Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur


6 dage i Juni II - De udvalgtes åg

Diverse — Drokles on June 12, 2018 at 7:40 pm

Det var aldrig meningen at Israel skulle blive, som det er idag, skrev Göran Rosenberg f.eks i Information sidste år. Rosenberg var skuffet på den Første Zionistiske Kongres vegne over at Israel i de 121, der er gået, med alt hvad der er sket af uforudset ting i historien, ikke har været efter den oprindelige og lettere diffuse plan. Rosenberg sammenligner simpelt hen nogle drømme med et nutidsbillede uden hensyn til at vilkårene har ændret sig - hensynet til virkeligheden er den mangel han stiver sin indignation af med. For eksempel kollapsede det Osmanniske Rige, hvis velvilje planen afhang, som følge af 1. Verdenskrig. En anden udvikling man ikke havde set i 1898 var at det ellers stort set tomme land omkring Judæa og Samaria ville tiltrække allehånde arabere, som jøderne skabte økonomisk liv. Det var heller ikke med i planen at araberne ville erklære jihad mod selv ideen om at jøder ikke levede ydmygede under muslimsk fod, men havde deres egen bestemmekalot på issen. Virkeligheden optræder faktisk ikke i Rosenbergs domfældelse af Israel.

6-dageskrigen blev, ganske rigtigt, et afgørende vendepunkt for Israels identitet og forhold til araberne. Fra at Israel kunne overleve arabernes forsøg på folkemord, beviste Israel i juni ‘67, at de kunne ’settle all family business’ til den arabiske og muslimske Verdens store ydmygelse - og de var ikke uskyldige. Og vist førte den sejr til en brovtende selvforståelse og det er alt hvad Rosenberg mener er relevant. “Uanset årsagerne til krigen” indleder han således et afsnit, og fortsætter

…varede det ikke længe, før Israels erobring af Østjerusalem og Vestbredden blev beskrevet som en historisk tilbagevenden. En bred politisk bevægelse på tværs af partier under navnet ’Hele Landet Israel’, Eretz Israel Hachlema, krævede, at ’Judæa’ og ’Samaria’ skulle beholdes. Den faktiske – og senere formelle – annektering af Østjerusalem (inden for stærkt udvidede bygrænser) blev forholdsvis hurtigt sat i værk. Få år senere var de første jødiske bosættelser på besat jord et faktum, deriblandt den aggressivt national-religiøse enklave i det centrale Hebron.

(…)

Med tilbagekomsten til Hele Landet Israel skabtes de militære, politiske og territoriale forudsætninger for jødiske bevægelser baseret på forestillingen om, at jødisk nationalt herredømme over den erobrede ’hellige jord’ var en opfyldelse af bibelske profetier. De millioner af palæstinensere, som endnu beboede og benyttede området, var reduceret til en hindring på jødernes vej.

Med den jødisk-ortodokse tænker Yeshayahu Leibowitz ord, blev det jødiske folks stat “et statsapparat for jøders tvangsherredømme over et andet folk”. Uanset årsagerne, vold er forkert, så spar ham for “den selvmedlidende tone” om selvforsvar “uanset om der måtte være nogen sandhed i disse påstande eller ej”.

Men desværre, sandheden kan ikke forskastes. Araberne forkastede FNs delingsplan og derved også deres krav på jorden. Jorden mente de, at de kunne erhverve sig uden om FN ved at tage den med magt og slagte jøderne. Derved afsværgede de sig også retten til det, der ikke var Israel (Israel anerkendte FNs delingsplan og har efter international lov, ret til det land, som Delingsplanen definerede) og det blev, som det stadig er, omstridt land.

I ‘48 blev Østjerusalem besat af Jordan, der straks ødelagde alle synagoger og jødiske kirkegårde med mere. De millioner af palæstinensere, som endnu boede og benyttede området havde ingen kvaler med den manøvre. Området tilhørte altså ikke dem, men en hvilken som helst repræsentant for arabere eller muslimer. Omstridt land besat af trediepart… hvem besætter Israel det fra? Jordan eller de millioner af palæstinensere, som endnu beboede og benyttede området?

Og hvorfor er hellig jord sat i citationstegn, når det var araberne der erklærede hellig krig? Og hvorfor benyttes navnet ‘Palæstina’, som det korrekte, når det hverken er arabisk eller jødisk (det er et romersk hånenavn) - og ikke indkluderer Jordan, som ellers var en del af det Palæstinensiske Mandat? Fordi fakta ikke betyder noget, kun anklagen.

Rosenberg medgiver at det er “givetvis korrekt”, at Israel bliver bedømt med en anden målestok end andre stater, men det syntes altså så uvæsentligt at han end ikke finder det væsentligt om det faktisk er korrekt. For hvis Israel bliver målt med andre alen, så hænger det sammen med at “at forventningerne helt naturligt blev eksalterede og frygten apokalyptisk”, ved vores civilisations udsigt til “Jødernes tilbagekomst til ’det hellige land’”. Det er altså jødernes egen skyld at de ikke har levet op til vores forventninger.

Adam Holm har internaliseret Katastrofen

Diverse — Drokles on December 9, 2017 at 7:42 am

Adam Holm, det pæne og ellers så fornuftige menneske, havde “brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret” over den frygtelige nyhed at anerkender det basale faktum, at Jerusalem er Israels. “Donald Trump er gal” indledte han derfor et ophidset Facebook opslag, hvori han argumenterede for at Trumps beslutning var “monumentalt forrykt”, et udtryk for hans “åbenlyse foragt for fakta og historisk indsigt”, som efterlod indtrykket af “en geopolitisk terminator”.

Blæse vær med advarslerne fra arabiske allierede, FN, EU, Vatikanet og et hav af forstandige Mellemøstkendere, deriblandt folk med jødiske rødder og tilknytning til Israel. Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces; til helvede med årtiers forståelse for palæstinensernes, ja hele den islamiske verdens særlige sensitivitet i forhold til Al-Aqsa-moskéen, og glem de vældige politiske og sikkerhedsmæssige spændinger, der knytter sig til spørgsmålet om Jerusalems status.

Men ifølge et populært mem, som tilskrives Einstein, så er galskab forventningen om forskellige resultater ved at gentage de samme handlinger. Araberne har aldrig indgået en fred de ikke var tæsket til og ‘palæstinenserne’ har bare aldrig sagt ja til noget løsningsforslag og derfor fylder de nu op på omstridt land. Ved at ligge under for frygten for arabisk-muslimsk vrede og afstå fra at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, skriver Middle East Forum, har man blot tilskyndet “unrealistic hopes among Palestinians that rejectionism will pay off“.

With the peace process at an impasse of their own making, Palestinian leaders have in recent years launched an aggressive campaign to delegitimize Israel in international fora, culminating in a burgeoning Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) movement in the West, a UNESCO resolution last year minimizing Jewish connections to the Temple Mount, and a UN Security Council resolution(2334) months later that effectively declared Israel claims in disputed East Jerusalem null and void. Instead of pursuing a peaceful path to statehood, they have incited violence against Israel, while trying to persuade the rest of the world to recognize Palestinian statehood in the absence of peace.

The success of these endeavors partly reflects the growing dependence of European left-wing political parties on Muslim immigrant votes, according to MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Michel Gurfinkiel.However, MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Efraim Inbar argues that many in the West “simply do not want the Jews to have full control over the eternal city.” Indian Prime Minister Narendra Modi, who made an unprecedented visit to Jerusalem last July, and Russian President Vladimir Putin, whose foreign ministry officially recognized Israeli sovereignty over West Jerusalem in April, apparently felt no such taboo.

The Obama administration’s turn against Israel gave an enormous boost to the delegitimation campaign. “Years of hostile U.S. actions under the Obama administration, from the Iran nuclear dealto UNSCR 2334, have emboldened Israel’s enemies to believe that they can win the public relations war against the Jewish state,” wrote Roman shortly after Trump’s inauguration. “Together with Israel, the Trump administration must now convince them that they have lost.”

Der er altså også forstandige Mellemøstkendere, der bifalder Trumps træk og ikke, som EU og Vatikanet frygter deres arabiske allierede. Som Yoram Ettinger, der i Algemeiner giver 7 grunde til at Trump gjorde det rigtige, ved at efterkomme den amerikanske Kongres vedtagelse fra 1995. Udover at demonstrere overfor araberne at man ikke ligger under for deres trusler og at vold ikke fører noget med sig så giver man omverden en mulighed for at skelne mellem udenrigsministeriet på den ene side og flertallet af amerikanere, Kongressen og præsidenten på den anden

4. Palestinian terrorism and hate-education were fueled by the December 1988 US recognition of the PLO, the 1993 Oslo Accords, Israeli concessions to the Palestinians, and the 2005 withdrawal from Gaza. On the other hand, the 2011 US veto of a UN Security Council condemnation of Israel’s settlements policy was not followed by anti-US terrorism — contrary to assessments made by the State Department.

5. The non-implementation of the 1995 Jerusalem Embassy Act has not advanced the peace process; instead, it has radicalized Arab expectations and undermined the US posture of deterrence, which is critical for US national security and global order.

Trump ved, som Yoram Hazony skriver, at man ikke får fred bare ved at ydmyge Israel. “For nearly seven decades, the state of Israel has endured an unusual humiliation: Alone among the nations of the world, it has been denied the sovereign right to determine its own capital“indleder han sin artikel i Wall Street Journal og bifalder den observation at det kun har ægget arabernes modstand, ikke blot mod fred, men Israels eksistens.

We have been warned by enemies and by friends that this historic moment will be met with violence. That is quite possible. Every significant step in the return of the Jews to Israel and Jerusalem since the Balfour Declaration has been met with acts of vengeance. But if this pattern has a clear lesson for us, it is this: If the American administration holds firm, this storm will pass.

Med det forbehold at Holm udtrykker sin forfærdelse i et Facebook opdatering, givet skrevet i al hast, da han trækker den psykiatriske diagnose af Trump tilbage i sidste afsnit, så er det stadigt påfaldende at der ikke leveres et eneste argument imod at behandle Israel, som man bahandler ikke blot ethvert andet civiliseret land, men selv groteske regimer. At henvise til at Trump er i dissens i forhold til et hurtigt opstillet konsensus er næsten i sig selv et selvmål. Og listen er tillige pinlig, når man påstår at Trump foragter historisk indsigt. Trump har nemlig indsigt, den eneste der tæller og altid har gjort det i Mellemøsten og det er ikke servile skåltaler i Cairo, det er magt! Hvem har den største kæp and ‘belive Trump, there is no problem!’

Og hvilken indsigt nævner Holm så? FN, hvor de arabiske allierede sammen resten af den islamiske verdens særlige sensitivitet samlebåndsfordømmer Israel med EUs forskræmte indsigtsfulde hjælp? Og hvilken indsigt har Vatikanets teologer pludseligt fået i realpolitik? Det er alle politiske entiteter, som Trump, der handler i politiske interesser ud fra givne præmisser. Og disse er lige blevet ændret.

Og som alle politiske entiteter er også eksperter af vidt forskellige overbevisninger, som jeg just har givet eksempler på. Generelt er jeg skeptisk overfor eksperter, der antager at den nuværende situation er den naturlige og endelige, thi historien kommer altid som den største overraskelse for dem. Havde den forstandige Mellemøstekspertise forventet Det Arabiske Forår? Da de fik reorienteret sig, havde de forventet Det Muslimske Broderskabs sejr over den progressive ‘Twitter-’ og Facebookgeneration’? Hvad laver Sovjetologerne idag? Hvad sagde Balkaneksperterne før borgerkrigen?

I sin kvababbelse over handlekraft, skønt kun symbolsk, forholder Holm sig ikke til et eneste relevant spørgsmål. Hvor længe endnu skal Israel ydmyges og behandles som en paria forend freden sænker sig? Hvad har araberne ud af at opføre sig ordentligt når de belønnes for larm og spetakler?

Selv om man ikke kan kræve den store analyse af en Facebook opdatering, afslører Holms hurtige skriv, endda åbenbart tilblevet i en emotionel tilstand, hans instinktive forståelse af Verden omkring ham. En forståelse af konsensus. Hjælp, Trump er anderledes, Trump ændrer en politisk retning, der ikke har virket i 70 år. Holm skuffer, når han trods sit sædvanligvis fordomsfrie intellekt og store viden ligger underdrejet den muslimske fortælling ved at sætte “hele den islamiske verdens særlige sensitivitet” over kendsgerninger. At han henviser til en fredsprocess efter hundrede år med entydige pal-arabisk afslag på alle forslag udviser han den europæiske elites særlige naivisme i forhold til kultursammenstødet. Et arabisk narrativ har overtaget et vestligt intellekt.

Danmarks Radios mangfoldige propaganda

Diverse — Drokles on August 10, 2017 at 10:54 am

2 millioner kroner til en konsulent eller ej, så leverer Danmarks Radio en mangfoldighed af propaganda, fra det islam-promoverende til det antisemitiske. Et eksempel som set hos Uriasposten, så har Danmarks Radios Dicte Tester serie, set på hijabmode i Iran. MADE BY US, der står bag Dicte og hendes familieslæng, skriver om programmet på Facebook

11-årige Dicte er træt af danskernes kedelige H&M-tøj og er taget til Iran for at blive inspireret af smarte hijabistaer.

Made by Us har produceret serien “Dicte tester Mode i Iran”, som kan ses på DR Ultra under modeugen i København. Se det første afsnit på Ultra nu på linket herunder.

Jeg ved ikke hvorfor det er et barn, det mindste oven i købet, der taler for . Er hun virkeligt familiens skarpeste hoved? Eller skriver nogen hendes replikker, som man regner med får en bedre, øhm, ‘effekt’? Der er heldigvis alternativer til det som Danmarks Radio Dicter

Et andet eksempel kan man høre i det journalistiske flagskib Orientering på Danmarks Radios P1, 15. juni 2017. Dan Harder, der er redaktør for Israel-Online.dk skriver i Berlingske Tidende at her “foregiver DR-journalisterne Louise Windfeld-Høeberg og Mia Ulgraven at »undersøge«, hvordan had til palæstinensere »systematisk« indpodes i israelske børn gennem landets skolebøger”.

»Hadlæringen« sker angiveligt med henblik på at skabe gode israelske soldater, som er villige til at dræbe palæstinensere »uden at blinke,« som det formuleres.

De uhyrlige anklager fremføres som uomtvistelige fakta. Og som om det ikke var rigeligt, skærpes de yderligere med påstanden om, at »palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazityskland.«

Tak for kaffe.

Hele indslagets præmis om israelsk hadlæring hviler på blot én enkelt kilde, en israelsk professor ved navn Nurit Peled-Elhanan, som angiveligt har forsket i israelske skolebøgers fremstilling af palæstinensere. Elhanan er dog ikke kun professor, hun er også »menneskerettighedsforkæmper« og kendt for at »tale for de palæstinensiske menneskerettigheder,« som det forklares. Vi forstår desuden, at forskeren selv har mistet sin 13-årige datter i et palæstinensisk selvmordsbombeangreb. Studieværten bemærker, med slet skjult beundring, at »til trods for at hun har oplevet det, så kæmper hun palæstinensernes sag.«

Peled-Elhanan kæmper nu ikke blot palæstinensernes sag trods tabet af sin 13-årige datter Smadar i et palæstinensisk selvmordsangreb, men bebrejder direkte Israel for angrebet. “This is the fruit of [Israel's] misdoings (…) They want to kill the peace process and blame it on the Arabs.” fortalte hun ifølge Los Angeles Times offentligheden få dage efter terrorangrebet, hvor hun også beskriver sit politiske syn som “left to far-left”.

