinder er fundet og et konsensus er opnået. Om det går gennem løgne eller vold er kun taktik mod det endelige Kalifat.

C og O afskaffer oppositionen

Diverse — Drokles on November 6, 2006 at 12:44 pm

P1 Debatten fra den 31. oktober var særligt underholdene, idet Peter Norsk fra de Konservative og DF’s Søren Krarup tørnede i et opgør så bittert, at man må spørge sig selv, hvad man egentlig skal med resten af oppositionen. Ganske underholdene og ind imellem meget barnligt, med gensidige ukvemsord. Krarup må nok siges at blive vinderen af debatten af den ene grund, at han får gjort det til et spørgsmål om, hvem der er de rigtige konservative. Her afslører Peter Norsk, at han og hans fløj, bare er diffust liberalistiske og deres mål er at samarbejde med de radikale (angst!).

Monokultur kører på WordPress