Harder pointere videre, at manglende kildekritik ikke er de to journalisters eneste synd

For efterfølgende beder studieværten, Louise Windfeld-Høeberg, om sin kollega, Mia Ulgravens, personlige mening: »Det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun med jøderne i Nazityskland … Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?« hvortil Mia Ulgraven svarer: »Nej, ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne.«

Studieværten beder sin kollega uddybe: »Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulgraven, kan du genkende det, hun siger?«

Mia Ulgraven: »Ja, det kan jeg godt. Altså, jeg har læst i Israel, og jeg har studeret de her psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde konflikten … Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling.«

Nu er anklagerne om systematisk hadlæring i Israel ikke længere kun baseret på en dybt kontroversiel professors overfladiske »forskning« i skolebøger, men også på Mia Ulgravens egne erfaringer fra Israel. Nu er det DR-journalisten, der står inde for dem. Peled-Elhanans nazi-anklage er således ophøjet til sandhed.

Mia Ulgraven har casestudiet “Israelere og palæstinensere i den internationale nyhedsstrøm: et casestudie af nyhedsproduktionen hos verdens største tv-nyhedsbureau“, så hun kan ikke være’ekstremt naiv’, som Haarder funderer og derfor snarere gerådet udi “bevidst at kolportere en infam, antisemitisk løgn om jødisk ondskab”.

The Center for Near East Policy Research engaged a team of senior journalists who have produced a new short film on the incitement taking place in UNRWA facilities in Jerusalem and Bethlehem.

We flew over a top U.S. film director to direct the film. We engaged a team of experts to translate new PA school books used in the UNRWA schools…after the Obama administration issued falsified reports that the PA school system has been reformed:
http://israelbehindthenews.com/us-gov…

Snippets of the war PA education curriculum now used in UNRWA schools:
http://israelbehindthenews.com/palest…

We intend to screen this film at selected legislative bodies which fund UNRWA.

The U.S. Congress, The Canadian Parliament, The Swedish Parliament, The Danish Parliament, & The Australian Parliament.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Forfængelighed, løgn og karaktermord

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Kristendom, Politik, Pressen, Videnskab, venstrefløjen — Drokles on December 12, 2015 at 4:01 am

Danmarks Radio ledte an i hvad der kom til at ligne en kampagne, da de fandt ud af at Esben Lund Larsens ph.d afhandling om Grundtvig manglede kildehenvisninger. “Ifølge DR er der også fundet 17 sammenfald med (…) materiale forfattet af netop Esben Lunde Larsen.” skriver TV2 med hyperlink til Danmarks Radio. Men fra rod og sjusk og dovenskab, blev historien gjort til en sag om plagiat og det overraskende ord, selvplagiat. Og uden at anklage Lundes censor og vejleder for at lade den slags passere skal det betændte fænomen Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed undersøge om der er grundlag for at dømme Lunde Larsen for videnskabeligt uredelig. Det vil være en bet for en politiker at blive dømt for at gentage sig selv.

Til at polstre sagen havde Danmarks Radio bevæbnet sig med eksperter, der ikke ville dømme den konkrete sag, men gerne ville udlægge perspektiverne for anklagerne og så kun citeret, hvad der passede ind i en fortælling om svindel. Men eksperterne kunne ikke genkende meningen med deres citater uden sammenhængen og trak deres ord tilbage i vrede. Danmarks Radios citatfusk blev ikke reddet af korrekte kildehenvisninger, da de med vilje og forlæg ville lyve Lunde motiver på og de måtte ud med en beklagelse. Ikke for svindel og citatfusk, men for lidt sjusk og manglende præcisering - og det bliver ingen dømt på. Indlandschef på Danmarks Radio Sandy French forklarer på væselsprog

»Jeg er ikke stolt af forløbet. Det gør det ikke mindre pinligt for mig og for DR Nyheder, at vi laver en præcisering mandag og nu skal ud og lave en egentlig beklagelse. Men det gør vi selvfølgelig, for jeg synes, det står klart, at der er nogle mangler og nuancer, der ikke står tydeligt nok frem,« siger Sandy French og uddyber:

»For eksempel fremgår det ikke, at det afsnit i afhandlingens konklusion, hvor der ikke er kildeangivelse faktisk er at finde andet steds i afhandlingen med en korrekt kildeangivelse. Det er for mig at se en vigtig detalje, som vi desværre ikke får med i historien, og det burde vi selvfølgelig have haft.«

Esben Lunde Larsen chokerede venstrefløjen, og det betyder det mediernes konsensus, ved at fortælle at han var troende kristen og skelnede mellem sin tro på Gud og sin tillid til videnskaben. Det er min erfaring at troende kristne skelner mellem tro og viden. At være bekendt med hvad der får een til at tænke og tro giver dem måske bedre forudsætninger for ikke at lade sig lede af tidsånd, ideologier og massehysteri. Det forstår de afkristnede medier ikke, venstredrejede som de er.

Denne kristne trussel mod selveste videnskaben blev ikke dæmpet af at Lunde Larsen er den hidtil højst uddannede forskningsminister i Danmark. Næh, Lunde Larsen havde gået på “højkristen bibelskole”, som Videnskab.dk kaldte det, der ikke leverede en anerkendt uddannelse, som han ikke havde nævnt på sit cv, hvor det istedet fremgik at han havde læst på Københavns Universitet, som han er uddannet fra. Og en gang fusk eller sjusk… Så lad os se lidt på Danmarks Radios Sandy French eget cv, som skrevet af Helle Merete Brix

I sin tid på Ekstra Bladet gjorde French sig bemærket ved en særlig tolkning af ordet “Nomos”. Det var tidsskriftet Nomos, der stod for skud, og i en artikel i Ekstra Bladet 28. august 2006 mente journalist Torben Rask Laursen, at det nationalkonservative tidsskrift hed NoMus, en forkortelse for No Muslims. Uriasposten skrev om sagen: “Det har vist sig at journalisten Torben Rask Laursen har den underlige forkortelse fra Sandy French (Københavner-redaktionen). Hun hævder hun har det fra anonym kilde, og her står det fast.”

Men Nomos er græsk for lov eller hævdvundne rettigheder. Det er pointen med magasinets titel.

Tre år tidligere, i 2003, kastede French sig sammen med journalist Rasmus Lindboe over en række artikler om “højrefløjens netværk”. En af artiklerne havde overskriften “Med pennen som sværd”. Underrubrikken lød: “Intellektuelle på højrefløjen har stiftet en række foreninger, der skal bekæmpe indvandringen. Søren Krarup (DF) spiller en central rolle.”

(…)

I en artikel med overskriften “Strid om spindoktors nazi-forbindelse” skrev French og Lindboe ligeledes: “Er der blot tale om uskyldige synspunkter, som de fleste danskere kan skrive under på? Eller har regeringens nu fyrede spindoktor i virkeligheden haft omgang med nazistiske kredse.Det spørgsmål er nu sat til diskussion, efter at kirkeminister Tove Fergos (V) pressemedarbejder tirsdag forlod sit job.”

Artiklen indeholdt et interview med den tidligere bz’er, nu sociolog René Karpantschof, som udtalte: “Gade Jensen er en institution i sig selv på den yderste højrefløj. Han er en egenhændig propagandamaskine. Han har samarbejdet med en forening (Dansk Forum, red.), som i alt, hvad den siger og gør, flirter med nazismen. De her mennesker er vildt optagede af nazismen – de ved alt om, hvad Hitler spiste til morgenmad.” Gade Jensen blev siden renset for alle anklager om forbindelse til nazismen.

Når Ekstrabladet henviser til Lunde Larsens kristne tro minder ham om det ottende bud, så misforstår de dets betydning, nemlig at der ikke står at det er forbudt at lyve, men at bære falsk vidensbyrd. Men de har ret i at lunde leverer en løgn. Selv om de manglende kildehenvisninger (i en ph.d om Gruntvig!) ikke er videnskabeligt fusk , så er de heller ikke udtryk for sjusk. Kildehenvisninger og og korrekt brug af citater er ikke fremmede akademiske øvelser for en bibeltro protestant, flasket op med henvisninger til skriftsteder, forfattere og bibelpersoner som udgangspunkt for al tale og tænkning i “alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”. Esben Lund er forfængelig og han lyver sig bedre end han er. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, som JEG altid siger. Men hvis man er åbenlyst kristen trues karrieren, mens et væsel blot kan komme med en beklagelse inden den næste politiske modstander skal karaktermyrdes.

Stadig svært at erkende kristenforfølgelsen endsige dens ophav

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

Venstrefløjen og ytringsfriheden

Diverse, Fascisme, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Racisme, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 6, 2015 at 11:39 pm

Venstrefløjen hader selvfølgelig ytringsfrihed, ikke fordi de ikke forstår den, hvad man ellers umiddelbart godt kunne tro på grund af den konstante strøm af  begrebsforvirring de vælter af sig, men fordi deres drømme ikke kan modstå saglig kritik og dissens. Sådan er det med alle totalitære bevægelser. Et eksempel kan man læse på Modkraft ved Liv Rolf Mertz, der vil gøre op “Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt”. Det er en lettere verbos tekst, som det er den foretrukne stil når der skal spilles intellektuelt taskenspil, hvis hovedpointe heldigvis kan rammes ind i et enkelt afsnit. Her første halvdel af afsnittet

På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden!

Ja, en venstreradikal har det svært med ytringsfriheden. For at tage det fra en ende af: Da Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe “råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15″ var det ikke en ytring, men en handling. Det klassiske eksempel på den distinktion er at råbe brand i et teater da det svarer til at udløse brandalarmen. Uden at kloge mig videre på bevisførelsen så bygger anklagen mod Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe på at de koordinerede en ulovlig handling. De var så at sige bagmændene.

Grafitti er ikke demokratisk dialog på dåse, men hærværk. Det samme er opsætning af klistermærker på andres ejendom. Andre folks ejendom er andre folks ejendom, selv om man slår det hen som værende blot “en mur”. Så, hvem er så de “borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden“? Gry fuldender afsnittet

Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret?

Såøh, er det ikke-hvide der spraymaler og tilklistrer andre folks ejendom og hedder Gry Jonassen og Tannie Nyboe mens de råber “Push” og ser således ud?

gry-jonassen-og-tannie-nyboe

Eller er indsats mod den meget hvide venstrefløjs hærværk og vold blot racistisk? Og til det er svaret, ja!

Steg Flæsk!

Akademia, Diverse — Drokles on November 29, 2014 at 1:24 pm

Dan Jørgensens mediestunt med at kåre en nationalret har vagt ligegyldig kritik og jeg gider ikke forsvare noget der har med den XXX at gøre. Men! Nogengange kommer der noget vrøvl så purt destilleret at man helt benovs mere end til husbehovs. Se dette indledningsafsnit på Kommunikationsforum af Arun Micheelsen, Senior Research Consultant, DLI MI, hvad det så end betyder

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven? Retten er kulturelt ekskluderende.Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs. Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur. Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Av, det var meget. Lad os tage det en sætning ad gangen.

Hvorfor vælger danskerne overhovedet stegt flæsk, når forskere, madeksperter og kokke påpeger, at stegt flæsk ikke rammer skydeskiven?

Fordi det var en afstemning om nationalretten. Altså fordi danskerne flest (hvilket er det bedste parameter i en afstemning), inklusive madeksperter og kokke, men også buschauffører, skolelærere, investeringsrådgivere, bistandsklienter, perkere og politikere, mener at Stegt Flæsk med persillesovs er så dansk som det kan blive eller fordi de bare gerne vil have at stegt flæsk med persillesovs blev kåret til nationalret.

Den romantiserer vores madkultur og er usund såvel som gastronomisk uambitiøs.

Ja, en nationalret romantiserer gerne den nationale madkultur. Hvis madkultur skulle ellers romantiseres?

Og nej, en ret er sjældent usund, som hans madeksperter sikkert kan forklare ham. Hvad der kan være usundt er den samlede kost. Og mængden, selvfølgelig.

Ja, den er gastronomisk uambitiøs i modsætning til en anden kandidat, det store kolde bord. Men det er ikke desto mindre en nationalret og den er billig, let at lave og smager forrygende - hvilket altså er meget indkluderende. Og det finder et flertal altså mest dansk.

Den samler ikke nationen – men understreger, at jøder, muslimer og vegetarer, hjertepatienter og overvægtige ikke hører hjemme i den danske madkultur.

Ikke meget Dan Jørgensen gør, samler nationen og muslimer er ikke en del af nationen. Åh, det var måske for krigerisk. Jeg prøver mere inkluderende:

Der var tale om en afstemning, hvor alle der gad være med kunne stemme og her fik den et suverænt flertal. Det er så samlende det kan blive.

Den ekskluderer ikke hverken jøder eller muslimer. De er lige så velkomne til at spise stegt flæsk med persillesovs som alle andre. Men det vil de ikke fordi de selv opretholder en ide om at det er dem forbudt. De ekskluderer sig selv!

De overvægtige vender vi tilbage til, men hjertepatienter må hjertens gerne spise stegt flæsk. Hjertepatienter bør følge nogle kostråd, men der er tale om kost og samlede indtag.

Og værre endnu; den henvender sig primært til de grupper i befolkningen, som spiser traditionelle, kødfyldte retter med sovs. Sammenlignet med resten af befolkningen udmærker disse ’traditionalister‘ sig ofte ved at være mere tilbageholdende, når det gælder sundt – såvel som økologisk – mad.

Lyder de grupper der spiser traditionelle, kødfulde retter med sovs (sovs, ikke sauce) som de slankeste? Overvægtige bliver overvægtige af en grund og hvis stegt flæsk med persillesovs er fedende er det nok ikke fordi den er ekskluderende på de fede.

For fem år siden spåede Dan Jørgensen Jordens undergang, hvis ikke vi ødelagde økonomien og overdrog al magt til de bureaukrater, der fylder hans kalender. Nu går han op i hvad og hvor folk spiser, hvilket leder til det store spørgsmål: Må man spise nationalretten foran TV’et?

Se også Uriasposten.

Pippi Langstrømpe, blood and gore

Diverse, England, Kunst og kultur, Politiken, Racisme, Sverigetanic — Drokles on October 21, 2014 at 6:14 pm

Jeg tror kun det er Politiken der trykker forsvar for svenskernes retouchering af Pippi Langstrømpes dystre racistiske fortid. Hurrah for diversiteten, skal det ærligt siges. For det ville være kedeligt uden produktionsleder i Io-Interactive, engelske Luke Valentins møde med danskernes, her repræsenteret ved BTs læseres, syn på ytringsfrihed kontra krænkede følelser. 96% mener nemlig at svenskerne har truffet et dårligt valg ved at redigere i Pippi Langstrømpe efter svenske standarder for racisme

Sagen omhandler to scener med racistisk indhold. Den første fra et afsnit, hvor Pippi laver skæve ’kineserøjne’. Dengang vores datter jævnligt så dvd’er med Pippi Langstrømpe, blev vi selv overraskede, da vi så netop denne scene.

Den virker måske sjov og harmløs i sammenhængen, men morskaben er svær at få øje på, når man selv bliver udsat for den slags.

Netop sammenhængen er helt afgørende. Og når Valentin selv mener den er både sjov og harmløs burde han måske slutte sig til de 96% istedet for at tænke at SVTs beslutning var “på tide”. En anden sammenhæng han forståeligt nok derimod ikke mener er sjov og harmløs gik ud over hans delvist fillipinske kone, der i metroen “var [] blevet omringet af tre danske teenagere, som flere gange lavede skæve øjne og sagde ’kinesiske’ lyde” til hende. Om det er Pippi Langstrømpe der må tage den på sin kappe står uafklaret. Men sorte Lindgren var ikke færdig med at forfærde

Den andet eksempel på racisme refererede til en ’negerkonge’, som fremover blot skal hedder ’konge’. Det er ikke en episode, jeg tidligere har lagt mærke til i Pippi Langstrømpe.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme ordets nuancer helt så godt, som en dansker kan. Jeg har engelsk som modersmål, og for mig forekommer det som et meget stødende ord, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær i børne-tv, uanset hvor gammelt programmet er.

At kende et ords nuancer er nu en vigtig forudsætning for at afgøre om et ord er stødende i en sammenhæng. Men Valentin hænger sig ikke i semantik og er i stedet mere opsat på at opbyde sit hjemlands vemodige etikette og forklarer

For os briter udgør klokken ni en tidsgrænse, hvorefter man i tv må vise programmer, hvis indhold er mere egnet for voksne seere.

Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn. Når mine børn ser CBBC (børnenes BBC), har jeg tillid til, at indholdet er passende for deres aldersgruppe, og at børnene hverken vil støde på ord som ’nigger’ (neger) eller lære, hvordan man mobber asiater.

Og så bedyrer han han ellers at han tror på ytringsfrihed, men maner samtidig til ansvar. Men han misforstår debatten om Pippi Langstrømpe, der ikke handler om Astrid Lindgrens ret til racisme, men om hvorledes Sverige er blevet så fordrukken af sin selverklærede status som humanistisk stormagt at de nu redigerer deres egen historie fordi de ikke længere ved, hvad der er racisme og hvad der er ’sjovt og harmløst’.

resan_till_dej1

Mens jeg sad og overvejede hvorledes jeg kunne gøre mig kostelig over Valentins hellige opsang gjorde en ven mig opmærksom på at spiludviklere som netop Luke Valentin jo også udtrykker sig for børn og unge. Og han henviste mig til et interview i Eurogamer hvor Valentin taler om sit bedste produkt, spilsuccesen Hitman

Luke Valentine er producer på Hitman: Absolution, og dermed ansvarlig for den overordnede produktion af det næste kapitel i Hitman-sagaen. Derudover er han også den anden af de ledende folk på Hitman-projektet, som vi snakkede med i forbindelse med vores preview af Agent 47s seneste eventyr.

Først og fremmest, ville jeg gerne spørge om, hvordan IO selv har det med, at bringe Hitman af stalden efter 6 år i dvale. På et marked som har ændret sig meget på disse seks år. Om de har gjort sig nogen særlige tanker om, hvordan de kan tilpasse Hitman til et marked, der er både større og bredere, end for seks år siden.

“Markedet er jo langt større, end det var for seks år siden, og derudover så har vi jo også at gøre med en hel ny konsolgeneration. For seks år siden, var vi jo i slutningen af levetiden for PlayStation 2 og den oprindelige Xbox. Så både spillene og markedet har flyttet sig meget”, begynder Luke sit svar.

(…)

“Vi vil virkelig gerne sørge for, at vi kan tilfredsstille vores kernepublikum. Dem der har været sultne efter et nyt Hitman. Men på samme tid vil vi også gerne være i stand til at række ud efter folk, som ikke har spillet Hitman før. Alle dem der var 12 år, da det sidste spil udkom, er gamle nok til at spille Hitman nu.”

“Hitman har været væk for længe, og det undskylder vi. Vi mener jo, at Hitman er den oprindelige ‘Assassination-game’.”

m05_suburb_00-1024x768

Og Dansk Wikipedia beskriver Hitman således

Hitman er en serie computerspil udviklet af det danske spilfirma IO Interactive og udgivet af den engelske udgiver Eidos Interactive.

Spillene omhandler den klonede/genmanipulerede Agent 47. Han er kendetegnet ved at bære sort jakkesæt, altid at have glatbarberet hoved og ved at have en stregkode tatoveret i nakken.

En stor del af spillet går ud på at bevæge sig ubemærket rundt. Dette kan gøres ved at snige sig forbi vagter, eller ved at uskadeliggøre personer og derefter bruge deres tøj som forklædning. Agent 47 råder også over et begrænset arsenal af lydløse våben, som f.eks. fiberwire, knive og giftsprøjter, der effektivt kan bruges til at eliminere vagter og øvrige personer af særlig interesse som f.eks. Fernando Delgardo i banen “A Vintage Year” fra Hitman Blood-Money.

Hvert spil i serien er delt op i missioner, som typisk går ud på at infiltrere et afgrænset, lukket eller bevogtet miljø for at dræbe én eller flere specifikke personer. Hovedsagligt, består disse personer af narkohandlere, millionærer, krigsledere og andre kriminelle typer. Hvorvidt Agent 47 er ‘god’ eller ‘ond’ kan altså diskuteres, eftersom hans ofre altid selv er stærkt kriminelle. Der skal dog nævnes, at han ikke tøver med at dræbe uskyldige, hvis de på en eller anden måde skaber problemer for udførelsen af hans missioner.

Spillet lægger op til at spilleren dræber så få vagter og civile som muligt. Det er dog muligt for spilleren at myrde alle, skyldige som uskyldige. Straffen er lavere indtjening, (som i Hitman: Codename 47) eller dårligere ry (i de følgende spil). I Hitman: Blood Money straffes spilleren dog yderligere ved at vagternes opmærksomhed skærpes.

Hitman får altid stemplet “Blood and gore intense violence”.

Jeg skal indrømme, at jeg måske ikke kan fornemme et spils nuancer helt så godt, som en umoden kan. Jeg er voksen, og for mig forekommer det som et meget stødende spil, der er gennemsyret af had. Den slags skal ikke normaliseres og bør ikke fremstå i uskyldigt skær, uanset hvor gammelt programmet er. Den slags har jeg aldrig opfattet som et udtryk for censur, men for et ønske om at beskytte børn.

Venstrefløjen plaget af uerkendt indsigt

Dansk Folkepartis Søren Espersen mener ifølge Information at “Det var en fejl at invadere Irak og styrte landets diktator, Saddam Hussein”

»Saddam Hussein er i forhold til det her langt at foretrække. Men det er altid et spørgsmål om, at mellem to onder vælger man det mindste. Det er ikke, fordi jeg holder af Saddam Hussein. Men det er så langt at foretrække, at han sad i Baghdad i dag end de andre,« siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, som tidligere også har fortrudt til sin støtte til interventionen i Libyen.

Højrefløjen må leve med at de nok foretog et konkret fejlskøn da de væltede Saddam og troede at de kunne hjælpe arabiske muslimer ind i demokratiets lyksaligheder. Det var en konkret fejl i en konkret situation. Men for venstrefløjen tegner der sig en erkendelse der kan true deres verdensbillede. Om man skulle have invaderet Irak eller ej så er de neokonservatives optimistiske eksperiment for alle til skue. Nogle kulturer er blot ikke til at redde. Nogle kulturer vil ikke det bedste for dem selv eller for deres børn - og derfor vil de heller ikke os noget godt. Nogle kulturer kan kun håbe på en brutal tyran der kan holde de folkelige grusonheder i ave.

»Jeg kan ikke følge Espersen i, at valget står mellem diktatorer eller kaos. Den præmis accepterer jeg ikke. Når jeg for eksempel kigger på Tunesien – og andre lande som har været gennem en demokratisk proces – så er det rigtigt, at det aldrig er nogen enkel proces. Nogle steder er der kaotiske tilstande. Men det er jo ikke, fordi de lande er begyndt at forfølge demokratiske drømme og mål. Det skyldes, at der er meget, meget stærke kræfter – som vil være der under alle omstændigheder – der er interesseret i at fremme interne modsætninger mellem shia- og sunnimuslimer,« siger Martin Lidegaard.

En anden af de daværende krigsmodstandere, SF’s daværende formand og nuværende forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, er enig:

»Selv om Irak-krigen har været en katastrofe, så anerkender jeg ikke Søren Espersens præmis: Det var måden, man fjernede Saddam Hussein på, som vi var imod. Hvis USA i stedet havde brugt lige så mange penge på at støtte oppositionen til Saddam Hussein, som på krigen, kunne resultatet være blevet et andet.«

Men ak for d’herrer Lidegaard og Nielsen, det var ikke amerikanernes håndtering eller tonen i debatten, der fik Irak til at gå i opløsning, det var irakkerne selv. Nu, uden en tyran, overladt til sig selv og deres manglende evne til empati og selvkontrol, forfalder de til deres kulturelle og religiøse balast og slagter lystigt løs på hinanden.

Og denne frustration gentager sig i kommentarerne, der i sin særlige blanding af amerikanerhad, anti-kapitalisme, antisemitisme og konspirationsteorier fremtvinger indsigter, som endnu har til gode at blive taget alvorligt. En Carsten Hansen siger det resigneret ligeud

Kan det konstateres at repræsentanter fra den yderste venstrefløj er ganske enige med DF i denne sag.

At Mellemøstlige befolkninger er bedre tjent med at leve i diktaturer ?

Ja, det er den sørgelige sandhed. Frø af ugræs skal slås og holdes nede, som Brian Larsen tørt konstaterer ”Ja, Irak var langt bedre tjent med Saddam. Godt han kan indrømme det.” Carsten Hansen kommer dog igen med en nuancering

Men er det sandheden, at befolkningerne ikke ønsker demokrati ?
Eller er det ikke nærmere store mindretal blandt befolkningerne der er tilpas voldelige og sekteriske nok til, at de ikke ønsker at dele magten ?.
Mon ikke langt de de fleste almindelige mennesker ønsker fred og frihed ?

Her rammer Hansen noget centralt. Irak har haft høje stemmeprocenter og de første valg blev afholdt med stor succes trods trusler fra jihadister og gamle Saddam loyalister. Men det ændrer ikke ved regnestykket. Den muslimske og arabiske kultur fremmer ikke kollektiv mindelighed og tøjler ikke den mørkeste grusomhed. Dens ære-skam dynamik gør det til den største kæps rige, hvor brutalitet er det eneste argument der kan ræsonnere. En sørgelig præmis, men det er sandheden uagtet, hvad Lidegaard og Nielsen vil anderkende og acceptere. En anden kommenterer

Fejlen var at invasionen var “ulovlig”, og at man for at tilgodese Tyrkiets undertrykkelse af kurderne ikke opdelte Irak i 3 dele.

Ulovlig i citationstegn? Åbenbart, ja endda selvfølgelig, er succes monokulturel og fiasko multikulturel. Også Kjeld Hansen har et skarpt blik for kulturens betydning for et samfunds succes

For en gangsskyld vil jeg give DF ret. Hele mellemøsten har andre traditioner og værdier, samt en anden kulturel baggrund end det demokratiske vesten. Man gør ikke et land demokratisk ved at fjerne en diktator. Det er en proces, som kan tage mange årtier.

- Og hvem siger resten af verden absolut vil leve som i USA og Europa?

I øvrigt, så har en supermagt som USA kun forsøgt, at ubrede demokrati med uset militær magt i egen interesse. Ikke for at gøre noget godt for landets befolkning. Og hver gang USA er gået i krig for frihedens skyld som det hedder, har det altid været mod mindre velbeslåede lande med et svagt og delvis forsvarsløst militært.

Jeg tog det sidste afsnit med fordi det er så morsomt når folk ikke ved, hvad de selv skriver. Hvilke lande kunne USA gå i krig med, der ikke var dem økonomisk og militært underlegne? Espen Bøghs logik bliver også svigtet af hans indgroede fjendebilleder i denne Mabuselignende rablen

Diktatorer sidder oftest kun så længe de lever, og kommer der en ny diktator, - “der om man så må sige samler landet igen”.

Saddam Husseins søn/sønner kunne selvfølgelig efterfølge ham, men sjældent går det godt ret længe, da kun få accepterer dette i inderkredsen eller udefra.

Nordkorea er nærmet undtagelsen der bekræfter reglen, men lykkeligt er det næppe, selvom der hersker nærmest gude- eller kultstatus omkring lederen, - som reelt selv er fange af fortiden u nutiden.

Så efter en diktator kommer blot en ny diktator, hvilket Amerika burde have lært fra Iran, hvor de for øvrigt engang tidligere valgte at fjerne en demokratisk valgt præsident, og indsætte Shahen af Persien, Mohammed Reza Palevi, som var amerikansk marionet, der med sit tyranniske hemmelige politi, SAVAK, knægtede enhver form for demokratisk tale eller det der blot lignede.

Den demokratisk valgte præsident, havde nok været bedre i demokratisk henseende end for Irak, men den historie fik vi aldrig grundet Amerikansk undergravende indblanding dengang.

Med Shahen ude af billedet, kom ayatollah Khomeini tilbage fra Frankrig, som have lagt hus til denne religiøse fanatiker, hvilket adskillige vestlige lande som regel plejer at gøre.

Anders Fogh Rasmussens udtalelser er på randen af vanvid, og demonstrerer helt klart, at manden ikke selv mener eller tror han kan tage fejl, og derfor gemmer sig bagved, at give skylden for det kaos der nu er til Irakerne selv, ved at frikende den Amerikanske indsats.

Imidlertid er der kaos i Irak skabt netop af den Amerikanske intervention, og den måde Amerikanerne har håndteret situationen på igennem hele perioden, og samtidig brugt uanede summer af dollars på falsk loyalitet til de forkerte.

Saddam Hussein, Moammar Gadaffi og deres lige var ikke engle på jorden, og skal ikke forsvares i den anledning eller på nogen måde, men tilstanden var dog stabil, og vist var det hemmelige politi og dets metoder ækle, men det blev jo ikke nævneværdigt bedre med al Maliki og hans slæng.

I dag er der så kaos i Irak, Libyen, Afghanistan m.m. som vesten har ansvaret for efter deres afprøvning af de seneste og mest moderne våben, så vesten kunne demonstrere sin overlegne våbenmagt og strategier for krigsførelse, - og Ih hvor er vi dog imponeret af os selv her bagefter, men vi er også samtidig uskyldige, for vi ville jo det gode!

Også Kurt Loftkjær lufter sin uerkendte indsigt når han postulerer at…

….demokrati ikke indføres med indsatstyrker og anden tvang. Det kræver hårdt arbejde og velvilje.

Det er meget optimistisk at tro, at Vesten kan rykke ind i Mellemøsten med de grænser, som opstod på baggrund af europæiske koloniherres opdeling af området for egen vindings skyld og uden hensyn til områdets stammefolk og religioner. Et område som kun få fra den vestlige kultur forstår eller har forsøgt at forstå.

Jeg hørte efter 1. Golfkrig en irakisk kvinde udtrykke betænkelighed over tanken om at fjerne Saddam Hussein. Efter hendes opfattelse havde han på flere områder sikret kvinder et bedre liv, end de ville kunne opnå i andre dele af Mellemøsten.

Igen; Velvilje har de lokale ikke; anklagen mod grænser der ikke tager hensyn til folkeslag og religioner er en anklage mod det multietniske/kulturelle/religiøse og resultet er at kun vold ved Saddam kunne sikre kvinderne en tålelig tilværelse. Det samme når Bob Jensen frem til før sin kulturelt selvhadende tirade

sadam hussein gav kvinder lige rettigheder med mænd, lavede et fremragende undervisnings - og sundhedssystem. han byggese et sekulært samfund i stedet for et bygget på religiøs fundamentalisme. selv om han heller ikke forbød religion. Han var en brutal diktator, fordi han vidste, at kun eh hård hånd kunne holde de modstridende religøse faktioner i ave, som landet havde med at gøre som resultat af de europæiske stormagters ignorante opdeling af mellemøsten omkring første verdenskrig.
Det er helt bestemt aldrig godt med en diktator. men det er såmænd heller ikke så skidegodt med en neoliberal regering, som skider hul i den brede befolknings behov og ønsker…

Og der stopper vi så før idiosynkrasierne løber løbsk. Saddam stod i modsætning til den folkelige kultur, i modsætning til multikulturen og islam (selvfølgelig kaldet religiøs fundamentalisme) og dette kunne kun holdes i ave ved vold. Så Espersen indrømmer en fejl, men den fejl har har revet afsløret venstrefløjens illusoriske verdensbillede og efterladt den forpint af sine kognitive dissonanser.

Lasse Jensens perfide retoriske stiløvelse

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen — Drokles on May 22, 2014 at 11:52 am

Jeg  kan huske et sommerafsnit af Jensens udmærkede radioprogram Mennesker og Medier med en forsker i retorik gennemgik retoriske triks. Især var de optaget af at man uden at stå til regnskab kunne kæde noget sammen i folks hjerner ved at dele det med et punktum. Det var sådan George Bush havde narret hele verden ind i Irak, talt længe om hvorledes terroren var hvor tids onde og så tilføjet i en sætning for sig selv at Sadam skulle have støvlen. Jeg kan huske at Jensen og eksperten ubevidst eller blot af gammel vane selv benyttede det trick i overflod gennem hele programmet når de omtalte nogen Danmarks Radion ikke kunne lide, hvilket var alle andre en venstrefløjen. Så det var med en hvis genkendelsens glæde jeg læste første afsnit  af Lasse Jensen indlæg i Information, hvor han i overskriften kalder Morten Messerschmidt for et kulbuelys

Morten Messerschmidt (DF) er en gave til enhver redaktion. Altid leveringsdygtig i skarpe udtalelser, der ved nærmere granskning ikke er specielt skarpe. Underholdende og altid villig.

I en politisk verden fyldt med forudsigelige og ordinære jakkesæt og spadseredragter, der rutinemæssigt siger en hel masse uden rigtigt at sige noget, lyser panamahatten og det lyse jakkesæt op som den blusselygte, man engang brugte til ulovligt fiskeri. Fiskene – eller i dette tilfælde medierne – kan ikke modstå det. De tiltrækkes uden at vide, at lyset kan være farligt. Det kaldes at ’blusse ål’, og det er i øvrigt forbudt.

Jensen kalder skam ikke Messerschmidts politiske agitation for kriminel. Det lader han læserens hjerne selv gøre. Ifølge ham selv og eksperten, altså.

Jensen fortsætter med at beskrive Messerschmidt som en omvandrende konflikt bla fordi professor i retorik Christian Kock har fundet en metode, hvorved han kan karakterisere Morten Messerschmidt, som “den »suverænt mindst troværdige« samtidig med, at han er den lige så suverænt »mest karismatiske«”. I stedet for forkaste Kock afsindige resultat som det rene sludder forkaster Jensen derfor vælgerne: “At vælgerne foretrækker karisma frem for troværdighed, er ikke noget revolutionerende fænomen.” Og sådanne fiskevælgere er det begrædeligt at spørge udover deres evner

På søndag skal vi stemme om et så kompliceret spørgsmål som patentdomstolen, som kun få meget interesserede og vidende mennesker kan danne sig en kvalificeret holdning til. Vi skal også stemme et antal kandidater ind i et Europa-Parlament, hvis reelle indflydelse er genstand for konstant tvivl og debat. Krisen, højredrejningen i Europa og den dertil hørende skepsis og angst, gør søndagens folkeafstemning og parlamentsvalg til en slags folkeafstemning for og imod EU. Medierne gør deres til at oplyse, debattere og kaste lys over et virvar af meget indviklede emner. Vi er prisgivet eksperter med ofte modstridende forklaringer og analyser.

Ja, hvis blot eksperterne kunne forklare os, hvad vi skal stemme, så ville demokrati ikke være så farligt. En anden konklusion kunne være at Messerschmidt ganske sagligt udstiller de få interesserede og vidende menneskers kvalificerede holdninger som det egentlig kulbuelys. At vælgerne kan se at eksperternes modstridende forklaringer og analyser netop viser at de ikke ved hvad de beskriver, at vi stemmer ingen kender konsekvensen af andet end at det er endnu et suverænitetstab. Og det er noget vælgerne har en lang erfaring med, eksperter, politikere og organisationer der fra toppen af samfundet med stor autoritet og troværdighed taler ned til befolkningen og lover dem, hvad der aldrig kommer og truer med hvad der ikke vil ske. Og som vælgernes indflydelse på eget land mindskes bid for bid, stagnerer det Europa som tynges af bureaukratisk lænke for bureaukratisk lænke. Men ellers fin stiløvelse udi perfid retorik Lasse Jensen.

Jesper Langballe er død

Diverse, Jesper Langballe, Mindeord — Drokles on March 15, 2014 at 8:02 pm

I min gymnasietid ville jeg så gerne være en del af det nye fællesskab og så gerne opfattes som klog. Desværre var mit niveau faldet drastisk i årene op til denne skelsættende tid så jeg måtte gå stille med mine tanker og i stedet lure stemningen. Og stemningen på Frederiksberg Gymnasium, den var rød. Eller rødlig. Der var også nogle standhaftige og uglesete KU’ere, men de var i mindretal og helt klart ikke in. Og så talte de kun om udliciteringer.

Jeg skippede derfor mine drengefantasier om den stærke nation og lod mig fascinere og forføre af Frederiksberg borgerskabets børns præcise tale om partipolitik og kommentatorer og fløje og debattører, et vældigt forvirrende politisk landskab. Jeg gik blot ind for 2 års værnepligt for alle unge mænd, NATO og så en skarp opdeling mellem hvad det offentlige skulle tage sig af og så den økonomiske motor. Det var ikke interessant når mine nye kammerater kunne fortælle hvorfor Mimi Jacobsen var småborgerlig eller hvordan de radikale underløb revolutionen.

Såledesg åbenbarede sig der altså et persongalleri af allerstørste vigtighed når talen faldt på politik. Og det var meget vigtigt, eller sådan følte jeg det i al fald i min eskalerende usikkerhed, at man var klar med de rette værdidomme. Jeg lyttede intenst og lærte meget og stor var min forbavselse da en kammerat kunne divertere med at der fandtes en præst i den danske Folkekirke, der nærmest var nazist.

Jeg var virkeligt rystet. Hvorledes kunne den danske folkekirke tillade at have en mand der nærmest var nazist ansat. Og så som præst! Og ikke nok med det, men han skrev nærmest nazistiske indlæg i aviserne. Hans navn var Søren Krarup. Det var meget deprimerende.

Men det skulle blive endnu mere deprimerende for en anden kammerat kunne så lægge til at denne Søren Krarup havde en fætter der var endnu værre - altså endnu værre end en der nærmest var nazist. Så denne fætter var så derfor mindst nazist. Mindst. Og også han var præst. Min verden stod ikke længere.

Fætteren til nærmest nazisten Søren Krarup hed Jesper Langballe. Det forvirrede mig lidt, kan jeg huske, hvorfor hed de ikke alle sammen Krarup? Men ok, min fætter hedder jo også Jørgensen. Jeg var meget forvirret i den periode.

De to så godt som nazistiske fætre havde startet en nærmest nazistisk forening, der hed Den Danske Forening og de tilhørte en fundamentalistisk gren af kristendommen, hvis dogmer stod helt hen i det uvisse. Måske brændte de kors af efter amerikansk forbillede? Men det virkede så underligt u-folkekirkeligt. Men skrækkelige var de.

Der var nu vigtigere ting end nazipræster dengang. Danmark stemte nej til Unionen, revolutionen var lige ved at starte i Los Angeles og jeg gik deprimerende nok en klasse om.

Efter gymnasiet sad jeg en morgen hjemme hos mine forældre og læste roligt Politiken da jeg så at kronikken var skrevet af ingen ringere end den fætter der var værre end nærmest nazist, Jesper Langballe. Jeg havde selv rykket mig en del på det tidspunkt, træt af floskler og mit eget, nej egne, svigt, og var nu tættere på den basale samfundstænkning, der havde præget min folkeskoletid: At sætte rationaler før fine fornemmelser, at finde præmisserne for et emne før man placerer personerne. Og da Politiken ikke normalt lagde spalter til nazister eller deres sympatisører så læste jeg i en dirrende forventning om at blive udfordret på mine meninger, men ikke chokeret i min grundvold.

Og jeg blev heller ikke chokeret, men alligevel ganske overrasket. Glædeligt. For Langballe skrev fyndigt, karsk og med stor humor og indsigt. Hans indledende afsnit var en mindre åbenbaring for mig, hvor han morsomt sammenlignede venstrefløjen efter murens fald med en hovedløs høne. Javist, den løb stadigt hyperaktiv rundt på gårdspladsen, men uden Sovjetunionen var den de facto død og det var blot et spørgsmål om tid førend den ville dratte livløs om.

Jeg husker ikke resten af kronikken, andet end at jeg kunne lide den, men indledningen fik noget til at falde på plads i mit indre. En mand der skriver med humor og vid og så stor præcision som Langballe var i mit indre et bevis på at manden ingenlunde var værre end nærmest nazist men blot frygteligt misforstået og karaktermyrdet. Jeg havde det allerede stærkt på fornemmelsen. At jeg var blevet løjet for. Men værst også havde løjet for mig selv. Der var grund til at læse og lytte mere til Langballe for fremtiden. Og også hans skrækkelige fætter.

Langballe har været et af de seneste årtiers mest opløftende debattører. Især årene som Folketingsmedlem var herlige. Da kunne pressen ikke længere betragte ham som et ildelugtende kuriosum. Men journalisterne fandt også hurtigt ud af, hvorledes han livede enhver debat op og også aftvang modstandere, endda fjender respekt. En eller anden højtstående akademiker skrev således sigende at hans kollegaer måtte sluge kamelen, nej, snarere krybe til korset og erkende at Langballe var den bedste videnskabsordfører i Folketinget.

Så ivrig efter en god debat var Langballe at han engang i DR2 vulgariserede sine egne meninger udover det parodiske for at tvinge en feministgimpe ud i åben kamp i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Der skulle debatteres, krydses klinger, bare sig dit handicap, så spiller vi! Hun bed uanset hvor meget han blottede ned ikke på.

Langballe afviste floskler, som f.eks begrebet danske værdier med ordene:

“Hvad er de specielt danske værdier? Og det er jo noget forfærdeligt sludder, fordi danskhed er jo ikke et sæt værdier. Danskhed er et tilhørsforhold. Hvis man holder af sin familie, af sine børn, af sin mor og far, sin ægtefælle, så spørger man jo ikke ; hvad er det egentlig for nogle jeg kan lide hos dem? ja det ved jeg kat’me ikke hvad det er for nogle værdier - jeg kan bare lide dem!”.

Og da han fik afsat 10 mill til forskning af islamisk terror skulle det være uden en “fims af politisk korrekthed”. Jeg sad med en stærk fornemmelse af at Dansk Folkepartis præcise og uhysteriske håndtering af Muhammedkrisen skyldes den intellektuelle ballast som ‘fætrene’ gav partiet. Det kunne også høres når Pia Kjærsgaard som det mest selvfølgelige fortalte radioen at “I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens - mellem det verdslige og det åndelige regimente”.

“Sorg er ikke noget man skal over” fortalte han engang en journalist i radioen “det er noget man skal igennem!” Så rigtigt. Nu er Langballe desværre død og hans familie skal gennem sorgen. Sådan er kærligheden. Hans virke må andre og mere vidende opsummere, det var stort, det spændte vidt for Langballe skrev om og debatterede tro, politik, litteratur og livet.

Navnelegen

Diverse, IPCC, Klima, Videnskab, miljø — Drokles on March 12, 2014 at 12:50 pm

Ord former vores tanker. Ja, vi kan kun tænke gennem sprog som Vygotsky og Piaget kom frem til uafhængigt af hinanden (De kunne også have læst Biblens I begyndelsen var ordet… afsnit). Og derfor er det også vigtigt for enhver politisk og religiøs bevægelse at forme ord og sprog og vendinger, som tjener sagen bedst.

For klimadagsordenen startede man med udtrykket Global Opvarmning, da teorien var og er at den ekstra CO2 vi udleder i atmosfæren har drastisk indvirkning på drivhuseffekten som øger den globale temperatur. Egentlig effekt har CO2 så ikke haft alligevel indtil videre, hvilket er meget over tiden. Det er jo en bet at have et udtryk for noget der ikke sker. Og som det derfor er blevet pinligere at tale virkeligheden midt imod ændrer man sit sprog.

Det nye ord blev klimaforandringer, hvor det nye for de progressive pludselig blev en trussel, mens det sædvanlige og derfor reaktionære nu var at foretrække. Det var i det mindste en positiv forandring. Ordet var godt så langt at alt kunne fyldes i det da klimaet er foranderligt. Hvorfor lade sig trække ned i regnskabets sump af videnskabelige udsagn når intetsigende ord opflammer journalister og politikere?

Men fordi klimaforandringer lyder lige så meget som en mulighed som en trussel hos almindeligt og rettænkende mennesker måtte man finde på noget mere presserende. Klimaforstyrrelser blev derfor lanceret for en 5 års tid siden, men slog ikke igennem fordi det havde ikke det catchy ekstra der fik det til at rulle godt ud af munden. Og man kunne let risikere at skulle stå til regnskab for, hvad en forstyrrelse var eller ikke var. Var en særlig mild vinter en forstyrrelse?

Så derfor har man prøvet at få gang i ekstremt vejr. Det kan man bruge hver gang vejret er ekstremt og det er det jo altid et eller andet sted. En storm, tørke, skybrud, hedebølge, selv snevejr og frost, alt kan komme i mangler, ekstreme mængder og varierende intensitet fra tid til anden. Det er catchy og det kan bruges hver gang folk plages mest så der er automatisk signalindlæring. Men desværre skal også dette underkastes regnskabet (vejret er ikke mere ekstremt end for 30 år siden, tværtimod) og man skal forklare hvorfor vejr og klima alligevel hænger sammen efter at have brugt 20 år på at forklare at vejr og klima ikke hænger sammen når folk har ironiseret over at skulle skovle sne.

Denne navneleg er påtvunget af naturen der nu på 17. år ikke har ladet den globale temperatur stige. At temperaturen ikke stiger vil sige at der ikke er global opvarmning. Når der ikke er global opvarmning forandrer klimaet sig ikke (udover det sædvanlige), når klimaet ikke forandrer sig er der ingen forstyrrelser og ekstremt vejr er kun naturligt, som det altid har været. Det er altså blot din påklædning der er forkert.

Sagt på en anden måde så er teorien om mennesket drastiske påvirkning af klimaet gennem udledning af CO2 forkert. Men den udgør en karriere for mange journalister, forskere, politikere, foreninger der i skøn forening sponserer opbygningen og vedligeholdelsen af en industri af forældet og dyr industri af vind, vand og solfangere som har taget arbejdere og ingeniører ud af arbejdsstyrken og forvandlet dem til lige så relevante fagfolk som bødkere. Og alle disse økonomisk belastende arbejdspladser går tabt, hvis ikke skatteborgeren betaler lidt mere hele tiden.

Og så er det at man ikke kan sige at vi tog fejl og vi lige har sænket den økonomiske vækst med 1%/år og brugt tid og ressourcer på at løse pseudo problemer i stedet for reelle problemer. Så derfor opfinder man et nyt begreb, nemlig mysteriet om den manglende varme. Nature skriver

The biggest mystery in climate science today may have begun, unbeknownst to anybody at the time, with a subtle weakening of the tropical trade winds blowing across the Pacific Ocean in late 1997. These winds normally push sun-baked water towards Indonesia. When they slackened, the warm water sloshed back towards South America, resulting in a spectacular example of a phenomenon known as El Niño. Average global temperatures hit a record high in 1998 — and then the warming stalled.

For several years, scientists wrote off the stall as noise in the climate system: the natural variations in the atmosphere, oceans and biosphere that drive warm or cool spells around the globe. But the pause has persisted, sparking a minor crisis of confidence in the field. Although there have been jumps and dips, average atmospheric temperatures have risen little since 1998, in seeming defiance of projections of climate models and the ever-increasing emissions of greenhouse gases. Climate sceptics have seized on the temperature trends as evidence that global warming has ground to a halt. Climate scientists, meanwhile, know that heat must still be building up somewhere in the climate system, but they have struggled to explain where it is going, if not into the atmosphere. Some have begun to wonder whether there is something amiss in their models.

Now, as the global-warming hiatus enters its sixteenth year, scientists are at last making headway in the case of the missing heat. Some have pointed to the Sun, volcanoes and even pollution from China as potential culprits, but recent studies suggest that the oceans are key to explaining the anomaly. The latest suspect is the El Niño of 1997–98, which pumped prodigious quantities of heat out of the oceans and into the atmosphere — perhaps enough to tip the equatorial Pacific into a prolonged cold state that has suppressed global temperatures ever since.

Den manglende varme kan kun være manglende hvis den skulle have været der, som teorien siger at den skal være. Normalt og før staterne satte sig på forskningen og skabte en usund alliance mellem viden og politik ville man blot konstatere at der ikke var kommet nogen ekstra varme og at teorien derfor var forkert eller blæst ud af proportion. En simpel sammenligning mellem teoriens forudsigelser og empiriens dom.

Man taler i samme forståelse også om pause i den globale opvarmning. Altså mener man at temperaturen vil vende tilbage. Ingen kan forklare, hvorfor varmen gemmer sig eller hvor den gemmer sig, men ingen lader sig slå ud af det helt uventede og behandler virkeligheden som et kuriosum til den teori, hvorom ingen tvivl hersker.

Gud er måske død, men religioner trives. Måske det var bedst om Ordet var blevet hos Gud.

Bent Jensen sparker døren ind!

En Holocaust overlever sagde engang at han havde lært en ting: At når nogen siger de vil slå een ihjel, så skal man tro dem. Der er ligeledes ikke noget nyt i venstrefløjens dans med landsforrædderiet, vi har vist det hele tiden, de har udbasuneret deres foragt for Danmark, Danmarks evne til at forsvare sig, det fri menneske, historien, mens de har hyldet totalitarismen, ægget det ondsindede fremmede, plæderet for undergangen, løjet og fordrejet. Og vi er nogle der har troet deres ord hele vejen. Men for de der kræver syn for sagn foreligger nu Bent Jensens Ulve, Får og Vogtere, et resultat af hans og hans forskeres arbejde for Center for Koldkrigsforskning. Lars Hedegaard skriver i Dispatch International

Politiske partier, enkeltpersoner og medier, der mener at have noget i klemme og er bange for, hvad Bent Jensen dog kunne finde på, har fået deres værste frygt bekræftet. Ikke fordi hans afhandling bærer præg af ildsprudende skældsord, udokumenterede personangreb eller frit opfundne konspirationsteorier. Men fordi hans værk er præcis det modsatte: En kildebaseret og nøgtern historiebog, der påviser, hvem der var ulve (gik fjendens ærinde) og hvem der var får (led af en utilgivelig naivitet) i de årtier efter 2. Verdenskrig, da Danmarks frihed stod på spil.

Vogterne var først og fremmest de utrættelige i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der år efter år prøvede at råbe skiftende regeringer op med advarsler om, at truslen fra Sovjetunionen skulle tages alvorligt, fordi herrerne i Kreml både havde den militære styrke og den fornødne hensigt til, når chancen bød sig, at rende landet over ende.

Bent Jensen holder sig tæt til kilderne. Ikke bare de danske og vestlige, som han har fået adgang til, men også de sovjetiske, som han i modsætning til de fleste, der har angrebet ham, kan læse. Hvor kildegrundlaget er for tyndt til at tillade nogen konklusion, skriver han det. Hvor der er usikkerhed, lader han usikkerheden komme frem – sådan som en nøjeregnende historiker bør gøre. Det betyder, at enhver, der vil bruge nogle år på at læse det materiale, som Bent Jensen og hans medarbejdere har gennemtygget, kan gøre det og drage deres egne slutninger, for der er overalt omhyggeligt redegjort for, hvad værket bygger på.

Adskillige steder finder man i stedet for en kildeangivelse et hammer og segl, som betyder, at der findes en kilde, som Center for Koldkrigsforskning har fået forbud mod at bruge, fordi PET eller Statsministeriet (de står for det store flertal af afslag), hævder, at det ville antaste statens sikkerhed eller stride mod hensynet til fremmede magter.

Det forekommer ufrivilligt komisk. For det første er der tale om kilder, som Bent Jensen og hans medarbejdere har læst – ellers ville de jo ikke vide, at de fandtes. For det andet er den eneste ”fremmede magt”, der kan komme på tale, USSR, som ikke har eksisteret de seneste 23 år, og som derfor heller ikke kan true statens sikkerhed. Så det må være noget andet, bureaukraterne er bange for. Ser man efter, hvor de mange hamre og segl forekommer, springer en anden forklaring i øjnene: Folkene i de fine kontorer har ud fra en politisk vurdering villet beskytte særligt begunstigede politikere, embedsmænd, journalister og andre mod afsløring.

Claes Kastholm er i Berlingske Tidende begejstret for “den meget grundige gennemgang af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske deroute” og den “detaljerede dokumentation af journalistikken i dagbladet Information i 1970erne og 1980erne, hvor den gamle modstandsavis og NATO-tilhænger lod sig misbruge til at manipulere med fakta og bringe artikel efter artikel med sovjetisk desinformation, er chokerende læsning.

Hvis vi efter Den Kolde Krig havde fået et retsopgør som efter den tyske besættelse, ville ikke så få af de mest dominerende meningsdannere være kommet godt op at stege. Ét er, at man rent politisk går ind for et andet samfundssystem end det pluralistiske demokrati. Det er ens grundlovssikrede ret.

Noget andet er, hvis man modarbejder det sikkerheds- og alliancesystem, som et demokratisk flertal har vedtaget, ved undergravende virksomhed eller hjælp til den modpart, som sikkerheds- og alliancesystemet skal beskytte os imod. Så udøver man landsskadelig virksomhed. Så klar er sagen, og så klar har den været hele tiden lige fra 1946, da Den Kolde Krig tog sin begyndelse, og frem til 1991, da den sluttede med Sovjetsystemets sammenbrud og de østeuropæiske befolkningers befrielse af sig selv.

(…)

Først med Bent Jensen og hans forskergruppes arbejde har vi fået den omfattende, tilbundsgående beskrivelse, analyse og vurdering af Danmark under Den Kolde Krig. »Ulve, får og vogtere« er historievidenskab på et helt andet plan end DIIS-udredningen. Kildematerialet er langt, langt mere omfattende. Russiske kilder, som DIIS tilsyneladende slet ikke kender, indgår i undersøgelsen. Det samme gælder arkiver fra mange lande. Overalt dokumenteres der på solideste vis. Præmisser for vurderinger lægges hele tiden frem. Der tages forbehold, når kildematerialet ikke kan bære længere. Videnskabeligt set er det et dybt tilfredsstillende værk. Som al ordentlig videnskab søger det sandheden uden hensyn til interesser. Der føres direkte tale. Når det er muligt, bliver man konkret. Man skjuler intet. Dette er værket om Den Kolde Krig.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard slår anførselstegn om Jensens ‘nye’ russiske kilder og finder at bogen bærer præg af Jensens “idiosynkrasier“. Med en postuleret indsigt skriver Lidegaard at “med få undtagelser havde de danske revolutionære det mest i munden, og langt de fleste ville hellere fyre den fede end marchere i takt“. Lidegaard er ikke som Kastholm, begejstret over ‘klare sager’ og lancerer en historiefaglig kritik af Jensen og et forsvar for DIIS-udredningen

Problemet opstår, når meningsmennesket Jensen ifører sig historikerens ham og bruger stort og småt fra kildernes uendelighed til at føre sandhedsbevis for, at de, der mente noget andet end ham selv, ikke bare tog fejl, men var moralsk anløbne, dybest set landsforrædere og medskyldige i kommunismens forbrydelser.

Det er ikke kun voldtægt af kilder og historisk metode – det er også et forsøg på videnskabeliggørelse af politiske standpunkter, som minder mere om netop de totalitære regimer, Bent Jensen vender sig mod, end om en åben debat, hvor begge parter anerkender modpartens legitime ret til uenigheden.

På den måde bliver Bent Jensen sin egen værste fjende, når han polemiserer mod alt og alle – og ofte på et løsagtigt grundlag. Når Jensen for eksempel angriber DIIS for at mene, at Moskva ikke ville have interveneret i Polen, selv om folkebevægelsen Solidaritet havde overtaget magten i landet allerede i 1981 (bd. 1, s. 52), er der tale om en forvanskning af, hvad DIIS-rapporten faktisk siger om disse forhold.

Slår man efter, viser det sig, at DIIS påpeger, at Sovjetunionen forsøgte at få den daværende polske regering til selv at kvæle oprøret og ingen appetit havde på at iværksætte en invasion i Polen. Det er vel dokumenteret, og DIIS slår udtrykkeligt fast, at man heller ikke internt i Moskva havde gjort op med sig selv, hvad man ville gøre, hvis det ikke lykkedes (bd. 3, s. 26). Altså præcis det modsatte af, hvad Bent Jensen videregiver.

Lidegaard mener at selv om “der er bid i Bent Jensens anklager mod en venstrefløj, der kom alt for langt ud“, så svækkes Jensens faglige troværdighed af hans polemiske pointer.

Information er langt fra begejstrede over Jensens eksistens og minder som det første om at Ulve, Får og Vogtere “…er resultatet af en folketingsbevilling” (som også undersøgelsen af erhvervslivet under den tyske besættelse, som Folketinget på initiativ af Enhedslisten satte i værk under Nyrup-regeringen i 1990´erne) og ansporer en indignation over at Jensens medarbejdere kun “nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag«” i forordet, hvor ud af “15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’“. Men det er selvfølgelig ikke det eneste der er fælt ved Jensen

Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa.

Det er nu snarere Information, der stadig ikke forstår kvalitetsforskellen i Den Kolde Krigs konkurrerende politisk-økonomiske systemer og derfor heller ikke essensen af den geopolitiske konflikt. Men Information har faktisk lært noget af sit gode navn

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang.

Og det er her Information, Politiken, Mogens Lykketoft, Jørgen Dragsdahl, Lasse Budtz, Ritt Bjerregaard, Kjeld Olesen, Anker Jørgensen, Svend Auken og resten af spielverderberne vil tabe. “Modsat sine utallige fjender har Bent Jensen konsekvent valgt at slås for sandheden og bekæmpe løgnen“, skriver Svend Ove Gade i Jyllands-Posten. Og Jensen er ikke den sidste forsker der dykker i arkiverne, flere vil følge, hans udlægning vil udbygges, flere spørgsmål vil rejses og Lidegaards skønmaleri vil skalle af. Som  Lars Hedegaard pointerer

Ulve, får og vogtere er en triumf for historieforskningen. Uden at sige det, hævder den historieforskningens suverænitet over for indtrængere, der forlanger, at den skal tage politiske hensyn, vise underdanighed over for den herskende ”moral” og det som alle rettænkende er enige om.

Ethvert historisk værk, der er blevet stående, udmærker sig ved at have holdt fast ved historieforskningens unikke domæne – efter bedste evne at skildre hvad der et sket uden hensyntagen til de tæer, der bliver trådt på. Alt andet er skønskriveri og propaganda.

Og hvis man, som denne anmelder, er en ganske almindelig borger, skal man ikke lade sig afskrække de mange kilo, som de to bøger vejer, og som kan forårsage en diskusprolaps, hvis man ikke er i træning. Enhver kan læse dem, for sproget er ligetil. Man kunne godt have undværet et par udtjente udtryk (”en grimasse der kan passe”, ”et vink med en vognstang”), men stort set er sproget udsagnskraftigt, frisk og vejrbestandigt.

Der må også gå en ros til den ukendte billedredaktør. Sjældent har man set magen til indlevelse i teksten og sjældent har man set billeder, der i den grad sætter den i perspektiv.

Bent Jensens værk vil blive underkendt og lagt for had af den herskende klasse – alle dem der har noget i klemme.

Men det vil blive stående som en klassiker i dansk historieskrivning.

Lasse Jensen spurgte for nogle måneder siden pikeret over at skulle stå til regnskab i Informationnæste år fejrer vi 25-året for Murens fald. Er det ikke snart på tide, at vi kommer videre?“. Nej, et opgør med landsskadelig virksomhed skal gennemstås i sin helhed. Det er en evindelig proces i kampen for at bevare friheden. Bent Jensen har sparket døren ind for kommende historikere og journalister, der vil afdække hvorledes mennesker i betroede hverv og på centrale poster svigter danskerne og undergraver deres frihed. Og systemets forsøg på cover-up ved destruktion af dokumenter lægger kun tyngde til Jensens værk.

Ulve, Får og Vogtere kan meget vel blive startskuddet til en normalisering af at afdække landsforrædderiets anatomi. Landsforræddere som Corfitz Ulfeldt, stikkerne og hippoerne og, hvis man er så tilskyndet, samarbejdspolitikerne hører fortidens lukkede kapitler til, forevigt lagt ned i afsluttede kapitler, under vilkår der ikke mere er gældende. Men med Den Kold Krigs forrædere er det også nutid. De mennesker, som så frit prægede åndslivet, politikken, jorunalistikken, hele den offentlig fortælling lever for manges vedkommende endnu, nogle stadigt aktive. Men mere vigtigt så lever deres ideologiske arvtagere i bedste velgående og er lige så aktive, skønt de ikke har et Sovjetunionen at sælge ud til. Til gengæld har de islam.

For ja, der er et klart person og ideologi sammenfald mellem de der undergravede Danmark under den kolde krig, solgte oplysninger, relativerede, løj og fordrejede til fordel for en fjendtlig magt til de, som sælger Danmark til multikulturalismens voldelige brudzoner. De der taler lyver om og relativerer islam, der hele tiden vil give efter for dets krav. De er på en gang de samme som og arvtagerne efter Den Kolde Krigs forrædere. Som de var det under besættelsen. Med Landsforræderi kommer vi altså aldrig videre, det er ikke et afsluttet kapitel.

Kommentar til dokumentar

Al Jazeerah, FN, Historie, Israel, Jihad, Politik, islam — Drokles on January 13, 2014 at 6:56 am

Jeg refererede forleden til en dokumentar om Yom Kippur krigen i 1973 mellem først og fremmest Syrien-Ægypten og Israel. På overfladen en udmærket og grundig dokumentar med masser af interviews med hovedpersoner, centrale vidner og eksperter. Dokumentaren er fra Al Jazeera, men kunne såmænd have været produceret af en hvilken som europæisk stats TV-station, hvilket vil sige at der er en naturlig skævvridning og og udeladelse af relevante oplysninger.

For der er et par men’er man kan knytte til vinklingen af konflikten, der kun på overfladen tager sig neutral ud og nogle af de påstande, som den arabiske side slipper igennem. Dokumentaren hæfter sig meget ved at Sinai og Golanhøjderne var besat af Israel efter 6-Dageskrigen (dokumentaren bruger sjovt nok for en arabisk TV-station ikke den lidt mindre bibelske og for araberne mindre ydmygende Juni Krigen eller 67 Krigen), men glemmer at fortælle hvorfor Israelerne følte sig nødsaget til at opretholde en buffer zone mod Ægypten og Syrien, der havde som svoret mål at rulle Israel i havet. I stedet tegnes Sadats motivation som en utålmodighed med de fastfrosne fredsforhandlinger.

Flere gange får vi at vide at en israelsk sejr er fulgt af svære tab. Israel mistede 2.656 soldater under krigen og i forhold til israelsk standard er det også mange tabte liv.  For ægypterne og syrerne anslås tabene at være mellem 8.000 og 18.500. Den voldsomme usikkerhed fortæller alt, der er værd at vide om arabernes forhold til menneskeliv.  Der lægges omvendt vægt på arabiske soldaters tapperhed når det lykkedes dem at stoppe den israelske fremrykning i krigens sidste dage og de efterladte og ødelagte israelske kampvogne der stadig står som monumenter og markerer den endelige frontlinje - langt inde på arabisk jord!

Der er også et indigneret afsnit i det sidste program, hvor israelerne flere gange sidder en FN våbenhvile overhørig fordi de virkeligt har tur i den på slagmarken og vil stå så stærkt som muligt ved forhandlingsbordet. Dokumentaren hæfter sig ved at den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger lader Israel slippe  afsted med at fortsætte kamphandlingerne. Men det var især Sovjet der ville skåne araberne for selv at betale prisen for den krig, de selv havde startet. Israels handlinger var ganske fornuftige og moralske.

I filmen fortæller en stolt soldat at skønt de virkeligt hadede Israel og var ganske euforiske ved de første sejre så behandlede de alligevel israelske fanger godt. Muligvis var det hans oplevelse, men det var ikke sandheden om arabernes behandling af israelske krigsfanger. Fra Wikipedia

Syrian atrocities

Syria ignored the Geneva Conventions and many Israeli prisoners of war (POW) were reportedly tortured or killed.[249] Advancing Israeli forces, re-capturing land taken by the Syrians early in the war, came across the bodies of 28 Israeli soldiers who had been blindfolded with their hands bound and summarily executed.[250] In a December 1973 address to the National Assembly, Syrian Defense Minister Mustafa Tlass stated that he had awarded one soldier the Medal of the Republic for killing 28 Israeli prisoners with an axe, decapitating three of them and eating the flesh of one of his victims.[251] The Syrians employed brutal interrogation techniques utilizing electric shocks to the genitals. A number of Israeli soldiers taken prisoner on Mount Hermon were executed. Near the village of Hushniye, the Syrians captured 11 administrative personnel from the Golan Heights Force, all of whom were later found dead, blindfolded and with their hands tied behind their backs. Within Hushniye, seven Israeli prisoners were found dead, and another three were executed at Tel Zohar. Syrian prisoners who fell into Israeli captivity confirmed that their comrades killed IDF prisoners.[252]

Some Israeli POWs reported having their fingernails ripped out while others were described as being turned into human ashtrays as their Syrian guards burned them with lit cigarettes.[253] A report submitted by the chief medical officer of the Israeli army notes that, “the vast majority of (Israeli) prisoners were exposed during their imprisonment to severe physical and mental torture. The usual methods of torture were beatings aimed at various parts of the body, electric shocks, wounds deliberately inflicted on the ears, burns on the legs, suspension in painful positions and other methods.”[254] Following the conclusion of hostilities, Syria would not release the names of prisoners it was holding to the International Committee of the Red Cross and in fact, did not even acknowledge holding any prisoners despite the fact they were publicly exhibited by the Syrians for television crews.[255] The Syrians, having been thoroughly defeated by Israel, were attempting to use their captives as their sole bargaining chip in the post-war negotiations.[256] One of the most famous Israeli POWs was Avraham Lanir, an Israeli pilot who bailed out over Syria and was taken prisoner.[257] Lanir died under Syrian interrogation.[92][258][259] When his body was returned in 1974, it exhibited signs of torture.[258]

Egyptian atrocities

Israeli historian Aryeh Yitzhaki estimated that the Egyptians killed about 200 Israeli soldiers who had surrendered. Yitzhaki based his claim on army documents. In addition, dozens of Israeli prisoners were beaten and otherwise mistreated in Egyptian captivity.[260]

Individual Israeli soldiers gave testimony of witnessing comrades killed after surrendering to the Egyptians, or seeing the bodies of Israeli soldiers found blindfolded with their hands tied behind their backs. Avi Yaffe, a radioman serving on the Bar-Lev Line, reported hearing calls from other soldiers that the Egyptians were killing anyone who tried to surrender, and also obtained recordings of soldiers who were saved from Egyptian firing squads. Photographic evidence of such executions exists, though some of it has never been made public. Photos were also found of Israeli prisoners who were photographed alive in Egyptian captivity, but were returned to Israel dead.[260][261]

The order to kill Israeli prisoners came from General Shazly, who, in a pamphlet distributed to Egyptian soldiers immediately before the war, he advised his troops to kill Israeli soldiers even if they surrendered.[260]

Arabernes behandling af krigsfanger afslører at deres egentlige ærinde aldrig var en fredsløsning, men en endelig løsning.

Racismen i USA

Diverse — Drokles on September 21, 2013 at 3:28 am

Da Trayvon Martin blev skudt og dræbt i selvforsvar af den frivillige vagtmand “multi-racial Hispanic” George Zimmerman blev det hurtigt til fortællingen om den hengemte racisme i det amerikanske samfund. Obama var heller ikke sen til at befamle denne mulighed for klægt at erklære at han ligeså vel kunne være endt som Trayvon Martin, hvis han havde være en ung mand. Hans opførsel er i hvert fald mistænkelig som præsident. Men således chickt beskyldte Obama stik mod rettens afgørelse og bevisets stilling den amerikanske statsborger George Zimmermann for at være en morderisk racist skønt Zimmermann ikke havde foretaget en ‘racial profiling’, men derimod en korrekt “behavioral profiling” - nogenlunde samme system som Obama’s dronedrab er baseret på.

Men man undlod med søvngængeragtig sikkerhed at forholde sig til virkeligheden, nemlig at hvide sjældent skyder sorte. Ja faktisk så havde sorte skudt 10.000 andre sorte blot 500 dage efter Trayvon Martin blev skudt af noget så eksotisk som en der ikke selv var sort (skønt heller ikke ligefrem hvid). Trayvon Martin skyderiet var altså et relativt sjældent tilfælde - og det er, hvad der beskriver racismen i USA, nemlig den skarpe opdeling af samfundet, hvor de hvide sørger for helst ikke at komme i kontakt med de sorte, hverken for det positive eller - og derfor -  det negative. De hvide skyder med andre ord for få sorte - relativt set forstås. Omvendt gør de sorte i USA en meget bedre indsats for også at komme de hvide ved - og til livs. For at dette argument skal flyve skal vi blot acceptere at hvor vi tidligere så racismen udtrykt gennem begået vold, som i hvides vold mod sorte, har vi nu bevæget os over i at se racismen som udtryk som værende offer for vold, hvor hvide får deres bekomst for sorte hænder. Måske det er fædrene synder?

Sort racistisk vold som da to sorte teenagere hældte tændvæske på en hvid dreng mens de skreg “this is what you deserve white boy” og som da en hvid man blev gennemtæsket “for Trayvon” på sin egen veranda af en snes sorte mænd vækker ingen opsigt i medierne eller frembringer personlige reflektioner hos præsidenten. Kunne han være en af gerningsmændene vil vi da gerne (h)vide? Da tre sorte teenagere dræbte den hvide Chris Lane fordi “de kedede sig” var det tydeligt fra deres tweetterier at de dyrkede et had til hvide, som de pralede stolt af den vold de havde begået og ønskede at begå tweetede Obama ikke om racisme, men

Retweet if you agree: It’s time for Congress to make gun violence prevention a priority.

Teenagere har ikke våbentilladelse, så Obama’s reaktion svarer til den økotosse, der efter tsunamien tweetede at nu kunne ingen da være i tvivl om den globale opvarmning var en realitet. Daniel Greenfield analyserer i Frontpage Magazine med udgangspunkt i en episode, hvor en sort mand pludselig gik amok over et spil skak og bankede en hvid mand til døde mens han  bedyrede at han hadede hvide mennesker, så glimrende denne kollektive kognitive dissonans, der præger de venstredrejede definerende klasser

No conclusions will be drawn from the murder. Lashawn Marten was obviously mentally ill. And if his mental illness took the form of violent racism toward white people, that is an incidental fact. The murder is an incident. The details are incidental. No conclusions will be drawn from what happened between the chess tables.

Incidents take place all around us, but patterns have to be articulated. The incident is insignificant. It’s the pattern that counts.

The incident is something we have to learn to get over so we can get back to shopping in downtown Manhattan or walking through Union Square. The pattern is a social problem that we must dedicate ourselves to fighting. The incident isn’t supposed to define our lives. The pattern is.

The murder of Chris Lane was an incident. The murder of Jeffrey Babbitt was an incident.

The Boston Marathon bombing was an incident. So was the Fort Hood Massacre. So was 9/11. No conclusions can be drawn from them and no pattern can be used to tie them together. They are to be processed separately and discarded as having no further meaning than the private pain of their victims.

The media is not that concerned with suppressing incidents. It is concerned with suppressing pattern awareness. No one can deny that the occasional racial murder takes place and that the perpetrators look like Obama’s sons. And no one can deny that Muslims sometimes set off bombs or fly planes into buildings. They deny only that these incidents form a pattern.

Thomas Sowel fortæller i Investors om hvorledes racismen er skiftet fra at være rettet fra hvide mod sorte til det omvendte

I am so old that I can remember when most of the people promoting race hate were white.

Apparently other Americans also recognize that the sources of racism are different today from what they were in the past. According to a recent Rasmussen poll, 31% of blacks think that most blacks are racists, while 24% of blacks think that most whites are racist.

The difference between these percentages is not great, but it is remarkable nevertheless. After all, generations of blacks fought the white racism from which they suffered for so long. If many blacks themselves now think that most other blacks are racist, that is startling.

The moral claims advanced by generations of black leaders — claims that eventually touched the conscience of the nation and turned the tide toward civil rights for all — have now been cheapened by today’s generation of black “leaders,” who act as if it is all just a matter of whose ox is gored.

Even in legal cases involving terrible crimes — the O.J. Simpson murder trial or the charges of gang rape against Duke University students — many black “leaders” and their followers have not waited for facts about who was guilty and who was not, but have immediately taken sides, based on who was black and who was white.

(…)

Over the generations, black leaders have ranged from noble souls to shameless charlatans. After the success of the civil rights insurgency, the latter have come into their own, gaining money, power and fame by promoting racial attitudes and actions that are counterproductive to the interests of those they lead.

David P Goldman skriver i Pajamas Media om korrumperingen af den sorte rettighedsbevægelse

The leaders of what used to be a civil rights movement want to talk about everything but the main problem afflicting black people in the United States. That is the breakdown of the black family.

Just 29% of black women over the age of 15 were married in 2010, according to the Census Bureau’s comprehensive Current Population Survey. That compares to 54% of white women. At all ages, black women were about half as likely to be married as white women. That is an astonishing number.

The percentage of out-of-wedlock births has risen from 18% in 1980 to 40% in 2010. 29% of white births were non-marital, against 73% for black births. That’s nearly three-quarters of all black births.

Young black men without a high school diploma are more likely to be in jail than to be employed, reports the Pew Institute:

Collateral Costs details the concentration of incarceration among men, the young, the uneducated and African Americans. One in 87 working-aged white men is in prison or jail compared with 1 in 36 Hispanic men and 1 in 12 African American men. Today, more African American men aged 20 to 34 without a high school diploma or GED are behind bars (37 percent) than are employed (26 percent).

The report also shows more than 2.7 million minor children now have a parent behind bars, or 1 in every 28.  For African American children the number is 1 in 9, a rate that has more than quadrupled in the past 25 years.

The worst oppressors of young black men are older black men who abandon their children. And the second-worst oppressors of young black men are other young black men. 94% of black murder victims are killed by blacks. The accelerating decline of the black family portends a much worse situation in the future.

Men rettighedsbevægelsen tilskrives stadigvæk at repræsentere sortes interesser og således agerer de venstreorienterede definerende klassers æstetik enabler for korrumperingen. Michael Barg Jr. skriver i American Thinker om, hvorledes det er venstrefløjens egen politik, der kværner de sorte ned i velfærdsordningernes kviksand

The American city that has been most completely controlled by Democrats is Chicago. It is a case study of the effects of Democratic policies upon minorities. In a matter of just a few decades Chicago went from being a city that provided great opportunities for blacks to being the most racially segregated and oppressive city in America.

From its very beginning Chicago provided opportunity for blacks. The first non-native American settler in the area was a Haitian black named DuSable. Chicago never had slavery. It had an early abolitionist movement and showcased Abraham Lincoln, who freed the slaves, in debates with Stephen Douglas. The most prominent black magazines, Ebony and Jet, were founded in Chicago. They celebrated black culture and fashion. Oprah Winfrey became a billionaire anchoring her TV show in the City of Chicago.

When blacks first moved to Chicago during WW I in the great migration north they wore black armbands in memory of Lincoln and voted for Republicans, the party of Lincoln. But soon the black attitude toward Republicans changed. By 1920 thousands of blacks worked in Chicago in city and county jobs. But when Anton Cermak was elected mayor, he fired all the blacks and rehired only black Democrats. Black residents were funneled by the Chicago Democratic machine into highly segregated black-only neighborhoods. This segregation and racism has lasted one hundred years and persists to this day.

The Chicago Democratic Machine institutionalized housing segregation more than any American city. Dr. Martin Luther King Jr. noted that Chicago’s housing segregation was the major cause of poverty among blacks. Mayor Daley I doubled the number of residents in low-income housing from 1960 to 1970 at a time when the population fell by eight percent. Those high-rise buildings allowed Democratic precinct captains to intimidate black votersinto voting for Democrats by threatening to take away their apartments. The era of high-rise low-income buildings, portrayed in the TV comedy show Good Times, only ended when a courageous black woman namedDorothy Gautreaux sued the Chicago Housing Authority for racial discrimination. Since then the high-rise buildings have been gradually torn down and blacks are moving to suburbs or out of Illinois entirely.

This segregation was practiced in all major northern cities run by Democrats including Philadelphia, Boston, Baltimore, Boston, D.C., New York, Cleveland, Detroit and many others. While pursuing his civil rights movement in the mid-1960s, Dr. King marched in Chicago and was stunned by the racial hatred he experienced there. In a city that never hosted slavery, Dr. King said “I think people in Mississippi ought to come to Chicago to learn how to hate.”

The 2000 Census found that for Chicago to be integrated 90% of the blacks would have to move. And remarkably, of the 10 poorest census tracts in the entire United States, nine of them were located in Chicago’s black Congressional Districts of black Congressmen Bobby Rush and Jesse Jackson Jr. When Jesse Jackson Jr. resigned his Congressional seat, Democrats said that he must be replaced by another black. This could serve no other purpose than to preserve Democratic power and maintain the segregationist status quo.

Nothing has improved for black residents in these segregated areas even with the assistance of black politicians of their own race, who campaign that they will improve things. The Chicago Public School system is so bad that it has one of the shortest school days of any major city. This holds back the poor of all ethnic groups from excelling in academics and moving out of the City.

Racial segregation is a very effective means of exploiting the poor, since it keeps them from obtaining good paying jobs, deprives them of any benefit from public education (which is very expensive), and ensures that lack of opportunity forces young black men into lives of gang membership and crime. Today one of every nine black men in their twenties is in prison. This does not mean that one in every nine has ever been in prison, but that they are in prison all at once. All of these failures are great spiritual and emotional tragedies for the black families involved.

Black families did not suffer these high rates of single motherhood and crime until they were encouraged to go north into cities controlled by Democrats. It is a very tragic episode in the history of blacks in the United States. Fortunately blacks are realizing that it is the segregated urban environment that is the root cause of all these problems and many are leaving the North.

I samme ånd beskriver Michael Tanner Detroits nedtur i Jyllands-Posten

Detroit har da også haft sine raceproblemer. Mange års diskrimination eksploderede i optøjer i 1967, hvorefter hvide flygtede ud til forstæderne, og da byen næsten kun har ét erhverv, blev den hårdt ramt af nedgangen hos bilfabrikkerne General Motors, Ford og Chrysler.

Andre byer, f. eks. Pittsburgh og Cleveland, der har stået over for de samme udfordringer, har imidlertid formået at vende udviklingen eller i det mindste ride stormen af.

Og bilproduktion er fremdeles et erhverv i fremgang i delstater som Alabama og Tennessee. Hvad en beskeden offentlig sektor angår og dens eventuelle medansvar, skal man 52 år tilbage for at finde republikanere i spidsen for Detroits bystyre.

Sagen er, at man skal lede andre steder for at finde årsagerne til, at Detroit ikke har været i stand til at løse sine problemer. Den mest sandsynlige forklaring er byens omfattende ufinansierede pensionsordninger, der har kørt med underskud i årevis. Hele 99,6 pct. af de forpligtelser på sundhedsområdet, som byen har over for pensionister, er ufinansierede, og i det store hele dækker ordningerne 80-100 pct. af de udgifter til lægebehandling, som pensionsmodtagere har.

(…)

Pensioner er dog ikke Detroits eneste problem. Byen smider masser af penge efter sine skoler, som står i afhængighedsforhold til den stærke lærerfagforening Detroit Federation of Teachers. Der bliver brugt mere end 14.000 dollars om året pr. elev. Byen får dog ikke meget igen: I 2009 fik eleverne i Detroits offentlige skoler det dårligste resultat, der nogen sinde er opnået til de nationale matematikprøver.

Mere end en tredjedel af eleverne dumper.

(…)

Detroit har indført en særløn (” living wage”) på 11,03 dollars i timen (13,78 dollars i timen, hvis der ikke ydes tilskud til lægehjælp) for offentligt ansatte samt for erhvervsvirksomheder, der udfører opgaver for kommunen. I år indførte Detroit en kampagne mod virksomheder, der ikke lever op til byens omfattende bevillingskrav, og lovede at lukke ca. 1.500 »ulovlige« foretagender som f. eks. dækforretninger og brugtvareforhandlere, der driver virksomhed fra forladte lagerbygninger.

Den sektor tegner sig for næsten en tiendedel af virksomhederne i byen og betjener næsten 70 pct. af indbyggerne. Den officielle politik er at gøre det af med denne form for erhvervsvirksomhed.

For ikke så mange år siden blev Detroit af den upolitiske tænketank Bay Area Center for Voting Research ratet som den by i USA, der førte den mest venstreorienterede politik. Detroits egne dispositioner, ikke det frie marked og en minimal offentlig sektor, er ansvarlige for byens nedtur.

Men det er ikke, hvad der interesserer de definerende og venstreorienterede klasser. Sammenbruddet af den sorte familie har været en kendt og velbeskrevet realitet årtier førend en erkendelse, som Kay S. Hymowitz beskrev for City Journal

Read through the megazillion words on class, income mobility, and poverty in the recent New York Times series “Class Matters” and you still won’t grasp two of the most basic truths on the subject: 1. entrenched, multigenerational poverty is largely black; and 2. it is intricately intertwined with the collapse of the nuclear family in the inner city.

By now, these facts shouldn’t be hard to grasp. Almost 70 percent of black children are born to single mothers. Those mothers are far more likely than married mothers to be poor, even after a post-welfare-reform decline in child poverty. They are also more likely to pass that poverty on to their children. Sophisticates often try to dodge the implications of this bleak reality by shrugging that single motherhood is an inescapable fact of modern life, affecting everyone from the bobo Murphy Browns to the ghetto “baby mamas.” Not so; it is a largely low-income—and disproportionately black—phenomenon. The vast majority of higher-income women wait to have their children until they are married. The truth is that we are now a two-family nation, separate and unequal—one thriving and intact, and the other struggling, broken, and far too often African-American.

So why does the Times, like so many who rail against inequality, fall silent on the relation between poverty and single-parent families? To answer that question—and to continue the confrontation with facts that Americans still prefer not to mention in polite company—you have to go back exactly 40 years. That was when a resounding cry of outrage echoed throughout Washington and the civil rights movement in reaction to Daniel Patrick Moynihan’s Department of Labor report warning that the ghetto family was in disarray. Entitled “The Negro Family: The Case for National Action,” the prophetic report prompted civil rights leaders, academics, politicians, and pundits to make a momentous—and, as time has shown, tragically wrong—decision about how to frame the national discussion about poverty.

To go back to the political and social moment before the battle broke out over the Moynihan report is to return to a time before the country’s discussion of black poverty had hardened into fixed orthodoxies—before phrases like “blaming the victim,” “self-esteem,” “out-of-wedlock childbearing” (the term at the time was “illegitimacy”), and even “teen pregnancy” had become current. While solving the black poverty problem seemed an immense political challenge, as a conceptual matter it didn’t seem like rocket science. Most analysts assumed that once the nation removed discriminatory legal barriers and expanded employment opportunities, blacks would advance, just as poor immigrants had.

Conditions for testing that proposition looked good. Between the 1954 Brown decision and the Civil Rights Act of 1964, legal racism had been dismantled. And the economy was humming along; in the first five years of the sixties, the economy generated 7 million jobs.

Yet those most familiar with what was called “the Negro problem” were getting nervous. About half of all blacks had moved into the middle class by the mid-sixties, but now progress seemed to be stalling. The rise in black income relative to that of whites, steady throughout the fifties, was sputtering to a halt. More blacks were out of work in 1964 than in 1954. Most alarming, after rioting in Harlem and Paterson, New Jersey, in 1964, the problems of the northern ghettos suddenly seemed more intractable than those of the George Wallace South.

Moynihan, then assistant secretary of labor and one of a new class of government social scientists, was among the worriers, as he puzzled over his charts. One in particular caught his eye. Instead of rates of black male unemployment and welfare enrollment running parallel as they always had, in 1962 they started to diverge in a way that would come to be called “Moynihan’s scissors.” In the past, policymakers had assumed that if the male heads of household had jobs, women and children would be provided for. This no longer seemed true. Even while more black men—though still “catastrophically” low numbers—were getting jobs, more black women were joining the welfare rolls. Moynihan and his aides decided that a serious analysis was in order.

Men rapporten passede ikke fortællingen om hvid undertrykkelse og social ingenørkunst og blev heglet ned for at være uæstetisk på så mange planer

Less forgivable was the refusal to grapple seriously—either at the time or in the months, years, even decades to come—with the basic cultural insight contained in the report: that ghetto families were at risk of raising generations of children unable to seize the opportunity that the civil rights movement had opened up for them. Instead, critics changed the subject, accusing Moynihan—wrongfully, as any honest reading of “The Negro Family” proves—of ignoring joblessness and discrimination. Family instability is a “peripheral issue,” warned Whitney Young, executive director of the National Urban League. “The problem is discrimination.” The protest generating the most buzz came from William Ryan, a CORE activist, in “Savage Discovery: The Moynihan Report,” published in The Nation and later reprinted in the NAACP’s official publication. Ryan, though a psychologist, did not hear Moynihan’s point that as the family goes, so go the children. He heard code for the archaic charge of black licentiousness. He described the report as a “highly sophomoric treatment of illegitimacy” and insisted that whites’ broader access to abortion, contraception, and adoption hid the fact that they were no less “promiscuous” than blacks. Most memorably, he accused Moynihan of “blaming the victim,” a phrase that would become the title of his 1971 book and the fear-inducing censor of future plain speaking about the ghetto’s decay.

That Ryan’s phrase turned out to have more cultural staying power than anything in the Moynihan report is a tragic emblem of the course of the subsequent discussion about the ghetto family. For white liberals and the black establishment, poverty became a zero-sum game: either you believed, as they did, that there was a defect in the system, or you believed that there was a defect in the individual. It was as if critiquing the family meant that you supported inferior schools, even that you were a racist. Though “The Negro Family” had been a masterpiece of complex analysis that implied that individuals were intricately entwined in a variety of systems—familial, cultural, and economic—it gave birth to a hardened, either/or politics from which the country has barely recovered.

For at blive i æstetikken så skrev Nicolas Stix om den succesfulde amerikanske serie Law And Order (der desværre hører til mine yndlingserier med sin korte kontante facon befriet for personligt fnidder mellem figurerne og afsluttede afsnit)  i Middle American News

And so, even though more than 89 percent of suspects in violent crimes are black or Hispanic according to NYPD crime reports, L&O presents a looking-glass world in the grip of a white crime wave. In “Teenage Wasteland,” an episode that originally aired on February 7, 2001, the true case of a group of black teenagers who ordered Chinese food, and murdered the delivery man, is turned into a group of middle-class, white kids. “Myth of Fingerprints” (November 14, 2001) tells of a white, female forensics chief whose years of false testimony has sent many innocent men to jail.

One of those innocents was murdered in prison, resulting in the official’s conviction for manslaughter. “Fingerprints” was loosely based on the real case of former Oklahoma City supervising forensic chemist Joyce Gilchrist, nicknamed “black magic,” for her seeming forensic wizardry. Gilchrist’s lab techniques and court testimony had come under scrutiny by federal and state authorities. Critics charged she gave false testimony causing 23 men to be sentenced to death, eleven of whom were executed. Joyce Gilchrist is black, but unlike the fictional white official, was never prosecuted, though she was fired for alleged “flawed casework” and mismanagement.

Seven months after the October, 2002 Washington, D.C. sniper case was closed with the arrest of suspects John Muhammad and Lee Malvo, L&O dramatized the case, but with the shooter as a white man! (”Sheltered”; May 14, 2003.) “Smoke” (May 21, 2003) opens with the death of a child, whose adoptive father, a famous entertainer, had dropped him, while dangling him from a hotel room window. The detectives eventually discover that the entertainer would also arrange for underage boys to accompany him to his mansion, where he would sexually violate them. When I told a not particularly media-savvy neighbor who is the mother of four small children that story line, she immediately said, “Michael Jackson!” But on L&O, the character was depicted as a white comedian. Remember the Danny Almonte case? Almonte was the 14-year-old Dominican fraud who — through the connivance of his father, Felipe de Jesus Almonte, and Bronx-based, Dominican Little League coach Rolando Paulino — passed himself off as a 12-year-old, in order to play in the 2001 Little League championships. But in “Foul Play” (May 1, 2002), the coach magically becomes a blond-haired, white man, who is somehow convicted of a murder committed by the player’s father.

L&O’s creative team must read some interesting publications, since many of their “ripped from the headlines” stories never happened, but suit any left-winger’s paranoid fantasies quite well. Consider their obsession with non-existent, murderous white supremacists, whom they depict as besieging Manhattan. In “Open Season” (November 20, 2002), a William Kunstler-like defense attorney is murdered while celebrating the acquittal of a guilty-as-hell black defendant for shooting a white policeman. The killer, a member of a white supremacist group, then uses his defense attorney to unwittingly pass along information to his co-conspirators, who murder a prosecutor in another state. The defense attorney is charged with aiding and abetting the supremacists, before she is shot by a female supremacist. The real basis of the episode was the indictment of radical attorney, Lynne Stewart, of consciously aiding and abetting Moslem terrorist Sheik Abdul Rahman, the convicted ringleader of the 1993 World Trade Center bombing. In “Prejudice” (December 12, 2001), a racist, white real estate agent progresses from writing a letter to his co-op board in an effort to keep an interracial couple out of his building, to flashing a gun at a black colleague, to murdering a black man who beat him to a taxi. Such a case would have been fantastic in 1951, let alone in 2001. In “Genius” (April 2, 2003), a white, violence-embracing ex-con-writer stabs a white cabby to death. Viewers are then given mixed messages, as the cab driver turns out to be a fugitive, white supremacist racial murderer.

In another surreal L&O touch, ordinary black New Yorkers are repeatedly shown to be victims powerful white overseers. In “Kid Pro Quo” (April 30, 2003), the dedicated director of admissions at a tony private school is murdered by her corrupt racist boss. The victim sought to get a deserving but poor black girl admitted, but was overridden by the boss, who’d taken a bribe to accept the inferior child of a Jewish pornographer. And then there’s the homophobia angle. In the real world, Manhattan is, like San Francisco, one of the most gay-friendly areas in America. But not in L&O’s alternate universe. In “Girl Most Likely” (March 27, 2002), a private school student murders her lesbian lover, in order to hide the fact that she is gay. Last, but not least, comes xenophobia. In “Patriot” (May 22, 2002), a pale, blonde-haired former special forces officer kills a Moslem immigrant he had surveilled, and whom he suspected of being a terrorist. The prosecutor presents the imaginary patriot as a fire-breathing, chest-thumping, jingoist monster, even as the story suggests that the dead man really was a terrorist.

Law And Order er baseret på den legendariske (eller berygtede om man vil) stats anklager i New York Robert Morgenthau. Nicholas Stix beskriv hans sager således i VDare

The Bernard Goetz case

From 1984-1987, Morgenthau pursued a vindictive prosecution against Bernard Goetz. Goetz was a Jew working in electronics who,at Christmastime, 1984, had defended himself against four 18 and 19-year-old black menattempting to rob him at midday in a subway car. Goetz, who had previously been mugged three times, and been brutally beaten the last time, shot each of the would-be robbers once.

While seeking to put Goetz away for 30 years for attempted murder and illegal gun possession, Morgenthau treated the would-be muggers, all hardened thugs who had criminal records and were wanted on outstanding warrants, as if they were crime victims. He used the media to spread lies, claiming that Goetz was a racist who had been looking for trouble, and who had shot one of the muggers a second time. The media called Goetz the subway vigilante.”

Grand juries almost always follow prosecutors’ lead. But the first grand jury refused to indict Goetz for attempted murder, as Morgenthau sought, and only indicted him for illegal possession of a firearm. So Morgenthau empaneled a second grand jury, which indicted Goetz for attempted murder.

In 1987, the jury in Goetz’ criminal case acquitted him of the charge of attempted murder, but convicted him of illegal possession of an unlicensed handgun, and sentenced him to one year in prison. He served eight months. In 1996, a Bronx jury—notorious for their racial bias—awarded one of the would-be muggers a judgment of $43 million, in a civil suit against Goetz.

All of the four men would later admit that they had intended on mugging Goetz.

The Central Park Jogger case

On April 19, 1989, a mob of 32-40 teenaged boys—predominantly black, the rest Hispanic—set out for a night of mayhem terrorizing whites in Central Park. They brutalized at least a dozen whites, most obscenely the woman who for years would be known as “The Central Park Jogger.”

A subgroup of from eight to 15 boys variously bludgeoned, punched, stomped, hit with rocks, and ripped the flesh of their 5′4,” 105-lb. victim from head to toe; sexually fondled her; stripped her and tied her up with her clothes; sodomized her; and at least one raped her.

Hours before police would learn of the attack on The Jogger, they responded to calls that all hell was breaking loose in the park. In separate squad cars, black teenagers Kevin Richardson, 14, Antron McCray, 15, and Clarence Thomas, 14, told baffled officers that they knew who had committed “the murder”, and where the weapon had been stashed.

At that point, only the attackers had such knowledge.

When two men found The Jogger in a ravine, she had a fractured skull, had lost 75 percent of her blood, and was pronounced DOA. Few of her doctors thought she’d survive. One “exploded” eye hung out of its socket; afriend could not physically identify her. She remained in a coma for 12 days. Her sociopathic attackers caused brain damage, leaving her with lifelong balance and coordination problems, a lost sense of smell, decreased mental abilities, and having to re-learn such basic tasks as “rolling over, telling time, buttoning her blouse or identifying simple objects.”

Four of the nine boys initially arrested—Richardson, McCray, Raymond Santana, 14, and Kharey Wise, 16—made voluntary, videotaped confessions, the three under 16 in the presence of a parent or guardian. Each denied having raped The Jogger, but charged accomplices with having done so. The four all identified 15-year-old Yusuf Salaam as having brought down The Jogger with a blow to the head from a metal pipe. Salaam likewise confessed to having struck that blow, and a second to the victim’s ribs, but refused to make an official signed or videotaped confession.

At the time, police announced that additional attackers remained at large, and that none of the arrestees’ DNA matched the semen evidence.

A racist hate campaign immediately swung into action—against the victim!

Working with black nationalist activists such as Al SharptonElombe Brath, and Bill Perkins, the city’s black weeklies, theAmsterdam News and City Sun, promoted the fantasy that the confessed assailants were the Scottsboro Boysreincarnated: “Innocent” boys from “good homes,” who had been snatched up by racist police, based solely on the color of their skin.

Violating a long-standing, unofficial rule against revealing the names of sex crime victims, for over a year the two weeklies obsessively repeated the victim’s name in every issue: Patricia Meili. (Actually, she went by “Trisha.”)

Outside the courthouse, black supremacists screamed,“The boyfriend did it!” “She did it herself!” and when the limping victim appeared, “Whore!” and “Slut!”

New York’s white-owned media largely suppressed coverage of the hate campaign.

One has to understand that black supremacists consider brutalizing whites virtuous behavior; the more gruesome, the better. Their reflexive assertions in such cases that blacks were “framed”are smoke-screens; for them, there is no such thing as black-on-white “crime.”

In two trials, marked by constant intimidation and disruptions, and feckless behavior by city officials, McCray, Richardson, Salaam, Santana and Wise were tried and convicted of most charges in 1990.

Afterwards, attorneys for three of the defendants (see also here) remarked that mounting an effective defense had been rendered impossible by the convicts’ self-incriminating statements—including their trial testimony—and because an alternative theory of where they were in the park would have implicated them in other felonies.

Then the convicts then got confessors’ remorse. The black agitators and their MSM henchmen promoted the Big Lie, whereby the confessions had been coerced, and the convicts were innocent.

In a 1992 jailhouse interview on 60 Minutes, Salaam suggested that Meili was “faking” her injuries, and insisted as a Muslim, he was incapable of committing crimes. (!)

In 2002, after the statute of limitations for the Central Park attacks had passed, delusional psychotic Matias Reyes, a convicted murderer and serial rapist already serving a 33 1/3 years-to-life sentence in the same prison as Kharey Wise, announced that he had “found God”—something that he had been saying for 11 years—and that he alone had attacked Trisha Meili.

The unidentified sperm proved to be Reyes’. Otherwise, his story was bunkum. The victim’s doctors denied that the then slightly built, 5′8,” 18-year-old had without help dragged a remarkably fit if petite woman, fighting for her life, 290 feet; and had without accomplices so tortured and harmed her.

Reyes had either found and raped the unconscious Meili after the wolf pack had moved on to other victims, or had been a part of it. At the time, some of the boys had said they’d held the victim down, while a “Tony” raped her. Reyes’ street name was “Tony.”

Morgenthau took Reyes’ entire story on faith, and refused to permit him to be cross-examined in a court of law.

(At the time Reyes made his statement, he was serving in the same prison as Kharey Wise, who by then had become“a very powerful Muslim leader during his 11 years in prison.” Police believed that “Reyes made the confession to score points with Wise… So he does Wise a favor and gets himself major protection in state prison.”) [Why Reyes Admitted Rape, By Andy Geller And Murray Weiss,  New York Post, December 5, 2002]

After promising “a fair, impartial and complete” review of the case, Morgenthau instead joined the MSM inpromoting the black supremacist narrative, after airbrushing the obvious racist insanity out of it. The story Morgenthau now peddled could have been a Law & Order script.

Twisting the law, history, and logic into a pretzel on behalf of the convicts, Morgenthau acted as if there were new exculpatory evidence, when there was none; as if the confessions had been ruled inadmissible, when they had in fact withstood all legal challenges; and asserted that it was the prosecutor’s (as opposed to defense counsel’s) job to concoct an exculpatory, alternative narrative though, like a dumb street hood, he apparently could not come up with one matching the known facts. No matter; the New York Times covered for him.

In December, 2002, Morgenthau requested state Justice Charles Tejada to “vacate” the already served sentences, both for the attack on Meili and for other assaults that night—thus implying that the five convicts had been railroaded. Tejada complied.

Atypical of the media, legendary NYPD detective Mike Sheehan, by then a Fox 5 News reporter said, “I’m shocked at Morgenthau. This shows they have no respect for us and no respect for the victims in this case.”

Police Commissioner Raymond Kelly and several of the over 30 detectives who had originally worked the case, charged that Morgenthau’s office, led by ADA Nancy E. Ryan, had sabotaged the investigation, by:

  • Withholding new DNA tests and prison records;
  • Refusing to interview the prosecutors and lead detectives from the original case;
  • Forbidding the detectives from consulting their by now 13-year-old notes, when attempting to interrogate convicts in prison;
  • Forbidding detectives from administering a polygraph examination to Reyes;
  • Interrupting detectives whenever they asked Reyes questions in jail; and
  • Going so far as to telephone the lawyers of Reyes’ fellow inmates, directing them to advise their clients to refuse to cooperate with detectives.

If Kelly and the detectives’ charges are true—and they seem plausible to me—Morgenthau and his aides committed the felony, conspiracy to obstruct justice.

Today, the indignant, “innocent victims” seek to cash in, to the tune of $250 million, via the ultimate frivolous lawsuit.

If they win, they should cut Morgenthau in. He’s earned it.

Daniel Greenfield, hvis artikel jeg indledte denne lange postering med at citere fra slutter sin artikel med disse sande ord

We live in a world of phony patterns, of global environmental apocalypses made to order, of shadows and illusions, of phantom fears, panics and doubts. But even in the liberal world of ghosts and shadows, where rogue air conditioners and cow flatulence are a greater threat to the planet than the nuclear bomb, where Lashawn Marten was oppressed by the unconscious white privilege of Jeffrey Babbitt who died for what he did not even know he had and where Muslim terrorism is a phantom fear of bigots, these true patterns intrude.

Terrible acts of violence momentarily tear apart the illusory false patterns with blood and fire and reveal the terrible truth.

On September 11, thousands of New Yorkers standing at Union Square looked downtown to see a plume of smoke rising over Broadway. I was one of them. Some fell to making anti-war posters on the spot. Others enlisted in a long war. On another distant September, some New Yorkers came to the defense of a 62-year-old man being beaten to death for the color of his skin. Others walked on to the farmers’ market, bought their organic peaches while the liberal memes in their heads told them to see no evil.

Our lives are sharpest and clearest when we see the pattern. In moments of revelation, the comforting illusions are torn away and the true pattern of our world stands revealed.

Med Reagans ord: Don’t be afraid to see what you see!

Halv anmeldelse af Wallander: Faceless Killer

Kunst og kultur, Multikultur, Sverigetanic, islam, venstrefløjen — Drokles on July 21, 2013 at 3:53 pm

Jeg sad lige så fredeligt i min stol i går aftes og så et afsnit af den engelske udgave af den svenske krimiserie Wallander med Kenneth Brannagh i titelrollen. Wallanders datter dater en syrisk og ganske civiliseret læge, Jamal, som Wallander introduceres for på en restaurant. Jamal drikker ikke alkohol men har intet problem med Wallanders datter fylder sig. Hmm. Til gengæld søger Jamal på datterens opfordring at rådgive Wallander om hans usunde livsstil og medfølgende diabetes.

Mens Jamal er er ude at slå olien fra falaflerne spørger datteren sin far, Kurt Wallander, hvad han synes om, hvad der måske bliver hans kommende svigersøn. Wallander er fanget i en ubekvem småracisme og siger ting som “så længe du er glad…“, hvilket ikke godtages af datteren. Datteren øger presset for at få mere ud af faderen end de undvigende svar og Wallander gør sine problemer værre ved at sige “Han er bare ikke hvad jeg forventede“. Temaet i serien er slået an, selv Wallander har svært ved at være 100% korrekt og det skal de nye svenskere lide under. Wallander har mere end blot sin sag at arbejde med.

Sagen: Et svensk ældre ægtepar myrdes i deres hjem på landet og Wallander hører det ene offer sige noget med “F” inden hun udånder. Under en briefing på politistationen leger med Walander med tanken om at det enten betød måske “Farmer” eller, og her advarer han sin stab mod ikke at forivre sig, “Foreigner”. De farer straks op og Wallanders fordomme om deres fordomme bekræftes (de eneste fordomme der er tilladt er dem om andres fordomme) og Wallander har sit hyr med at tale dem fra deres alt for beredvillige selvsving og formaner dem at ikke sige et ord til pressen (Der er tale om den svenske presse, hvilket vil sige at hvis Wallander i virkeligheden ville nævne en sådan forbindelse ville han blive fyret for racisme). Den uæstetiske forbindelse til udlændinge slipper dog ud ganske hurtigt ud til pressen og Wallander skælder sin stab ud fordi det ægger de sædvanlige tosser og ekstremister (ikke helt disse ord, som jeg har glemt) der vil udnytte det.

Wallanders far findes gående rundt på landevejen i nattøj og tøfler og med favnen fuld af sammenrullede malerier af nogle markarbejdere, der følger ham til det nærmeste hospital. Da Wallander ankommer er det datterens kæreste Jamal, der er lægen som har hjulpet - wait for it! - altså, datterens syriske kærste der har hjulpet - wait for it! - … Jeg skal lige have en drink. Puh, ok, Jamal, altså datterens syriske kæreste, han havde hjulpet med at oversætte hvad markarbejderne kunne fortælle om hvorledes de fandt Wallanders hjælpeløse far vandrende forvirret rundt på landevejen. Er det virkeligt normalt med syriske landarbejdere i Sverige?

Som en reaktion på pressens viderebringelse af at det muligvis var udlændinge der stod bag det brutale dobbeltdrab bliver en af landarbejderne myrdet. Det lokale asylcenter brandbombes, men Wallander får skubbet nogle pittoreske muslimer i sikkerhed, falder omkuld og mens han roder rundt i støvet ser han op på en lille muslimsk tildækket pige, der betragter med en uudgrundelig ømhed. Larmen fra mennesker i panik fader i baggrunden som Walander og pigen har øjenkontakt som giver den mere end et ekstra pift af symbolladet intensitet. Rapporter om flere brandattentater på muslimer i området og et brændende kors i Ystad drysse over de næste scener, som Wallanders advarsel om hvorledes tosserne vil udnytte halve sandheder bekræftes.

Jeg kunne ikke mere og måtte opgive at finde ud af, hvem den egentlige morder var og skiftede kanal. Englænderne havde været ganske loyale overfor Mankells vanvittige Sverige, et Sverige, hvor svenskerne grundlæggende er hjælpeløse i deres eget land kun lige med nok magt til groft at undertrykke de masser, der masser sig ind i landet af Allah ved hvilke grunde.

Forfatter indrømmer gammel voldtægtsag i Erotiken?

Diverse — Drokles on August 25, 2012 at 8:44 am

Det er mit indtryk at Politiken er meget optaget af alt vedrørende sex. Sproget er oftest frimodigt grænsende til det barnlige og den ene skribent ‘ægger’ den anden. Forfatteren Iben Mondrup, der bestyrer et radioprogram ved navn Mikrofonholder på Radio24syv giver også sit besyv med om kønsroller, seksualopfattelse og selvfølgelig ”Leth som en gammel blotter“ i en Politiken kronik. Hendes mål er at gøre op med “stereotype fremstillinger af mandens og kvindens seksualitet” som henholdsvis uøkonomisk og nyttebaseret og hun henfalder i ligestillingens hellige navn til drømme om at se “mænd, der knepper mænd” fordi

Det er helt vildt, når en mand penetrerer en anden mand; det eksploderer simpelthen i hovedet på mig. Der er noget ved den penetrerende energi, som jeg grundlæggende kender i mig selv.

Det er í hvert fald vildt klamt og i mig vækker det kun vrede, men det tager jeg med min terapeut i et andet forum. Men måske har Mondrup ladet sig ægge for meget af Politikens sexsmørerier eller måske blevet lidt for ukritisk af sit mikrofonholderi når hun beskriver sin seksuelle debut (Kun det sidste afsnit er relevant, de to første afsnit er taget med for at glæde husarerne på Arto)

Da jeg var barn, var der en lang periode, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tilfredsstille mig selv. Der gik flere år, fra jeg mærkede min voldsomme lyst, til jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få den indfriet ved f.eks. at onanere. Det var ekstremt frustrerende, og jeg havnede i alle mulige umulige situationer med diverse instrumenter oppe i røven (fordi jeg stadig havde min mødom); jeg nævner i flæng: gulerødder, stearinlys, tandbørster (dog ikke hårsiden).

Jeg havde en boblende vulkan indeni.

Da jeg var 14 år og langt om længe havde lært at onanere, ville jeg død og pine også vide, hvad det ville sige at have sex med en mand. Så en aften efter en skolefest, hvor vi var taget hjem til en af mine venner, benyttede jeg chancen. Ude i entreen var en noget ældre fyr faldet om i sin brandert, og på en eller anden måde fik jeg knappet hans bukser op og gjort hans pik så hård, at jeg kunne sætte mig på den. Jeg var 14 år og fuldstændig stålsat.

Mondrups initiativ åbner selvfølgelig nye muligheder til den næste julefrokost, men der er reelt tale om en voldtægt af en mand, som ikke kunne sige fra. Selv om det lyder pikant er der trods alt 2-5% chance for at han var homoseksuel og vel også en chance for at han allerede befandt sig i et seksuelt forhold, som han ikke ville svigte, som der også er en chance for at han ikke var Jerry Lee Lewis. Måske ville han ikke risikere at skulle sidde i retten og bedyre overfor en dommer at han vitterlig var fuld.

Jeg ved ikke om det er typisk kvinder, tiden vi lever i eller specifikt Politikens univers, hvor man på een gang kan frustreres over at mænds og kvinders seksualitet bliver opfattet forskelligt, mens man som et spøjst kuriosum om sin egen ’selvudforskning’, fortæller en historie, hvis liflige uskyldighed alene hviler på en stereotyp fremstilling af mandens seksualitet. Optagetheden af egen seksualitet har i hvert fald nedbrudt almindelig moral og i stedet mener at man kan tage andres mest intime dele af deres kroppe i brug efter forgodtbefindende.

Og med hensyn til Morups brug af tandbørster, stearinlys og gulerødder så er, for nu at citere fru Drusse, den pæne indgang, der hvor måtten ligger!

Next Page »

Monokultur kører på WordPress